Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Organisationspulje løfter løn  

Som et led i den kommunale aftale, der landede d. 17. februar, blev to procentpoint af rammen på 8,8 pct. givet til forhandlinger mellem Kommunernes Landsforening (KL) og den enkelte organisation, og torsdag kunne Forhandlingsfællesskabet og KL så præsentere den kommunale aftale for sygeplejersker – nu også med midler fra organisationspuljen.   

Publiceret: 

1. marts 2024

Senest opdateret: 

5. marts 2024

Af:

Mathilde Nyfos Ebbesen

mne@dsr.dk

Mens forhandlingerne har stået på mellem Kommunernes Landsforening og Dansk Sygeplejeråd, har der på de sociale medier været gang i debatten sygeplejerskerne imellem.

Særligt fordelingen af trepartsmidlerne (en fordeling af midler, der kun har fundet sted på det regionale område og ikke det kommunale område) har ansporet debatten. For hvor den økonomiske ramme er den samme på det statslige, kommunale og regionale område, er der nemlig forskel på størrelsen af organisationspuljerne, og hvorvidt man får del af trepartsmidlerne.    

Frygter konsekvenser

Ingrid Margrethe Korsgaard er sygeplejerske og gruppeleder i Billund Kommune, og hun synes overordnet, at den økonomiske ramme på 8,8 pct. er fin, men hun frygter, at de regionale lønstigninger og tillæg vil gøre det langt mere attraktivt at arbejde i regionerne. 

Selvom rekrutteringen på sygehusene har været et stort udgangspunkt for udmøntningen af midlerne ved trepartsforhandlingerne, frygter hun, at det har nogle andre konsekvenser.

”Hvis lønnen i kommunen og regionerne nu kommer til at matche, fordi lønnen i regionerne er steget, og det er jo det, man gerne vil have, så er der måske flere, der vil søge i regionerne. Men der er samtidig en opgavegnidning i gang for tiden. Regionerne forsøger at få kommunerne til at tage flere opgaver, og patienterne bliver mere komplekse. Det gør, at man skal have sygeplejersker, der arbejder mere aften, nat og weekend, siger Ingrid Margrethe Korsgaard.” 

Sygeplejerske i Faaborg-Midtfyn Kommune Ruth Hjerrild Low er knap så bekymret og overordnet set tilfreds med aftalen. 

”Jeg synes egentlig, at det har været okay, at man har prioriteret de regionale sygeplejersker. Fordi det er jo her, der har været rigtig mange udfordringer. Så det kan jeg godt forstå, og jeg kan også høre, at min forkvinde siger, at organisationspuljen også løfter de kommunale sygeplejersker. Så jeg tænker, de har gjort, hvad der var muligt.”

”Jeg synes faktisk, at det er en god aftale, og det, jeg specielt godt kan lide ved den, er, at de fleste lønkroner allerede kommer her den 1. april. Jeg kan også godt lide, at man har snakket om natarbejde. Det er jo et vilkår for os som sygeplejersker, og det er godt, man italesætter det – også på det kommunale område,” siger Ruth Hjerrild Low.  

Opsparing fungerer

En del af aftalen fra d. 17. februar er den opsparingsordning, der skal give medarbejderne mere råderet over fritiden, og det er noget, Ruth Hjerrild Low blev overrasket over. Hun troede nemlig, at det var noget, man havde flere steder:  

”Det her med at spare op og spare noget sammen, det er faktisk noget, vi har haft mulighed for på min arbejdsplads, og så tænker man jo, at alle har det. Men det er det selvfølgelig ikke.”  

Og det fungerer for jer?  

”Ja, det er noget, der er vigtigt for mine kollegaer og for mig. Det er med til at fastholde gode kollegaer.”  

Tror du, at sådan noget som en opsparingsordning netop kan være med til at fastholde folk? Fordi de bløde værdier, der indgår i aftalerne, også gør noget for arbejdsforholdene?  

”Jeg tror helt klart, det er det, der betyder rigtig meget for mine kolleger og sygeplejerskerne generelt. At der er nogle gode arbejdsforhold,” siger Ruth Hjerrild Low.  

Med organisationspuljerne og den generelle økonomiske ramme på 8,8 pct. og tillæg ved vagter på skæve tidspunkter, er de kommunale sygeplejersker stadig lønførende.

Organisationspuljer

Organisationspuljerne bliver fordelt, så:

  • En nyuddannet sygeplejerske med op til tre års erfaring får mindst 3600 kr. mere om måneden.
  • En sygeplejerske med fire til ti års anciennitet får 2800 kr. mere om måneden.
  • En sygeplejerske med ti års anciennitet får 3650 kr. mere om måneden.
  • En specialuddannet sygeplejerske med ti års erfaring får mindst 3800 kr. mere om måneden. Alle beløbene er inkl. pension og særlig feriegodtgørelse.  
  • Derudover er der tillæg ved aften-, natte-, og lørdagsarbejde på hhv. seks pct, fem pct. og to pct.
  • Organisationspuljerne betyder et lønløft for sygeplejersker, både når de er nyuddannede og har flere årtier bag sygeplejerskekarrieren.