DEBAT:

Rejs en statue af en sygeplejerske

(Indlægget er bragt i Sundhedsmonitor, 8. marts, 2024)

Kulturministerens initiativ til at rejse flere statuer af kvinder over det ganske land er alletiders gode ide!

Som ministeren påpeger, er det besynderligt, at der findes flere statuer af fabeldyr og heste end kvinder i det danske bybillede, og det er på høje tid, at vi gør op med det!

Men af de forslag, ministeren er kommet med, slår det mig, at han taler om kvinder, som er blevet til noget på mændenes banehalvdel: Den første kvindelige læge, den første kvindelige iværksætter.

Hvis vi virkelig vil gøre en forskel og rejse mindesmærker, kvinder og piger kan spejle sig i, skulle vi rejse statuer af kvinder fra de fag, der traditionelt har været kvindernes domæne.

For sagens kerne er vel, at vi har brug for som samfund at give lige så stor anerkendelse til kvindernes rolle i vores samfund, som hidtil er tildelt konger, videnskabsmænd og soldater.

Hidtil har statuer afbilledet nogle af dem, der har kæmpet for vores land. Men hvad med dem, der kæmpede bag frontlinjen?

Sygeplejersker har plejet og behandlet kongen, soldaten og videnskabsmanden, så de kunne vende tilbage til deres arbejde. Og sundhedsplejersker har betydet en kæmpe forskel for at reducere spædbarnsdødeligheden før, under og efter krige. De kæmper således også for  liv og død, og de har spillet – og spiller den dag i dag –en vigtig rolle i samfundet, som tit overses.

Det samme gælder andre omsorgsfag, som op igennem historien har været en vigtig forudsætning for, at vi som samfund er lykkedes så godt, at hele verden ser på os med misundelse.

En af de ufortalte historier fra de traditionelle kvindedomæner er, at kvinder indenfor de kvindedominerede fag har haft afgørende betydning og været pionerer på en række områder. Dansk Sygeplejeråds første formand, Charlotte Norrie, kæmpede for eksempel for kvinders ligestilling indenfor uddannelse til kvinder. Mangeårige formand for DSR, Kirsten Stallknecht, kæmpede for ligestilling på arbejdsmarkedet – det var hende med tjenestemandsreformen.

Der er mange andre, man kunne fremhæve. Pointen er, at de er fantastiske rollemodeller at spejle sig i den dag i dag, fordi de indenfor selv ganske snævre rammer arbejdede utrætteligt for kvinders ligestilling med mænd og for at fremme anerkendelsen af kvindedomineret arbejde.

Ved at rejse en statue af en sygeplejerske ville vi ikke bare anerkende historiske kvinder – vi ville også anerkende dagens sygeplejersker for vores vigtige bidrag i det danske samfund. Vi ville fremstå som hele mennesker og meget mere end bare varme hænder!

Samtidig ville vi sende et signal internationalt om, at kvinder i deres egen ret – og med de domæner de op igennem historien har udfyldt uden stor ståhej men med enorm effekt – får den anerkendelse, de fortjener fra både mænd og kvinder.

Se, det ville piger og kvinder kunne stå på, når de vælger deres vej i livet, og vi ville sikre byrum, hvor også jeg som sygeplejerske vil føle mig repræsenteret.