Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Aftale om løn for statsansatte på plads

Aftale indgået søndag om de statsansattes løn sikrer en økonomisk ramme på 8,8 procent de næste to år.

Publiceret: 

11. februar 2024

Senest opdateret: 

22. februar 2024

Af:

Lotte Dahlmann

ldh@dsr.dk
60742391

Foto:

Nikolai Linares

Forhandlerne for de offentligt ansatte på statens område nåede søndag frem til en aftale, der sikrer en samlet økonomisk ramme på 8,8 pct. de næste to år.

På statens område arbejder omkring 1000 sygeplejersker bl.a. som undervisere på professionshøjskolerne, SOSU-skolerne og som sygeplejersker i landets fængsler.

Forkvinde i Dansk Sygeplejeråd, Dorthe Boe Danbjørg siger om aftalen:

”Aftalen sikrer en udvikling af reallønnen de næste to år, og det betyder at man kan købe mere i morgen end man kunne i går. Det har vores medlemmer brug for efter et par år med høj inflation”, siger Dorthe Boe Danbjørg og fortsætter:

”Mange har nok hørt, at forud for forhandlingerne gik lønmodtagerorganisationerne efter en tocifret ramme. Men forhandlingerne viste sig at være svære, fordi regeringen jo nedjusterede forventningerne til de privatansattes lønudvikling kort før jul, og finansministeren lagde et loft på 8,8 procent. Derfor er det godt gået af vores forhandlere på det statslige område, at de fik det maksimale ud af finansministeren.”

Forkvinden og Dansk Sygeplejeråds hovedbestyrelsen vil nu sætte sig ind i detaljerne i aftalen:

”Jeg har ikke selv siddet med i forhandlingerne men hører lønmodtagernes forhandlere sige, at vi med aftalen har fået en lønramme, der afspejler forventningerne til de privatansattes lønudvikling de næste to år. Det forlyder også, at der i aftalen er sikret, at offentligt ansattes lønudvikling i fremtiden skal følge udviklingen på det private område."

Hun pointerer desuden:

"Det er også vigtigt at huske på, at forhandlingerne om de såkaldte specifikke krav udestår, inden en samlet statslig aftale er i hus. De specifikke forhandlinger handler om de krav, der er knyttet op på de enkelte organisationsaftaler for de statsligt ansatte sygeplejersker. Forhandlingerne foregår over den næste måned, og først derefter kan vi præsentere det samlede statslige forlig."

"Vi vil nu dykke ned i detaljerne og præsentere aftalen for vores medlemmer. Og så sætter det statslige forlig jo rammen og retningen for de øvrige områder, og jeg glæder mig til at komme i gang med at forhandle på det kommunale og regionale område i den nærmeste tid”, siger Dorthe Boe Danbjørg.

Læs aftalen her.