Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Overordnet tjener sygeplejersker stadig mere end social- og sundhedsassistenter 

FOA’s forlig på især det kommunale område har medført kritik af DSR fra flere kommunalt ansatte sygeplejersker. Lønforskellen mellem dem og social- og sundhedsassistenterne mindskes, og nogle oplever, at de kommer til at få mindre i løn end assistenterne. Forkvinde i Dansk Sygeplejeråd Dorthe Boe Danbjørg svarer på kritikken her. 

Publiceret: 

8. marts 2024

Senest opdateret: 

12. marts 2024

Af:

Christina Sommer 

cso@dsr.dk
Pressemøde om overenskomster i Regionerne

Foto:

Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Flere undrer sig over, hvordan social- og sundhedsassistenter (SOSU-assistenter, red.) i kommunerne kan se frem til en lønstigning på 17 pct.?  

”Løn er en kompleks størrelse og under forhandlinger som nu, er der mange tal og procentsatser i spil. De 17 pct. er ikke den generelle lønstigning for alle SOSU-assistenter. Det gælder alene for SOSU-assistenter med syv-ni års anciennitet, da FOA har valgt at bruge nogle af midlerne fra den såkaldte organisationspulje på et nyt tillæg fra det 7. år. Og for denne gruppe er det korrekt, at det svarer til en lønstigning på lidt over 17 pct. (inkl. pension og særlig feriegodtgørelse (SFG, red.)).  

Men der er ikke gjort forskel mellem faggrupperne under OK24. Alle organisationer inkl. DSR og FOA har forhandlet inden for den samme ramme på 8,8 pct., inkl. de 2 pct. til organisationspuljerne, som de faglige organisationer selv bestemmer, hvad skal gå til.” 

Med forliget på FOA’s område mindskes løngabet mellem SOSU-assistenter og især kommunalt ansatte sygeplejersker, hvilket frustrerer flere? 

”Jeg deler virkelig sygeplejerskernes frustrationer. Men det skyldes først og fremmest, at FOA modsat DSR fik del i trepartsmidlerne til både regionalt og kommunalt ansatte medlemmer. Vi kæmpede også for trepartsmidler til de kommunalt ansatte sygeplejersker, men det kunne vi som bekendt ikke få regeringen med på.  

Regeringen havde som krav, at pengene skulle gå til de faggrupper og sektorer, hvor der er størst mangel på arbejdskraft. Og det blev altså sygeplejersker på det regionale område samt jordemødre, SOSU-assistenter og -hjælpere på det kommunale og regionale område og så pædagogerne, socialpædagogerne og fængselsbetjente.  

Det kan synes uretfærdigt, at alle ikke fik, og at SOSU-lønningerne nu ligger tættere på sygeplejerskernes løn. Men regeringen havde ligesom kun én ting for øje, og det var at løfte lønnen de steder, hvor der er allerstørst udfordring med rekruttering og fastholdelse.” 

Nogle kommunalt ansatte sygeplejersker kommer nu til at tjene mindre end deres SOSU-assistent-kolleger. Hvad vil du sige til dem? 

”Når vi kigger på den overenskomstmæssige løn og den faktiske løn (det, der står på lønsedlen, red.) vil sygeplejersker generelt fortsat tjene mere end SOSU-assistenter. Og sygeplejersker får generelt højere lokallønstillæg end SOSU-assistenter.  

Med de nye overenskomster er startlønnen for en kommunalt ansat SOSU-assistent 34.000 kr. (alle tal inkl. pension og SFG) og tilsvarende 35.650 kr. for en kommunalt ansat sygeplejerske. Efter 10 års anciennitet tjener en kommunalt ansat SOSU-assistent 40.100 kr., mens en tilsvarende sygeplejerske tjener 42.400 kr. 

Men der kan være tilfælde, hvor en SOSU-assistent med samme anciennitet som sygeplejersken tjener mere pga. lokale eller individuelle aftaler, lige som en SOSU-assistent med længere anciennitet end sygeplejersken kan tjene mere end sygeplejersken.” 

Nogle SOSU-assistenter har videreuddannet sig til sygeplejersker og ser nu, at de pga. deres anciennitet vil kunne tjene mere, hvis de begynder at arbejde som SOSU-assistenter igen? 

”Det synes jeg, vil være rigtig ærgerligt. Selvom der er mangel på SOSU-assistenter, er der stor brug for sygeplejerskerne og deres faglighed. Og jeg kan virkelig blive frustreret, når jeg hører, at arbejdsgiverne ikke lønmæssigt anerkender den faglighed, de her sygeplejersker kommer med efter at have arbejdet som SOSU-assistenter, ofte i mange år. Jeg kan kun opfordre til, at man går til sin TR og får hjælp til at forhandle lokale tillæg, selvom jeg godt ved, det er hårdt, og også kan være forgæves.  

Men jeg vil opfordre de sygeplejersker til at tænke sig godt om og evt. få hjælp til at beregne, om det ikke godt kan betale sig at blive som sygeplejerske på den lange bane i forhold til ens livsløn - at de ikke kun kigger på den løn, de pt. vil få udbetalt hver måned, men ser på det hele i forhold til, hvordan lønudviklingen udvikler sig på længere sigt. 

Fra DSR’s side vil vi også bruge lønforskellen mellem SOSU-assistenter og sygeplejersker som løftestang i de lokale lønforhandlinger, særligt der hvor den er blevet mindre. Ønsker arbejdergiverne fortsat sygeplejersker til at løse komplekse sygeplejeopgaver i sundhedsvæsenet, skal lønnen matche kompetencer og ansvar.” 

Nogle frygter, at der vil ske en sygeplejerskeflugt fra kommunerne til hospitalerne? 

”Jeg har allerede hørt fra flere kommuner, at de godt kan se, at der er en udfordring. Og det momentum skal vi bruge i de lokale lønforhandlinger, selvom det kan være svært, og pengene ikke altid er der. Men vi skal huske, at der ved trepartsforhandlingerne blev afsat 1 mia. kr. ekstra til bæredygtig og fleksibel løndannelse i både kommunerne og regionerne. De penge bliver dog først fordelt til de næste OK-forhandlinger i 2026. 

Regeringen ønsker en mere dynamisk løndannelse, og hvordan det ønske skal udmøntes, vil vi fra DSR’s side gøre alt for at påvirke. Vi kæmper fortsat for ligeløn og højere løn til sygeplejerskerne.” 

Flere sygeplejersker mener, at FOA har været bedre til at forhandle for deres medlemmer end DSR? 

”Jeg har nogle rigtig dygtige forhandlingskolleger i fagbevægelsen, heriblandt Mona Striib. Men som sagt besluttede regeringen, at kommunalt ansatte sygeplejersker modsat SOSU-assistenter ikke skulle have del i trepartsmidlerne. Når vi taler OK24, har alle faggrupper fået den samme ramme på 8,8 pct. Af dem går 2 pct. denne gang til den såkaldte organisationspulje, som de faglige organisationer hver især beslutter, hvad de vil bruge til.”