Hvor står vi, hvis velfærdsstaten måles på, hvordan vi behandler de mest udsatte borgere?

Vi er bekymrede for, om fremtidens sundhedsvæsen skal specialiseres og effektiviseres yderligere, og om det skal ske på bekostning af dem, som har mest behov for sundhedsvæsenets ydelser. Og hvordan skal vi så undgå, at ulighed i sundhed og sygdom øges?

Denne bekymring vokser i takt med, at der fra Christiansborg tales om, hvordan vi kan være stolte af det velfærdssamfund, vi har bygget op. Hvordan landets økonomi er så stærk, at man kan tapetsere væggene i Finansministeriet med pengesedler. Hvordan der prioriteres penge til velfærd. For de udtalelser stemmer på ingen måde overens med den virkelighed, vi oplever. I vores hverdag i Region Nordjylland oplever vi overskredne budgetter, nedskæringer og omstillinger for omkring 350 millioner i 2023 og 2024.

Vores virkelighed – og vores erfaring og viden - er i henholdsvis forskning og klinisk arbejde i sundhedsvæsenet og omkring nogle af samfundets mest udsatte borgere. Altså omkring sundhedsvæsenet og i et krydsfelt imellem sundhedsmæssige og sociale velfærdsydelser.

Øget specialisering

Igennem mange år har vi set en udvikling i sundhedsvæsenet med øget specialisering og effektivisering. Det ser vi bl.a. i måden, hvorpå vores sundhedsvæsen er organiseret med specialefordeling på tværs af landet og på, hvordan flere specialiserede opgaver skubbes fra hospitalet og ud i civilsamfundet.

Samtidig ser vi en større og større gruppe borgere, som har behov for ekstra støtte for at kunne navigere i vores mere og mere komplekse og specialiserede sundhedsvæsen. Befolkningens demografiske træk ændrer sig i modsat retning af, hvordan vores systemer er sat sammen og udvikler sig. I den generelle befolkning bliver vi ældre, og flere lever et liv med flere samtidige behandlingskrævende sygdomme – såkaldt multisygdom. Men sundhedsvæsenet er indrettet, så en afdeling eller funktion tager sig af én sygdom – en anden afdeling eller funktion tager sig af en anden sygdom og så fremdeles.

Multisygdom en kæmpe udfordring

Multisygdom er komplekst og udgør en af de største udfordringer for sundhedsvæsenet. Borgere, som lever med multisygdom, oplever øget sygdoms- og behandlingsbyrde, de er i risiko for nedsat patientsikkerhed på grund af komplekse samspil mellem samtidige sygdomme, deres behandlinger og medicin. De har hyppigere kontakt med sundhedsvæsenet, hvor deres behandlinger varetages af forskellige specialiserede afdelinger. På forskellige geografiske lokationer og af forskellige og skiftende sundhedsprofessionelle. Dette stiller store krav til koordination og til borgerens egen evne til at håndtere sin multifacettede tilstand.

I Region Nordjylland blev der introduceret en funktion med brobyggersygeplejersker, designet til at hjælpe borgere og patienter med at navigere gennem sundhedsvæsenets kompleksitet. Denne funktion, som har været afgørende for hjælpen til nogle af samfundets allersvageste, er imidlertid blevet nedlagt i efteråret 2023 som en del af besparelser. Men da ulighed i sundhed ikke er jævnt fordelt i befolkningen, og da der blandt de mest udsatte også oftere ses flere samtidige sygdomme, er der brug for funktioner som brobyggersygeplejersker. Der er et stort behov for mere fleksible, individuelt tilpassede sundhedsløsninger frem for standardiserede forløb.

Brobyggersygeplejersker fjernet

De økonomiske udfordringer, som sundhedsvæsenet står overfor, har ført til forringelser i støtten til de mest udsatte. Et klart eksempel på dette er netop nedlæggelsen af brobyggersygeplejerskefunktionen i Region Nordjylland. Disse sygeplejersker har spillet en central rolle i at koordinere behandling for borgere med komplekse helbredsproblemer og har været nøgleaktører i at skabe netværk og samarbejde på tværs af sundhedssektoren.

Disse forringelser står i skarp kontrast til Region Nordjyllands profilplan 2021-2024, der fremlægger visioner om et udadvendt hospital med sammenhængende forløb tæt på patienten, og i kontrast med nyligt fremlagte fokusområder, hvor nedbringelsen af akutte genindlæggelser er valgt som indikator i 2024. De fine ord synes dog at klinge hult, når man ser på de faktiske besparelser og nedprioriteringer. Spørgsmålet melder sig, om det virkelig er ansvarligt at nedprioritere støtten til de mest udsatte borgere, og om økonomisk balance er det eneste parameter, der tæller. Forskning peger på, at de mest udsatte koster samfundet dyrt, særligt når de ikke modtager den nødvendige støtte og omsorg.

Frygt for skandaler

Udover de indre udfordringer i sundhedsvæsenet, står vi også over for eksterne udfordringer såsom stigende behandlingsomkostninger og et generelt øget forbrug af sundhedsydelser. Disse udfordringer manifesterer sig i diverse skandaler inden for områder som kræftbehandling, hvor selv de mest profilerede og økonomisk velfunderede områder begynder at vise tegn på at krakelere under det økonomiske pres.

Nedlæggelsen af brobyggersygeplejerskefunktionen i Nordjylland, på trods af bred modstand fra samarbejdspartnere og Dansk Sygeplejeråd, illustrerer en tendens til at ofre vitale sundhedsydelser for besparelsers skyld. Det sker på trods af, at funktionen havde bevist sin værdi og var blevet udvidet i 2022. Funktionens nedlæggelse sparer 4,75 millioner kroner, men dette tal står i skarp kontrast til de 27 millioner kroner, der er blevet tilført til kræftområdet i Region Nordjylland – en beslutning, der sandsynligvis vil medføre en yderligere forøgelse af uligheden i sundhed.

Vision og virkelighed stemmer ikke

Regionens profilplan og de faktiske besparelser peger på en alvorlig diskrepans mellem vision og virkelighed. Det er afgørende, at der tages et reelt ansvar for sundhedsvæsenets fremtid, især i forhold til de borgere, der har sværest ved selv at finde vej i systemet. Det kræver en omlægning af prioriteringer og investeringer i sundhedsvæsenet, som både kan gavne de mest udsatte og samfundet som helhed.

Den bredere debat om sundhedsvæsenets fremtid inkluderer bidrag fra forskere og fagfolk, der har udtrykt bekymring i medierne. De sætter spørgsmålstegn ved, hvordan sundhedsvæsenet kan være så presset i praksis, når det politiske billede er så positivt. For eksempel har de nævnte skandaler i sundhedsvæsenet på områder som kræftbehandling understreget, hvordan selv de mest profilerede og økonomisk stærke områder begynder at vise svaghedstegn.

Behov for handling

I lyset af disse udfordringer og den nuværende håndtering af de mest udsatte borgere i sundhedsvæsenet, står det klart, at vi har et samfund, hvor den aktuelle tilgang til velfærd er ved at underminere behandlingen af de svageste og mest udsatte. Der er et påtrængende behov for, at politikerne ikke kun taler om at mindske uligheden i sundhed, men også handler konkret på det. Dette kræver en investering i flere brobyggere og socialsygeplejersker for at forbedre velfærden for de mest udsatte og sundhedsvæsenet som helhed. En sådan indsats vil ikke kun gavne de mest udsatte, men også bidrage positivt til den samlede samfundsøkonomi.

Kort sagt, vi står over for et kritisk valg: Vil vi fortsætte med at underminere vores sundhedsvæsen og de mest udsatte borgere, eller vil vi tage ansvar og investere i løsninger, der både styrker velfærden og økonomien? Vi argumenterer kraftigt for det sidste - baseret på erfaringer og observationer fra forskning og klinisk arbejde. Det er på høje tid, at der lyttes til de professionelle i feltet og træffes beslutninger, der afspejler behovene hos dem, vi tjener - vores samfunds mest udsatte borgere.

Birgitte Lerbæk

Seniorforsker, ph.d., sygeplejerske, Aalborg Universitetshospital, Enheden for Psykiatrisk Forskning

Christina Windau Hay Lund

Kredsforkvinde, Dansk Sygeplejeråd, Kreds Nordjylland