Vision om den nære sundhed passer ikke med virkeligheden

Det er ikke kun regionen og sygehusene, der skærer ned. Flere nordjyske kommuner er i efteråret og vinteren også blevet ramt af besparelser, der betyder færre sygeplejersker og andet personale. Blandt dem Brønderslev og Mariagerfjord.

- De skærer hoveder væk, men opgaverne er ikke blevet færre. Det er svært at være i, når Mette Frederiksen siger, at de deler penge ud. For der er en diskrepans mellem det, de lover, og virkeligheden.

Ordene kommer fra Karen Kiel, der er tillidsrepræsentant (TR) for de udekørende sygeplejersker i den vestlige del af Mariagerfjord Kommune. Kreds Nordjylland har sat hende og TR-kollegaen Ann-Britt Kjær fra akutteamet samt fællestillidsrepræsentant (FTR) Ann Erikke Sølgaard Espersen stævne for at høre om de besparelser, der netop nu presser de i alt 67 udekørende sygeplejersker i Mariagerfjord Kommune.

- Vores lokale politikere ville egentlig gerne give mere til sygeplejen, men de har ikke pengene. Værdier og visioner ser pæne ud på papiret, men nu er alle visioner begravet, siger Ann Erikke Sølgaard Espersen.

Mangler hoveder, men ikke opgaver

Allerede sidste forår begyndte forvaltningen at tale om, at der skulle spares. I første omgang 10-12 millioner i ældre/omsorg – og det kunne måske godt findes uden at gøre ondt for alvor. Men efter sommerferien var beløbet vokset til 40 millioner kroner. Et kæmpe beløb i en kommune med omkring 42.000 indbyggere.

- Vi kunne jo godt se, at det ikke kunne klares ved at bruge et plaster mindre. Det største overforbrug var på plejecentrene, men i sygeplejen skulle vi spare 3,6 stilling, fortæller Ann-Britt Kjær.

Alle undrede sig over, at økonomien kunne skride så voldsomt på så kort tid. Fagchefen for ældreområdet stoppede fra dag til dag – og regnedrengene spidsede blyanterne. Så gik en større proces i blandt andet MED-systemet (samarbejdsudvalgene) i gang.

- Processen var ok, og samarbejdet med de lokale ledelser gik godt. Der blev blandt andet spurgt, om nogen var på vej på pension og barsel. Så vi fandt stillingerne ved naturlig afgang – ingen blev fyret, siger Ann Erikke Sølgaard Espersen.

Men nu mangler hovederne – de gode kolleger og deres arbejdsindsats.

- Der skal jo skæres opgaver væk. Og der er vi slet ikke i mål. Vi har ikke rigtig fået svar på, hvad vi ikke skal lave, siger Karen Kiel.
Resultatet er, at der skal løbes stærkere. De manglende timer svarer til over fem procent – der er egentlig afsat passende tid til de opgaver, der skal løses, men det er ikke muligt at gøre mere, hvis noget uforudset skulle opstå, og så man må afsætte tiden en anden dag.

Mindre forebyggelse – flere indlæggelser

Akutteamets fornemste opgave er at forhindre indlæggelser – både ved at stå for kommunens ”afklaringspladser”, tage alle akutbesøg og lave forbyggende besøg hos borgere, der har risiko for forværring i deres tilstand. Her er besparelsen gennemført ved at give teamet en køreliste, der skal køres til oven i de sædvanlige opgaver.

- Der er altså taget timer fra akutteamet. Hvordan skal de så blive bedre til at forebygge? Vi risikerer flere indlæggelser, fordi vi ikke får lavet de forebyggende besøg, siger Ann-Britt Kjær.

Det større fokus på det akutte og den umiddelbare opgave betyder, at sygeplejerskerne frygter at overse noget.

- Før så vi på helheden – det hele menneske. Nu bliver vi fokuseret på opgaven. Så opdager vi måske ikke, at de er faldet i livet eller ikke har haft gang i maven i en uge, siger Karen Kiel. Forebyggelse er at gribe ind, når der sker et skred i borgerens funktionsniveau.

Hun bakkes op af Ann Erikke Sølgaard Espersen, der ikke bare er FTR, men også TR i kommunens andet distrikt i øst.

- Kollegerne er bekymrede. Vi er egentlig generalister, der lige skanner et hjem for lugt og syn – er borgeren pludselig holdt op med at passe sine blomster. Det er et stressmoment at vide, at der kan være en masse andet, men at man ikke har tid til det.

Yngre borgere fylder

Selv om det politiske fokus ofte er på, at antallet af ældre stiger voldsomt i disse år, så oplever sygeplejerskerne i Mariagerfjord Kommune faktisk, at det er den lidt yngre grupper af borgere, der har taget mere tid.

- De yngre fylder mere og mere – faktisk er størstedelen de 0-69-årige, ikke de 70-100-årige, siger Ann-Britt Kjær.

Det er en kombination af bedre overlevelse og væsentligt kortere indlæggelsestider for blandt andet diabetikere og kræftpatienter, der sender flere yngre borgere ud i den kommunale sygepleje.

- Beregningerne laves ud fra, at folk bliver sundere. Det har vi bare ikke set endnu, understreger Ann-Britt Kjær.

Også psykiske lidelser og det sundhedstab, der ofte følger med, er med til at presse den kommunale sygepleje. Dertil kommer, at også de regionale institutioner som botilbuddet Sødisbakke og Neurocenter Østerskoven trækker mere og mere på de kommunale sygeplejersker.

- De bor jo egentlig ikke i vores kommune. De har selvfølgelig også brug for sundhedstilbud, men måske burde det være regionens ansvar, når det er deres institutioner, siger Ann-Britt Kjær.

Mennesket glemmes i ”venteværelset”

Alle tre tillidsrepræsentanter understreger, at der er et rigtig godt arbejdsmiljø og godt kollegaskab – og at de elsker deres arbejde. Kommunen oplever heller ikke personaleflugt, selv om forholdene er blevet mere pressede.

- Det stresser, at opgaven ikke altid er så konkret. Vi bliver hevet så meget i, og det forventes, at vi bare kan løse enhver opgave, siger Ann-Britt Kjær.

Der er blevet mindre tid til omsorg – og måske en for stor del af arbejdet i dag går med at livsforlænge.

- Det er ikke altid til glæde for borgerne, og det tærer på min arbejdsglæde, når en læge for eksempel ikke vil udskrive smertestillende, for ”vi ikke afliver folk”. For så dør de ældre i mere pine. Og vi bliver så mekaniske, at vi glemmer mennesket, siger Ann Erikke Sølgaard Espersen.

Imens fremsætter regeringen forslag om ny ældrelov, hvor sygepleje ikke er nævnt med et eneste ord. Det får fællestillidsrepræsentanten i Mariagerfjord til at ryste på hovedet.

- Sundhedsvæsenet er kommet i et evigt venteværelse. Men hvad venter vi på?