Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Personalemangel rammer nu og fremover

Fælles læserbrev mellem Yngre Læger i Nordjylland og Kreds Nordjylland peger på, hvordan manglen på både læger og sygeplejersker rammer patienterne

Publiceret: 

24. september 2022

faelles_laeserbrev_banner

Den voldsomme personalemangel i sundhedsvæsenet betyder ikke bare aflyste operationer og behandlinger nu og her. Den risikerer at få konsekvenser i mange år frem, hvis der ikke gribes ind.

Som repræsentanter for læger og sygeplejersker i Nordjylland er vi stærkt bekymrede over den udvikling, vi er vidner til. Vi har hundredvis af ubesatte stillinger som sygeplejersker, speciallæger, social- og sundhedsassistenter, lægesekretærer, bioanalytikere og flere andre. Det påvirker alle faggrupper, når der er ledige stillinger. Ikke kun den faggruppe, hvor den ledige stilling er. For eksempel er akutafdelingerne i både Aalborg og Hjørring præget af mangel på både sygeplejersker og special- og uddannelseslæger. I Aalborg betyder det, at special- og uddannelseslæger i intern medicin hentes ned i akutmodtagelserne og væk fra egen afdeling, mens Hjørring har et større forbrug af vikarer. Begge dele giver læger, som ikke er vant til eller kender den lokale afdeling og procedure. Det medfører et langsommere patientflow.

Når man trækker personale væk fra deres stamafdelinger og har så mange ledige stillinger, har det også store konsekvenser for patienterne. De ledige stillinger giver nemlig huller i vagtplanerne og lukning af sengepladser på de nordjyske hospitaler. Det fører til aflysninger af patienter, hvoraf mange af dem i forvejen har ventet så længe, at det nærmer sig det uforsvarlige. Det lægger et umenneskeligt pres på kollegerne, så vi ser flere sygemeldinger med stress og flere opsigelser. Som konsekvens er vikarbudgetterne eksploderet – på tre år har vi set en tredobling i Nordjylland. En vikar er naturligvis bedre end slet ingen kollega, men vikarerne kan ikke erstatte det faste personale. De kan f.eks. sjældent varetage specialiserede opgaver. Det kan resultere i øget ventetid på behandling.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering udgav i juni i år en rapport, som viste, at knap hvert andet forsøg på at rekruttere en sygeplejerske ender forgæves. På nogle hospitaler er manglen på især anæstesisygeplejersker blevet så stor, at mange af de mere rutineprægede operationer er rykket til privathospitalerne. Det betyder, at de uddannelseslæger, der skal lære de pågældende operationer, får udfordringer med at lære opgaverne på de offentlige sygehuse. Som resultat af det, har for eksempel Bispebjerg Hospital netop indført et stop for introstillinger på nogle afdelinger.

Vi risikerer at forsinke uddannelsen af fremtidens kirurger, hvis denne tendens breder sig.

Manglen på personale på sygehusene medfører, at fere patienter henvises til private hospitaler. I Region Nordjylland steg tallet fra 14.539 i 2020 til 21.471 i 2021, hvor den samlede udgift til henvisningerne nåede lige knap 150 millioner kroner. Det viser en aktindsigt, Dansk Sygeplejeråd, Kreds Nordjylland har fået. Ofte tager privathospitalerne de patienter, der har de mindst komplicerede forløb, så de mere komplicerede forløb stadig skal varetages i det offentlige sundhedsvæsen. Det presser de ansatte yderligere, fordi der tælles i antal patienter, ikke i kompleksitet. Samtidig forringer det også uddannelsen af lægerne, der også har brug for mange forholdsvis ukomplicerede operationer for at øve teknikkerne.

Vi er altså på vej ind i en ond spiral, hvor personalemangel betyder presset arbejdsmiljø, flere vikarer, forringet økonomi, dårligere uddannelse og problemer med rekruttering til fremtiden.

Der er mere end nogensinde brug for, at politikerne tager udfordringerne alvorligt. En milliard her og en milliard der til særlige indsatser og nedbringelse af ventelisterne er ikke i nærheden af at være nok. Vi har brug for en langsigtet plan med prioritering af opgaverne, styrket uddannelse, investeringer i både arbejdsmiljø, udstyr og personale samt ikke mindst en tilstrækkelig finansiering. Ellers vil krisen i sundhedsvæsenet få alvorlige følger for danske patienter i mange år frem.

Christina Windau Hay Lund, forkvinde, Dansk Sygeplejeråd, Kreds Nordjylland

Ole Møller Hansen, formand, Yngre Læger i Region Nordjylland