Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
 


Studieliv og Sygepleje: 
SLS-formanden blogger

06-06-2013

Australien tur-retur

Jeg har aldrig fløjet så langt før. Jeg er netop kommet hjem fra den anden side at jorden, hvor jeg deltage i en stor kongres. Ikke særlig langt for en globetrotter, men langt for en pige fra Skive, der normalt finder togturen på tværs af Danmark ulidelig lang.

Anders og jeg tog til Melbourne i maj til International Counsil of Nurses (ICN) kongres, som de kun holder hvert 4. år. Det er vel VM for sygeplejersker. Under kongressen deltog vi i 2 møder, hvor mangfoldigheden var tydelig. Det var noget af en åbenbaring at møde de studerende fra andre lande og udveksle erfaringer og udfordringer.

En online-uddannelse

Første møde var inden kongressen rigtigt gik i gang. Det var de australske studerende, der havde planlagt dagen. Temaet var teknologi. Selvom det er et emne, der er gennemtæsket herhjemme i form af velfærdsteknologi, så havde de et rigtig spændende program til os.

Teknologien var vinklet på alle tænkelige måder. En sygeplejestuderende fortalte om, hvordan man kunne tage store dele af sin sygeplejerskeuddannelse online i Australien på grund af de store afstande. Tænk engang at være uddannet sygeplejereske og have din største del af din uddannelse hjemme fra skrivebordet. En anden fortalte om do’s and dont’s. For eksempel når de kommer til at fortælle sine venner på Facebook om gode og dårlige oplevelser i klinikken. Til sidst blev der fortalt om, hvordan en iPhone kan være smart at bruge i klinikken – og ikke mindst tidsbesparende. Det kan vi uden tvivl lære af.

OL-stemning

At være med til åbningsceremonien var lidt ligesom at deltage til OL. Der var 105 lande med til kongressen. Hvert land blev råbt op, og ind valsede 2-3 repræsenter fra hvert land iført folkedragt eller en ande nudsmydning, der på anden måde viste, hvilket land de var fra. Vi var omkring 300 danskere tilstede shinet op i t-shirts med teksten ”I'm a nurse”. Vi var den største delegation fra udlandet, og vi klappede og hujede som gale da Grete Christensen og Anne Granborg kom ind.

Da jeg stod på hotelværelset og klædte om, virkede det fjollet at tage sådan en t-shirt på. Ikke nok med at jeg ikke engang er sygeplejerske endnu, men jeg troede faktisk, at statement t-shirts var et levn fra fortiden. Men da vi stod der i den store hal, med flag og snakkede dansk, helt omme på den anden side af jorden, gav det pludselig mening. Det var den vildeste følelse af fællesskab, som man ikke altid er opmærksom på til hverdag i Danmark, men som bliver enormt tydelig, når vi er af sted under fremmede himmelstrøg.

​Mange indtryk

Det andet møde med de studerende, var jeg selv mødeleder på, fordi jeg sidder i den internationale bestyrelse. Selvom  mine engelsk-kundskaber er relativt gode (synes jeg i hvert fald selv), var det stadig med sommerfugle i maven, at jeg plantede mig på talerstolen foran de omkring 60 mennesker, der var mødt for at høre om vores netværksarbejde. Men det gik godt. Jesse fra USA fortalte om ”the image of nursing”, mens Carol fra Australien fortalte, hvordan det er helt umuligt at få job downunder. Spændende oplæg der satte tingene i perspektiv, når man kommer fra et land, hvor sygeplejersker bliver vurderet til at være nogle af de mest troværdige, og vores dimmitendledighed er nærmest ikke-eksisterende.

Resten af kongressen deltog Anders og jeg i de øvrige sessions. Der var overvældende mange ting at høre og se. Foruden de store hovedoplæg der hver morgen var i hovedsalen, og de omkring 10 andre forskellige oplæg i hver sin sal, der kørte sideløbende, havde mange hængt posters op, hvor de beskrev deres projekt.

Der var urimeligt mange indtryk, og det er svært at hive enkelte frem. Men alt i alt fem fremragende dage med engagerede sygeplejersker og sygeplejestuderende fra hele verden. Fremtiden i vores fag er i hvert fald lys.

Og selv om jeg i den grad har været ramt af jet-lag, og selv om der uden tvivl går lang tid, inden jeg tager så lang en tur igen, har rejsen været det hele værd! Turen tilbage til Skive til sommer kommer helt sikkert ikke til at føles ligeså lang, som den plejer. Og specielt ikke, når jeg har så mange minder fra Australien at fornøje mig med.

06-12-2012

Om fem faglige minutter

​I sidste nummer af sygeplejersken havde Anne Elisabeth Flensted skrevet en klumme ”5 faglige minutter” om hendes oplevelser som klinisk vejleder. En klumme, der har sat sindene i kog hos sygeplejestuderende. En del har følt sig stødt over tonen. Det kan jeg sagtens forstå. Den vender jeg tilbage til. Men lad os først se på substansen.

Sygeplejestuderende er modstandskæmpere. Ikke mod ukendt modstand og ydre faktorer. Vi kæmper for at få vores drømmeuddannelse. Anne Elisabeths holdninger er et godt billede på, hvordan der er opstået en form for faglig generationskløft i takt med, at sygeplejeuddannelsen har ændret sig. 

Vi oplever ofte, at kliniske vejledere føler sig trådt over tæerne, når studerende kommer ud i klinikken og stiller kritiske spørgsmål. Omvendt føler de studerende sig misforståede og dårligt vejledt. Tiderne har ændret sig. Pointen er, at vi er studerende. Vi hører ikke med i normeringen. Vi er ikke længere elever der skal lære at vaske og rede senge og i øvrigt tage alle klokkerne. 

Vi er i klinik for at lære. Anne Elisabeth har fuldstændig ret. Vi skal ikke kun sige til, men også sige fra. Så når vi har givet kaffe, skiftet stomi eller taget blodprøver nok gange, til at vi synes, vi har udfyldt læringsudbyttet, skal vi turde sige fra og kaste os over det næste læringsudbytte.

Det kræver god og kyndig vejledning så vi kan få udfyldt vores læringsudbytter. Så bær over med os studerende, hvis vi kan have brug for at få det at vide, når vi drikker for meget kaffe. Jeg håber og tror også på, at Anne Elisabeth Flensted ikke nøjes med at tænke tingene, men har vejledt de studerende. Ellers er vi jo lige vidt.

Og nu tilbage til tonen. Nogle vil mene den er nedladende. Andre at den er bevidst provokerende. Personligt tolker jeg den, som Anne Elisabeth Flensteds forsøg på at starte en debat. Spørgsmålet er så, hvor godt det er lykkedes. Mit udgangspunkt er, at det er svært at starte en saglig debat uden en saglig tone. 

For debatten hilser jeg velkommen. Men jeg tror ikke, det kommer til at ske ved at fortvivle over en erhvervspraktikant i et fagblad for sygeplejersker. Det kommer ikke til at ske ved gøre det til en konkurrence, om hvem der er mest træt. Er det sygeplejersken, med mand, hus og landbrug eller den sygeplejestuderende, der har læringsudbytter, eksamen og klinikken? Det kommer helt sikkert ikke til at ske, hvis den grundlæggende forståelse for hvilke udfordringer vi studerende har, mangler hos vejlederen.

Anne Elisabeth og alle andre. I kan ligeså godt vænne jer til os. Vi er kommet for at blive. Vi er i klinikken for at lære. Af de bedste, så vi kan blive de bedste. 

Snak med os. Vejled os. Jeg lover, at vi lytter. Også selvom det er hårdt.

11-11-2012

Dagbog fra Finland: Fra nu af vil jeg aldrig mere være nervøs for at gå til eksamen

I dag og i morgen skal vi til konference i Sygeplejerskernes Samarbejde i Norden. Det er netværket for alle sygeplejeskeorganisationer i Norden. Tirsdag morgen fremlægger jeg vores statement, om at alle organisationer i Norden skal have en organisation for studerende. Det blev heldigvis taget godt imod – specielt at Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen! 

Det er ret nervepirrende at stå foran alle de mennesker og fremlægge vores statement på engelsk. Fra nu af vil jeg aldrig mere være nervøs for at gå til eksamen igen – hvis man kan stå foran alle pingerne i nordens fagforeninger for sygeplejersker så kan man også gå til eksamen i sygepleje J

Alt i alt har turen til Finland været god og spændende. Ligesom i Serbien nyder jeg at høre om andre organisationer. Om problemer, de studerende og sygeplejesker står i og få inspiration, til hvordan vi kan løse lignende problemer i Danmark. Jeg er stolt af vores organisation og stolt over at andre synes, at specielt vores studietur og vores konkurrence om Årets Kliniksted er ideer, de vil kopiere til deres lande.

Specielt Norge har vi opnået godt samarbejde med, noget jeg også tror vi kan bruge i fremtiden.

10-11-2012

Dagbog fra Finland: De har dukker, der trækker vejret

​Søndag:

De finske sygeplejestuderende er søde og hente os på hotellet og følge os til kontoret igen. Her diskuterer vi vores medlemshenvendelser, der vedrører studerende, der bliver erklæret ikke-egnede til at være sygeplejersker, og hvorfor det er vigtigt at have en studenterorganisaton i hvert nordisk land. 

Vi er hurtigt enige om at lave et samlet statement omkring dette emne, som vi kan give til SSN-konferencen tirsdag og onsdag (SSN er Sygeplejerskernes Samarbejde i Norden). Imens vi laver vores statement, føler jeg mig ret heldig – det er kun i Norge og Danmark vi har gode, stærke organisatationer for sygeplejestuderende. Selvom vores studerende i hele norden har nogenlunde de samme problemer, så er de bedre hjulpet i Danmark og Norge. Det er dejligt at være med til.

Mandag:

I dag besøger vi Helsinkis sygeplejeskole og ser deres færdighedslaboratorier. Det er vildt imponerende! De har dukker, der trækker vejret, øjne med pupiller, der reagerede på lys og puls. Der ligger en til tre dukker på hver sengestue og inde ved siden af, er der et kontrolrum, hvor underviseren kan sidde og styre dukkerne med stemmer, udskillelser og fysiske reaktioner – som for eksempel hjertestop. Det minder mest af alt om en dårlig zombiefilm, hvis det ikke var, fordi det er så fascinerende.

De har også en simulations-ambulance, som bevæger sig som om, den kører meget stærkt, og samtidig kan den studerende så udføre nogle akutte sygeplejehandlinger. Det er vist det tætteste på virkeligheden, man kan komme.

Dagen slutter med, vi beslutter, at det næste NSSK-møde bliver i marts på Færørerne. 

Du kan læse sidste kapitel fra Finland på søndag.

08-11-2012

Dagbog fra Finland: Aftenen slutter på ægte finsk maner - i sauna

​Anders og jeg står tidligt op lørdag for at tage til Finland til NSSK-møde. NSSK er Nordiske Sykeplejerstudenters Kontaktforum. Det er her, vi mødes med repræsentanter fra Norge, Sverige, Finland, Færørerne og Island.

Jeg tror, både Anders og jeg synes, det er hårdt at gå glip af julebryggen i fredagsbaren, men valgte at være fornuftig og gik tidligt i seng for at være i lufthavnen klokken 7. 

Da vi kommer frem, er vi overraskede over, at klokken er så mange – det tager jo kun halvanden time fra Danmark til Finland – men vi finder ud af, at det er, fordi Finland er en time foran vores tid. Desuden fortæller Anne, vores hollandske vært, at de ikke bruger sommertid og vintertid, men bare har en tid hele året rundt. 

Vi mødes med de andre på hotellet og følges ad til den finske sygeplejeskeorganisation Sairaanhoitajaliitto (gæt selv, hvor lang tid det tog at stave det rigtigt). Vi gør stop ved et supermarked, hvor vi får at vide, at vi skal købe øl nu, hvis vi ville have nogen i aften, for i Finland må man nemlig ikke købe øl i butikkerne efter klokken 20. Jeg er ret chokeret over den regel, men finder ud af, at sådan er det også i alle de andre nordiske lande! Man må købe øl i barene om natten, men kun én genstand per person. Ikke underligt at danskerne drikker dobbelt så meget alkohol om året end de andre nordiske lande.

Det første vi gør på mødet er at fremlægge vores country reports omkring vores uddannelse i de forskellige lande, mulighederne for efterudannelse, og hvordan livet som studerende er. Forskellene landende imellem er ikke så store som til ENSA-mødet (European Nursing Students Assosiation), i Serbien i sidste uge, men der er stadig forskel på, hvordan vi er organiserede. Det er kun Norge og Danmark, som har frikøbte formænd og næstformænd. I andre organisationer har de færdiguddannede sygeplejersker, der er ansat til at tale de studerendes sag.

I Sverige har de ingen organisation for de studerende, men tilhører organisationen for færdiguddannede. Sara fra Sverige fortæller, at de lige har fjernet deres studentervejledere, så de studerende ikke længere har noget sted at komme og få hjælp. Tænk at man vælger at nedprioritere de studerende så meget og slet ikke indser, hvor stor en ressource vi kan være for moderorgansationen. Jeg føler mig heldig med vores system i Danmark.

Aftenen slutter på ægte finsk manér – i sauna. Organisationen har deres egen sauna i kælderen med pool og et område hvor man kan sidde og drikke øl bagefter. Det kan vi trods alt ikke prale af at have i Danmark. 

Du kan læse mere om anden halvdel af turen i weekenden.