​I sidste nummer af sygeplejersken havde Anne Elisabeth Flensted skrevet en klumme ”5 faglige minutter” om hendes oplevelser som klinisk vejleder. En klumme, der har sat sindene i kog hos sygeplejestuderende. En del har følt sig stødt over tonen. Det kan jeg sagtens forstå. Den vender jeg tilbage til. Men lad os først se på substansen.

Sygeplejestuderende er modstandskæmpere. Ikke mod ukendt modstand og ydre faktorer. Vi kæmper for at få vores drømmeuddannelse. Anne Elisabeths holdninger er et godt billede på, hvordan der er opstået en form for faglig generationskløft i takt med, at sygeplejeuddannelsen har ændret sig. 

Vi oplever ofte, at kliniske vejledere føler sig trådt over tæerne, når studerende kommer ud i klinikken og stiller kritiske spørgsmål. Omvendt føler de studerende sig misforståede og dårligt vejledt. Tiderne har ændret sig. Pointen er, at vi er studerende. Vi hører ikke med i normeringen. Vi er ikke længere elever der skal lære at vaske og rede senge og i øvrigt tage alle klokkerne. 

Vi er i klinik for at lære. Anne Elisabeth har fuldstændig ret. Vi skal ikke kun sige til, men også sige fra. Så når vi har givet kaffe, skiftet stomi eller taget blodprøver nok gange, til at vi synes, vi har udfyldt læringsudbyttet, skal vi turde sige fra og kaste os over det næste læringsudbytte.

Det kræver god og kyndig vejledning så vi kan få udfyldt vores læringsudbytter. Så bær over med os studerende, hvis vi kan have brug for at få det at vide, når vi drikker for meget kaffe. Jeg håber og tror også på, at Anne Elisabeth Flensted ikke nøjes med at tænke tingene, men har vejledt de studerende. Ellers er vi jo lige vidt.

Og nu tilbage til tonen. Nogle vil mene den er nedladende. Andre at den er bevidst provokerende. Personligt tolker jeg den, som Anne Elisabeth Flensteds forsøg på at starte en debat. Spørgsmålet er så, hvor godt det er lykkedes. Mit udgangspunkt er, at det er svært at starte en saglig debat uden en saglig tone. 

For debatten hilser jeg velkommen. Men jeg tror ikke, det kommer til at ske ved at fortvivle over en erhvervspraktikant i et fagblad for sygeplejersker. Det kommer ikke til at ske ved gøre det til en konkurrence, om hvem der er mest træt. Er det sygeplejersken, med mand, hus og landbrug eller den sygeplejestuderende, der har læringsudbytter, eksamen og klinikken? Det kommer helt sikkert ikke til at ske, hvis den grundlæggende forståelse for hvilke udfordringer vi studerende har, mangler hos vejlederen.

Anne Elisabeth og alle andre. I kan ligeså godt vænne jer til os. Vi er kommet for at blive. Vi er i klinikken for at lære. Af de bedste, så vi kan blive de bedste. 

Snak med os. Vejled os. Jeg lover, at vi lytter. Også selvom det er hårdt.