- Jeg er oprigtigt bekymret

Øre-, næse- og halskirurgisk afdeling på Aalborg Universitetshospital er stort set lukket 1. maj. De fleste ansatte – blandt dem knap 50 sygeplejersker – har fri.

Derfor syntes Marie Bro Søndergaard, at det var helt oplagt at deltage i 1. maj-arrangementet hos Dansk Sygeplejeråd for at snakke arbejde, sygepleje og vilkår med andre sygeplejersker.

- Så i sidste uge spurgte jeg i frokoststuen, om nogle ville med. Der blev musestille, og jeg tænkte – aahhh, kan det nu være rigtigt. Vi har fridagen, så var det ikke oplagt at bruge den til det, fortæller Marie Bro Søndergaard, der har taget sin søn med til taler, pølser, is, øl og sodavand på kredskontoret.

Men kolleger kom der ikke nogen af. Det fik bekymringen til at vokse i hende, og hun besluttede sig for at skrive nedenstående tale:

Jeg spurgte for en uge siden mine kolleger, om nogle af dem kom til 1. maj hos DSR på kredskontoret – ikke én meldte sig.

Det skræmte mig faktisk en del, for hvorfor har man ikke lyst til at møde andre sygeplejersker og snakke arbejde, sygepleje og vilkår?

De gange, jeg har spurgt ind til det, siger de fleste: Det rykker jo ikke noget alligevel.

Det er jo international kampdag, men jeg mener ikke, at det nytter at kæmpe med en masse kræfter, hvis vi ikke internt kan mobilisere en ”faghær”. Hvis vi skal styrke sygeplejen og sygeplejerskernes vilkår, bliver vi nødt til at blive bedre til at stå sammen og tale vores fags vilkår. Vi skal organisere os stærke, styrke vores ord og holde fast.

Vi skal kunne argumentere os frem til, hvad sygepleje er i de forskellige specialer. Vi skal forske i, hvad fravær af sygepleje har af betydning for patienters og borgeres behandling og livskvalitet, og hvilken betydning det har samfundsøkonomisk.

Og det haster!

Hvordan holder vi på dygtige sygeplejersker, hvordan sikrer vi os sygeplejestuderendes vilkår, og hvordan undgår vi en del af de sygemeldinger, som kan være udløst af arbejdets tilrettelæggelse eller vilkår? For eksempel stress, psykologisk utryghed, nedslidning, teknologiske udfordringer i forhold til manglende kompetencer, travlhed i hverdagen og meget mere.

Vi skal også lære at sige NEJ! Nej til flere opgaver inden for samme tidsramme. Der skal ske mere prioritering oppefra. Hvis vi skal have en ny opgave, skal noget andet væk eller optimeres på anden vis. Det skal vores leder arbejde på, men vi skal være medspillere og sige fra, indtil prioriteringen er foretaget. Vi skal være medspillere i prioriteringen ved at lave en faglig vurdering af betydningen for patienternes forløb.

Vi skal melde ind med utilsigtede hændelser, fejl og konsekvenser for og i patienternes forløb.

Den danske model – findes den?

Det påstår vores politikere, men jeg bliver ofte i tvivl. Jeg har efterhånden set flere indgreb i overenskomstforhandlinger og senest med afskaffelsen af store bededag ved lov.

Men igen må vi også kigge indad. Den danske model bygger på trepartssamarbejde, kollektive overenskomster og høj organisationsgrad.

Vi er åbenbart ikke i stand til at løse manglen på arbejdskraft på forsvarlig vis, og derfor greb staten ind og afskaffede store bededag. Det er i alle fald nærmest den eneste begrundelse for at blande sig i løn- og arbejdsvilkår.

Den danske model forudsætter stærke og repræsentative organisationer – det står der på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside. Men vi bliver færre medlemmer.

Så når arbejdsgiverne møder op til overenskomstforhandlinger uden egentlig at have noget at forhandle om, skyldes det så, at de ikke ser os som en værdig mod- og medspiller? Og når vi så siger nej, så ophæves forhandlingerne ved lov, og vi skal gå tilbage i arbejde. Så har vi ingen reelle modspil andet end at få tømt strejkekassen. Det er sgu ikke ligeværdigt.

De seneste dages afsløringer af formanden for FH’s ageren over for mandlige medarbejdere har heller ikke styrket fagbevægelsen.

Så jeg er oprigtigt bekymret på mit fags og mine egne vegne.

Tak for ordet.