Boganmeldelser

Boganmeldelse

Anmeldelse af bogen ”Alle vil leve længe, men ingen vil være gamle” af Runar Bakken, norsk sygeplejerske og underviser i sygepleje og sundhedsvidenskab gennem 30 år. Samfundslitteratur 2020.

Bogen åbner synet for at se aldring i langt bredere og dybere perspektiv. Det indre, eksistentielle blik, måden at være i verden på, er og burde være en selvfølgelig del af sygepleje, sundhedsfaglighed omkring ældre. Det er det ikke!

Eksistensen som gammel og svækket påvirkes af det ydre blik, af samfundets opfattelse, politikken og af den kultur, de forestillinger, der er omkring aldring. Når ”alle vil leve længe, men ingen vil være gamle”- så får vi også fagligt fokus på det at leve længe og at holde sig sund og rask. Der er ingen grund til faglighed omkring at være gammel, som ”ingen” jo er!

At varetage svagelige ældres integritet kræver at kunne åbne for både det indre blik, det menneske vi møder og for det ydre blik, hvad er det, der påvirker mit faglige blik her. Kan vi det?

Runar Bakkens( RB) bog er nødvendig, vigtig og vedkommende. Og en stor hjælp i at få udfoldet både det indre og ydre blik på aldring. Og bogen er provokerende ved at afsløre og afdække, hvor meget vi alle, som fagpersoner, bliver og lader os føre med af strømninger, tendenser og politikker.

Den generelle angst for og afstand til at blive gammel og afhængig giver ensomhed til de, der faktisk er gamle og svækkede. Hvis de er syge, så er det i orden, men sproget for svækkelse og død er svagt. Dette rammer dem, der er omkring de gamle og svækkede. Et område, der hverken er præget af prestige eller af medarbejdere med høj faglighed.

Da jeg blev leder i en kommune i 2015, var rehabilitering et mantra. Vi var som fagfolk forpligtede på kommunens politik, men havde uden at opdage det, mistet grebet om den faglighed, som ligger til grund for ”rehabilitering” og ”købt” den politiske. Her hjælper bogen meget! Som jeg oplevede i midt 10’erne, så skulle alle rehabiliteres. De gamle og svage fandtes ikke – og den faglighed, der i den grad var brug for i denne del af livet, var der ingen opmærksomhed på. De gamle og svækkede findes i denne bog. Og det er en befrielse.

Det er et vilkår som menneske at fødes, leve og at dø. Nogle dør af ulykker og sygdom, men mange dør af alderdom. RB viser, at det er svært at forholde sig til dette vilkår, når alderdom er skrevet ud af regnestykket. Sygdom er legal, det er alderdom ikke. RB anerkender geriatrien for den faglige viden om alderdommens sygdomme og han anerkender gerontologien for viden om aldring. Kritikken i bogen er, at fokus på sygdomme er med til at skygge for, at der også er en alderdom med svækkelse og død. Og den skal have en helt anden faglig opmærksomhed og indsigt.

Bogens opmærksomhed på det eksistentielle er en gave. At vi som sygeplejersker omkring ældre, svækkede, gamle og døende skal kæmpe for relevant og ønsket behandling, men lige så hårdt kæmpe for den værdighed og integritet, der ligger i at slutte livet.

Det har konsekvenser for sundhedspersoner omkring ældre, når svækkelse og død ikke må ”findes”. RB udfolder integritet og at krænke integritet og ikke magte at varetage beskyttelse af svækkede gamles identitet. Der skal være opmærksomhed på, hvad hver især finder meningsfuldt. Vi skal undgå og ikke behandle for enhver pris. Overgangen mellem liv og død kræver et godt kendskab til den enkelte. Vi skal som fagpersoner ikke indbilde svagelige ældre, at alt bliver godt igen. Citat fra RB for håbet, ”om at personalets kompetencer og respektfulde nærhed kan give mening, når meningen med det hele er truet.”

Bogen anerkender de tiltag, der er gjort på plejehjem ift at styrke det private i den fælles ramme. Men plejehjemmenes blanding af offentlige og private rum, påvirker beboernes mulighed for at bevare integritet. Hvornår er jeg ”hjemme” og hvornår er jeg ”ude”. RB kalder fællesrum, opholdsstuer, fælles køkkener for ”urene rum”, det er rum, hvor det ikke står klart, hvilke livsvaner, der knytter sig til rummet, er du ”hjemme” eller ”i byen”. Meget tankevækkende!

Også hjemmet og måden det offentlige tildeler ydelser, kan i sig selv udgøre en trussel i at kunne varetage den ældres integritet. Det er et kontroltab ikke at vide, hvem der træder ind i mit hjem. Hjemmets inderside invaderes.

Ulighed berøres ift sundhedsoplysning og den succesfulde aldring. Det rationelle og fornuftige er styrende i sundhedsoplysning. Uligheden ligger i, hvem der ”forstår” den fornuftige forebyggelse og hvem, dette fornuft sprog slet ikke taler til.

RB går bag om succesfuld aldring, som oprindeligt er et amerikansk koncept, med stor succes og som vi genkender i f.eks rehabiliteringstilgangen. RB skriver om det ”farlige ved at kritisere aktivitetstænkningen”. Da rehabiliteringstoget kørte allermest på skinner, var der politisk tro på, at alle kan ”rehabiliteres” og at aldring altid er succesfuld. Iflg RB skjules det reelle problem, den økonomiske og politiske udfordring i at få råd til ældreomsorg i fremtiden. Skal familien overtage igen - det tør ingen sige -, men ”rehabiliterende tilgang”, ”familie sygepleje”, ”frivilligkoordinatorer” m.m. er på godt og ondt en del af dette overordnede problem.

Et af afsnitte bærer titlen, ”Den aldersløse alderdom”. En forsker bevæger sig rundt blandt middelklasse ældre, for at spørge omkring alderdom, men får ingen svar, for ingen opfatter sig som gamle! Og når vi ikke længere accepterer døden som livsvilkår, så går jagten ind på livsforlængelse, behandling og forskning. Nu er alt tilladt og nye teknologier udvikles, som kan gribe ind og ændre livet, nye stamceller og reservedele.

Som lærebog i grunduddannelsen vurderes stoffet for omfattende. Vi er langt omkring både i opfattelser og forestillinger om aldring, i sundhedsfaglig viden og adfærd og i de perspektiver, der anvendes til at se emnerne. Til gengæld er bogen fantastisk at blive klog af for alle med indsigt og arbejde i feltet. Og i læringsøjemed særdeles velegnet i enkeltkapitler, som sammen med anden litteratur og viden kan belyse og fremfor alt sætter perspektiver på emner omkring alder, aldring, svækkelse og død. Samfundsteori, filosofi, politik, etik og sygepleje går godt i spænd – og denne sammenhæng bør nok have større fokus i både grund- og videreuddannelse. Det synes jeg denne bog viser og kan.

Læs bogen, den er meget vigtig og vedkommende. Glæd dig over dine egne rynker med alle de erfaringer og visdom, hver rynke bærer med. Og når du møder gamle og svækkede, så se mennesket med krop, sind og sjæl og lyt til alle de fortællinger, som deres rynker bærer. Tag din faglige pligt på dig og gør livet som gammel og svagelig til genstand for faglighed, viden, forskning og formidling. Døden er en del af livet og dette livsafsnit skal have god plads – i livet før døden!

Irmgard Birkegaard, Bestyrelsen for Fagligt Selskab for Geriatriske Sygeplejersker.