Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Lønstrategi Kreds Nordjylland

Kredsbestyrelsens strategi for arbejdet med at forbedre de nordjyske sygeplejerskers løn for perioden 2023-26.

Ligeløn drone

Lokal lønstrategi for nordjyske sygeplejersker og radiografer

April 2023

Forord 

Centrale rettigheder og lokale muligheder er et væsentligt element i Dansk sygeplejeråds overordnede strategi for at sikre medlemmerne gode løn- og ansættelsesvilkår. 

Den lokale lønstrategi skal være med til at sikre sygeplejersker og radiografer de bedst opnåelige lokale lønaftaler og er således et pejlemærke, når der skal forhandles med arbejdsgiverne i Nordjylland. Strategien gælder for sygeplejersker og radiografer ansat i ikke-ledende stillinger. Rammerne for lønudviklingen formuleres i forhåndsaftaler. Det er garantien mod vilkårlighed og er samtidig med til at sikre lige løn for lige arbejde på samme arbejdsplads. 

Løndannelsen skal være gennemskuelig og forudsigelig, hvilket betyder, at den enkelte sygeplejerske skal kunne se, hvorfor et tillæg gives, og hvordan man kan opnå en højere løn (f.eks. ved at gennemføre et uddannelsesforløb, ved erhvervelse af kvalifikationer eller ved at påtage sig en funktion).

Sygeplejersker og radiografers stillinger ændrer hele tiden karakter i takt med omverdenens krav til faglig udvikling i et sammenhængende sundhedsvæsen. Lønnen skal knyttes til denne udvikling, og det er vigtigt, at kompetencer vurderes, og at lønnen er forhandlet og aftalt inden tiltrædelse af en ny stilling eller ny funktioner. 

 

Christina Windau Hay Lund

Kredsforkvinde

 

Lønstrategiens fokus

Den lokale lønstrategi i Nordjylland bygger på Dansk Sygeplejeråds vision: Sygeplejerske – for livet. En central del af visionen er at styrke sygeplejerskers faglighed og profession gennem hele livet, og denne vision skal således også afspejle sig i en lønudvikling gennem hele arbejdslivet. Den værdi, vores profession har for samfundet, skal afspejles i vores løn.

Lønstrategien sætter fokus på sygeplejerskers arbejde inden for de fire funktionsområder:

At udføre sygepleje – Sygeplejens patient- og borgerrettede kerneområde. 

At lede og koordinere sygepleje – Varetagelse af faglig ledelse, koordinerende funktioner, planlægningsansvar. Der er ikke tale om varetagelse af ledende stilling, idet sådanne er omfattet af lederoverenskomsten. 

At formidle sygepleje – Pædagogiske opgaver med videndeling af faglig viden til kollegaer, studerende og patienter/borger. 

At udvikle sygepleje – Hvor egen og/eller andres praksis sættes systematisk i et større perspektiv for at udvikle bedre sygepleje. 

Strategien skal understøtte: 

  • At den enkelte sygeplejerske kan påvirke sin egen løn ved udvikling af egne kompetencer og varetagelse af funktioner
  • At der udvikles en gennemskuelig lønstruktur på arbejdspladserne, så der er balance mellem indsats, kvalifikationer, kompetencer og honorering
  • At forskellig aflønning bruges som løftestang til at opnå højere løn
  • At fastholde og udvikle de midler, der ligger i den lokale løndannelse

 

Forhandlingskompetence  

Forhandlings- og aftalekompetencen er for alle stillinger placeret hos kredsforkvinden. Kredsforkvinden kan delegere forhandlingskompetencen for de ordinære stillinger til fællestillidsrepræsentanten eller tillidsrepræsentanten. Forhåndsaftaler, specialstillinger og atypiske stillinger forhandles af kredsen i samarbejde med de tillidsvalgte. 

 

Vejledning til medlemmer ved nyansættelser, nye funktioner og nye arbejdsopgaver  

  • Kredsbestyrelsen anbefaler, at den enkelte sygeplejerske og radiograf, der enten overgår til anden stilling, eller som fremadrettet skal varetage andre funktioner/opgaver, skal være opmærksom på at synliggøre/italesætte egne kvalifikationer og anciennitet således, at der indledes en forhandling om lønnen.
  • Lønnen skal altid være aftalt, før man opsiger hidtidig stilling og tiltræder en ny.
  • Nye funktioner eller opgaver skal være klarlagt og beskrevet, og der skal være taget stilling til eventuelt løntillæg inden funktionen/opgaven påbegyndes.
  • Der er altid mulighed for at kontakte tillidsrepræsentanten, fællestillidsrepræsentanten eller kredskontoret for vejledning.

 

                  

Lønstrategi  

Grundlønnen for sygeplejersker og radiografer i ikke-ledende stillinger er centralt aftalt for den enkelte stillingsgruppe. 

 

Det er kredsbestyrelsens holdning at stræbe efter: 

  • At løntillæg for nye stillingskategorier forhandles
  • At der gennemføres årlige lokallønsforhandlinger. Der kan forhandles for mere end et år, hvis det vurderes, at der derved kan opnås et bedre resultat
  • At der samarbejdes med andre kredse i Dansk Sygeplejeråd og andre faglige organisationer, hvor der er fælles interesse, og hvor det har betydning for lønudviklingen
  • At varige lønforbedringer prioriteres frem for midlertidige tillæg, engangsbeløb og resultatløn
  • At resultatløn anvendes som supplement til andre løndele og ikke må gå forud for andre løndele
  • At lønaftaler skal understøtte kompetenceudvikling på arbejdspladsen og de erfaringsbaserede kompetencer
  • At erhvervet tillæg begrundet i kvalifikationer/kompetencer bibeholdes ved stillingsskift eller erstattes af et andet (personligt) tillæg
  • At der aftales tillæg for efter- og videreuddannelse samt specialuddannelser til de sygeplejersker og radiografer, som arbejder inden for det område, som uddannelsen er rettet mod
  • At der aftales tillæg for specialfunktioner, der kræver længerevarende oplæring
  • At tillæg er pensionsgivende
  • At pensionen forbedres for specialstillinger og atypiske stillinger
  • At TR, FTR og AMiR honoreres for varetagelsen af hvervet og for de kompetencer, de udvikler i funktionen
  • At tillidsvalgte følger kollegernes lønudvikling
  • At lønaftaler ikke indeholder generelle modregningsklausuler
  • At lønaftaler til underskrift er klare og gennemskuelige med en tydelig begrundelse for aftalte tillæg

 

Begrebsafklaring 

Forhåndsaftale: En aftale som fastlægger honoreringen for en bestemt funktion eller kvalifikation/kompetence. Når sygeplejersker og radiografer inden for aftalens område opfylder betingelserne, skal tillægget ydes. 

Individuel aftale: En aftale der alene omfatter den pågældende person. Det kan være løntillæg, pensionsforbedringer, uddannelsesvilkår mv. 

Resultatløn: Resultatløn baseres på opfyldelse af fastsatte mål af enten kvantitativ eller kvalitativ karakter – og ydes ud over grundlønnen og evt. tillæg.  

Atypisk stilling: Som en del af Overenskomsten 2011 er der aftalt rammer for forhandling af atypiske stillinger. I denne sammenhæng er der tale om en stilling, hvis indhold afviger fra overenskomstens normale forudsætninger.

Lønstrategien evalueres i 2026.