Urafstemning eller ej? 

Det summer i Tivolis kongressal. 20 runde borde er sat sirligt op i den store sal, og ved bordene sidder Dansk Sygeplejeråds kongresdelegerede og medarbejdere.

Men vi skal lidt væk fra kongressalen og ud på en flyvetur. Programmet starter nemlig oppe i helikopteren ved Dorthe Boe Danbjørgs gennemgang af OK24 for regioner og kommuner:  

”Vi starter lidt oppe i helikopteren: Det skal vi, fordi fortællingen om OK24 ikke startede ved det første forhandlingsmøde, den startede heller ikke ved kravudvekslingen med arbejdsgiverne, og den startede heller ikke, da vi indsamlede medlemmernes forventninger sidste år i juni-måned,” siger Dorthe Boe Danbjørg, der som den første har indtaget talerstolen – og står for første gang til en kongres som forkvinde for Dansk Sygeplejeråd.

Bag hende hænger et hvidt flag med DSR’s genkendelige logo, og omkring 133 delegerede ansigter peger mod forkvinden, der gennemgår sygeplejerskernes kamp. 

”Fortællingen har rødder i vores 125 år lange kamp for sygeplejersker, for sygeplejerskernes løn og sygeplejerskernes vilkår. Vores mangeårige kamp for anerkendelse af vores faglighed, vores mangeårige kamp for ligeløn, for løn, der afspejler vores arbejdes værdi. Det er fortællingen om OK24 – både dengang og nu,” siger hun.

Kongressen skal torsdag tage stilling til det mæglingsforslag, forligsinstitutionen har sammenklipset, og hvis de delegerede på kongressen bliver enige om at godkende det, bliver mæglingsforslaget sendt til urafstemning, hvor sygeplejerskerne selv kan afsætte et kryds med deres vurdering af aftalen.

Men først skal aftalen gennemgås, derefter diskuteres og dernæst stemmes om.  

Ja for fællesskabet 

Klap, huj og gisp bliver på skift uddelt, når de delegerede og politisk valgte sygeplejersker stiller sig op på talerstolen og tilkendegiver deres holdninger. Flere ting går igen. Mange af de kommunale sygeplejersker problematiserer trepartens store pengepose, der ikke lander på deres bord. Andre er bekymrede for de studerendes læring, og flere stemmer ja for fællesskabet, men håber, der er en lønstrategi på vej.  

Rikke Wiwe er en af dem, der stemmer ja for fællesskabet, men er ærgerlig over forskellen på regionale og kommunale sygeplejerskers lønfremgang. Særligt ét argument fordrejer samtalen, mener hun:  

”Det er hele tiden argumentet med, at kommunale sygeplejersker har været lønførende. Det er dét, man får smækket i hovedet, og det var enormt vigtigt for mig at sige, at det slet ikke er det, det handler om. Det handler om sygeplejerskernes stilling og position i primær sektorer. Og hvordan de bliver indhentet eller løntruet af social- og sundhedsassistenterne.” 

På talerstolen problematiserer hun, at kommunalt ansatte sygeplejersker kan risikere at skulle kompetenceudvikle sosu-assistenter til at tjene mere end dem selv. Men hun vil alligevel stemme ja med en forventning om, at de kommunale sygeplejersker kan få et ben ind ved kommende overenskomster og lønforhandlinger. 

Næstforperson i Dansk Sygeplejeråd Kristina Robins opsummerer meget godt dét, mange af talerne kommer ind på:  

”Noget af det, der har fyldt en hel del allerede på talerstolen, er jer, der kommer fra det kommunale område. Jeg hører, at på trods af, at der er frustrationer, så bakker man op om overenskomstresultatet. Og det, vil jeg bare sige, er rigtig stærkt gået, for der er om noget brug for sammenhold ude blandt sygeplejerskerne. Så tak for det.” 

Hun opsummerer, at mange har brug for en lønstrategi, der også tilgodeser de kommunale og statslige sygeplejersker.

”Der er allerede blevet talt om vigtigheden af, at vi får lavet en strategi for den fremadrettede lønudvikling. Og det er 100 pct. sikkert, at en strategi på det kommunale område bliver super super vigtigt," slår Kristina Robbins fast.

Store sko og en stemme for fællesskabet 

Andreas Lund Andersen er den første debattør til at indtage talerstolen. Han har taget en gul trøje på, for det er førertrøjen. Med det mener han, at DSR har lagt sig i førersædet med OK24 og trepartsaftalen. Han har en opfordring til de kommunale sygeplejersker, og det skal vise sig at blive noget, han vil blive husket for af de andre debattører. 

”Jeg vil sige til de kommunale sygeplejersker, jeg har debatteret med på Facebook: Lad nu være med at gå i for små sko.” 

Det suser i salen, mens han fortsætter:  

”Lad os samlet sige, at det her er et fantastisk resultatet i forhold til de mange millioner og milliarder, der er blevet givet til sygeplejersker på én gang, og lad os få stemt det her resultat igennem. Lad os bruge det som løftestang.” 

Men små sko er der tilsyneladende ikke mange, der har. Jannie Sternberg fra Kreds Hovedstaden indleder faktisk med at sige, at hendes sko hverken er små eller klemmer.  

”Hej, jeg hedder Jannie, jeg er kommunal sygeplejerske. Jeg bruger størrelse 42 i sko. Så jeg synes egentlig ikke, mine sko er ret små. De klemmer heller ikke,” siger hun.

Også kommunalt ansatte Christina Rosenberg fra Kreds Syddanmark har store sko på. Og generelt er tendensen i salen, at selvom der er forskel på, hvem der får hvad, er aftalen god, fin eller fornuftig, og den kan bruges som løftestang til kommunale og statsansatte sygeplejersker.

Vi er der ikke endnu - men 

Pausen til kongressen er tiltrængt. Her bliver der minglet og spist kage, tanket op i sort kaffe og stærke nødder.

Sygeplejersken fanger Ken Curt Strøm Andersen fra Kreds Hovedstaden ved et kongresbord i forhallen. Han sagde på talerstolen, at han de sidste 30 år kun har stemt ja én gang til overenskomstforhandlinger, men at han havde tænkt sig at gøre det igen denne gang.

”Der er flere grunde. Vi skal jo ikke stemme om treparten, men det er jo fordi, vi har fået den. Man kan se nu, at sygeplejerskerne rykker sig i forhold til sammenlignelige grupper. Sygeplejerskerne kan se den 1. april, at rigtig mange af dem flytter sig. Meget. Op til 4-5.000 kroner om måneden. Og de andre kan se, at de kan flytte sig på sigt,”  fortæller han.

Men treparten er ikke det eneste, der flytter Ken Curts Strøm Andersens kryds fra et nej til et ja:   

”Det er også fordi, vi stadig ligger og slikker sår internt i organisationen efter sidste strejke. Det var en strejke, man kan diskutere, om var fornuftig. Jeg støtter stadigvæk mit nej. Jeg tror, det var det, der pressede statsminister Mette Frederiksen til at gøre noget. Det var et opbrud i den danske model, og det skal vi klappe os selv på skuldrene for. Men jeg tror ikke, at vi som organisation ville kunne bære at trække sygeplejerskerne ud i strejke igen nu. Og slet ikke når resultatet er så relativt godt, som det er.” 

For mange af de delegerede på kongressen kan man ane et håb i deres ordvalg. Et håb om, at OK24 kan rykke på noget mere, selvom der også er knaster, som er et gennemgående ord i debatten. Og det adresserer Dorthe Boe Danbjørg også i sin åbningstale:  

”Kan jeg stå her i dag og sige, at vi har fået alt det, vi ønskede os? Alt det, vi har kæmpet for? Nej, det kan jeg ikke. Treparten kom til at handle om rekruttering og fastholdelse og ikke om ligeløn. Ikke alle fik del i treparten. Så derfor fortsætter vores kamp for bedre løn til sygeplejersker. Også efter i dag og også efter OK24. Men samtidig synes jeg også godt, vi kan være tilfredse med den indsats, vi har leveret. Vi har opnået noget, som rigtig mange ikke troede var muligt.” 

For der er sket noget siden de sidste overenskomstforhandlinger i 2021, mener forkvinden.  

”Vi satte i 2021 et mål om, at Christiansborg skulle sætte penge af til sygeplejerskerne. Ved fælles indsats har vi fået flyttet statsministeren, et flertal i Folketinget og vi har fået overbevist dem om, at det ikke handler om et enten/eller: Det er ikke flere kollegaer eller mere løn – de to ting hænger uløseligt sammen.”  

Det sidste punkt på dagsordenen er, at der skal stemmes: Skal mæglingsforslaget sendes til afstemning? Hvem stemmer for? 

Hænder flyver op. Et klart flertal. 

Ja, det skal det.

Med dét afrundes kongressen.