Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Kvinder passer ikke altid ind i mænds verden

Tanne Black, der er intensivsygeplejerske, konsultationssygeplejerske i lægepraksis i Slagelse. Næstforperson i Fagligt selskab for Konsultations- og Infirmerisygeplejersker fortæller om den bog, hun i øjeblikket har liggende på sit natbord.

Sygeplejersken 2024 nr. 2

Af:

Michael Holbek

sy2-2024_natbord-usynligekvinder.jpg

Hvad læser du lige nu?

”Jeg genlæser Marianne J. Legatos ’Evas ribben’, om hvorfor medicin og genoptræning virker forskelligt på kvinder og mænd. Men den er fra 2004, og jeg savner opdateret viden om samme emne.”

Hvordan har den inspireret dig?

”Man har altid sygdomsforsket på mænd, fordi det var lettest og gav de mest homogene svar. Kvinder har været sværere at forske på, bl.a. fordi vi har vores hormoncyklus. Bogen sætter tanker i gang, om hvor langt vi er i Danmark med at forske i forskelle på mænd og kvinder. Den vigtigste forskel, jeg selv har lagt mærke til, er ved en blodprop i hjertet, hvor symptomerne ikke er de samme. Mænd vil ofte få en trykken i brystet, som trækker ud i venstre arm, mens en kvinde vil få mavesmerter og ondt omme i ryggen. Det er jo vigtigt at være bevidst om de forskelle.”

Hvad er det næste, du skal læse?

”Bogen ’Usynlige kvinder – skævvredne data i en verden designet til mænd’ af den britiske forfatter Caroline Criado Perez. Den tager udgangspunkt i, at verden er skabt af mænd til mænd, og der er mange ting, der ikke passer på kvinder. Med de katastrofale konsekvenser det kan have.”

Hvilken bog burde alle sygeplejersker læse – og hvorfor?


”Jeg vil anbefale ’Etik i sygeplejen – grundbog i teori og praksis’ af Lisbeth Aaskov Falch og Benjamin Olivares Bøgeskov. Den indgår på sygeplejestudiet, men er god at tage frem med jævne mellemrum. For i en presset hverdag er det tit sådan, at tingene bare skal gøres, og så er der ikke altid tid til at reflektere så meget over etikken.”

Hvilken bog har betydet mest for dig?

’Shabanu, Vindens datter’, en roman om en nomadefamilie i Pakistan, som ingenting har. Jeg fik den anbefalet af vores skolebibliotekar og læste den som barn. Hovedpersonen er en 12-årig muslimsk pige, som skal giftes væk til én, hun ikke har lyst til. Den har betydet meget for mig personligt i forhold til ikke at tage alting for givet, og den har gjort mig nysgerrig på andre kulturer. Det er også gavnligt i mit arbejde, hvor vi har patienter fra 17 forskellige lande med kulturer, der er anderledes end min.”

Hvilken bog fik du aldrig læst helt til ende?


”’Teorien om alt’ af Holger Bech Nielsen og Jonas Kuld Rathje er jeg gået i stå med. Den kræver mere tankevirksomhed, end jeg har, når jeg læser, inden jeg skal sove.”

Hvad har været din bedste læseoplevelse de seneste år?

”Lærebogen ’Intensiv medicin’ af Sten Rubertsson og Anders Larsson har gjort en kæmpe forskel for mig. For på sygeplejestudiet lærer man meget om den raske krop, og i den bog lærte jeg virkelig meget om den syge krop.”

sy2-2024_natbord-tanneblack.jpg

Privatfoto