Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Kamma Skaarup

Kamma Skaarup, 51 år, er anæstesisygeplejerske, og hun arbejder for Læger uden Grænser, MSF, i Danmark. Hun står for rekruttering og udsendelse af læger, sygeplejersker, jordemødre og andet sundhedspersonale til internationale MSF-projekter. I 2022 har hun selv været udsendt til i Hviderusland for at vurdere og sikre sundhedsbehov for ukrainske flygtninge og migranter, der var strandet ved grænsen til Polen. Kamma Skaarup har i 2020 været ansvarlig for medicinske interventioner ved nødhjælpsindsatsen for covid19-epidemien i MSF-projektet i Moria-lejren på Lesbos i Grækenland. I 2016 var hun med MSF's skib "Dignity 1" i Middelhavet, hvor hun arbejdede i redningsteamet og reddede flygtninge og migranter til søs, håndterede massetilskadekomne og behandlede ofre for seksuel vold og tortur. Fra 2011-2014 var hun anæstesisygeplejerske i MSF-projekter i Port Harcourt og Jahun i Nigeria, i Aweil i Sydsudan og i Khost og Dasht-e-Barchi i Afghanistan. Hun arbejdede bl.a. med traumepatienter og i fødeafdelinger.

International hæder til tre danske sygeplejersker