Derfor blev OK24 afsluttet i Forligsinstitutionen

Stemmerne er talt op og resultatet på det kommunale og regionale område er blevet kædet sammen i Forligsinstitutionen.

Et samlet flertal på tværs af de faglige organisationer har sagt ja til OK24-forliget og bl.a. sygeplejerskerne kan nu se frem til lønstigninger med tilbagevirkende kraft fra 1 april i år.

Men hvorfor var det, at forhandlingerne blev afsluttet i Forligsinstitutionen denne gang? Plejer det ikke kun at ske, hvis parterne ikke kan blive enige? Hvorfor skulle urafstemningen sammenkædes? Og hvad er Forligsinstitutionen for en størrelse?

Født af den danske tradition

Statens Forligsinstitution, i folkemunde ofte kaldet ”Forligsen,” er et statsligt organ, som har til hovedopgave at minimere risikoen for konflikter på arbejdsmarkedet.

Arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationerne bliver f.eks. indkaldt til mægling i Forligsinstitutionen, hvis de ikke på egen hånd kan blive enige om overenskomstaftalerne. Det er også til Forligsinstitutionen, at lønmodtagerorganisationerne skal varsle det på forhånd, hvis de går i konflikt.

Reglerne for Forligsinstitutionen har været fastsat ved lov siden institutionens oprettelse i 1910, men OK-forhandlingerne kom før det.

Faktisk er Forligsinstitutionen født af den danske arbejdsmarkedstradition, hvor lønmodtagernes fagforeninger og arbejdsgiverne forhandler med hinanden om løn og vilkår. Det forklarer arbejdsmarkedsforsker Nana Wesley fra Forskningscenter for Arbejdsmarked- og Organisationsstudier (FAOS).

”Overenskomstforhandlinger var sådan set ikke noget, man i Danmark besluttede at gøre ved lov, inden man begyndte at gøre det. Forligsinstitutionen blev til gengæld nedsat ved lov, da man fra statens side så en nødvendighed for at have en mæglende myndighed, der kunne gå ind og mindske risikoen for, at der ved overenskomstforhandlingerne opstod konflikter på arbejdsmarkedet,” fortæller hun.

Nana Wesley forklarer, at det primært er på det private arbejdsmarked, at Forligsinstitutionen har tradition for være en fast spiller i OK-forhandlingerne.

”På det private arbejdsmarked har strejke været et virkelig stærkt pressionsmiddel for lønmodtagerne. Der er så mange forsyningskæder og forskellige faggrupper, der overlapper på kryds og tværs, at det kan virke utroligt lammende hvis blot enkelte faggrupper strejker. En enkelt faggruppes strejke kan også hurtigt sprede sig som ringe i vandet,” siger Nana Wesley og fortsætter:

”Men det er ikke særlig hensigtsmæssigt for hverken arbejdsgiverne, lønmodtagerne eller samfundet, hvis der konstant er konflikter og uro på arbejdsmarkedet. Blandt andet derfor har man ved de private overenskomstforhandlinger udviklet en praksis, hvor man oftest anvender sammenkædning af forligene i Forligsinstitutionen, hvorefter et samlet mæglingsforslag sendes til afstemning blandt medlemmerne.”

Sammenkædningsreglen

Den øverste myndighed i Forligsinstitutionen er Forligsmanden - eller, faktisk er der i alt tre forligsmænd, der tilsammen udgør den øverste myndighed. Det er dem, der enten enkeltvis eller i samlet flok kan gøre brug af Forligsinstitutionens beføjelser.

Én af disse beføjelser er sammenkædningsreglen.

Når overenskomstaftaler sammenkædes i Forligsinstitutionen, samler Forligsmanden de forskellige OK-aftaler, som parterne har indgået, i et såkaldt mæglingsforslag. Herefter sendes mæglingsforslaget til urafstemning hos lønmodtagerorganisationernes medlemmer, så de kan stemme ja eller nej.

Konkret betyder det, at alle stemmer om det samme mæglingsforslag. Derfor er det også det samlede flertal på tværs af lønmodtagerorganisationerne, der afgør, om mæglingsforslaget vedtages eller om der skal blæses til konflikt, forklarer Nana Wesley.

”En sammenkædning af aftalerne har den effekt, at enkelte faggrupper ikke kan gå enegang og strejke, som vi f.eks. så sygeplejerskerne gøre det ved OK21. Hvis et flertal af faggrupperne siger ja, får resten af grupperne overenskomsten, også selvom de har stemt nej. Hvis flertallet siger nej, udløser det omvendt en storkonflikt, hvor alle faggrupper kan blive del af en strejke,” siger hun.

En ekstraordinær situation

Det blev ved trepartsforhandlingerne før jul aftalt, at OK24 skulle afsluttes i Forligsinstitutionen med en sammenkædning på det regionale og det kommunale område – noget, såvel eksperter som lønmodtagere har hæftet sig ved. Det er der en god grund til, fortæller arbejdsmarkedsforskeren.

”Det er en helt ekstraordinær situation. For det første er der ved de offentlige overenskomstforhandlinger slet ikke den samme tradition for at afslutte i Forligsinstitutionen med en sammenkædning, som der er ved de private. Normalt bliver Forligsinstitutionen kun involveret i processen, hvis parterne ikke kan blive enige og der er brug for mægling,” siger Nana Wesley.

”Derfor vil en sammenkædning typisk også kun være en beføjelse, som Forligsmanden vil gøre brug af ved de offentlige overenskomstforhandlinger, når forhandlingerne er gået i hårdknude, og der er risiko for konflikt. Denne gang har man så allerede på forhånd, inden forhandlingerne overhovedet gik i gang, besluttet, at de skulle afsluttes i Forligsinstitutionen med en sammenkædning. Det har vi aldrig set før.”

OK24-sammenkædningen var et ufravigeligt krav fra statens side ved trepartsforhandlingerne. Det skyldes ifølge Nana Wesley, at strejker på det offentlige område også er omkostningstunge og regeringen derfor denne gang havde et ønske om at sammenkæde ved de offentlige overenskomstforhandlinger.

”Det er noget, man fra Christiansborgs side har ønsket, fordi sammenkædning netop mindsker risikoen for konflikt. Denne gang så man ind i en situation, hvor mange grupper potentielt kunne blive utilfredse, enten over at have fået for lidt af ekstramidlerne ved trepartsforhandlingerne eller slet ikke at have fået noget. Lønmodtagerorganisationerne gik med til, at OK24-forhandlingerne skulle afsluttes med en sammenkædning – men kun denne ene gang,” forklarer hun.

Mindre organisationer får muskelkraft

Da resultaterne af afstemningerne blev kædet sammen i Forligsinstitutionen til sidst, talte hver eneste stemme og de blev vægtet lige højt. Det betyder, at det er det samlede antal ja eller nej-stemmer fra alle medlemmerne på tværs af fagorganisationerne, der har afgjort, hvad resultatet bliver.

Ved de private overenskomstforhandlinger i 2023 var der f.eks. 235.181 af de i alt 393.450 stemmeberettigede medlemmer, der brugte deres stemme. Af dem stemte 50.037 nej, imens 185.144 stemte ja. Derfor blev det samlede resultat et ja - og ved OK24 blev stemmerne talt sammen på samme måde.

Der er fordele og ulemper ved en sammenkædning. Det fortæller arbejdsmarkedsforsker ved Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier Nana Wesley.

”På den ene side får de mindre lønmodtagerorganisationer noget muskelkraft forstået på den måde, at de kan få nogle ting igennem sammen med Forhandlingsfællesskabet, som de måske ellers ikke ville have kunnet på grund af deres størrelse. Desuden kan arbejdsgiverne ikke gennemføre en lockout med enkeltorganisationer, som vi f.eks. så det under lærerkonflikten i 2013,” forklarer hun og forsætter:

”På den anden side betyder det selvfølgelig, at medlemmerne af nogle organisationer også kan opleve at få en overenskomst, de har stemt nej til, hvis det samlede flertal på tværs af organisationerne stemmer ja.”