Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
 

Hvordan forholder jeg mig efter lockouten?

​​Undervisere på SOSU-skolerne har været lockoutet siden 1. april, men nu er et regerings-indgreb på vej. Få svar på, hvordan du skal forholde dig og hvad der er vigtigt at huske på, når du møder igen på arbejde mandag morgen. Læs også om konfliktunderstøttelse.

Lockouten er slut – hvordan forholder jeg mig?  

Alle der har været omfattet af lockouten har pligt til at møde 1. dag efter konflikten. Det bliver mandag d. 29. april ved normal dagarbejdstids begyndelse.
 
Eftersom du ikke må arbejde under en konflikt, kan du ikke være forberedt til den undervisning du står for mandag. 
 
Det betyder også, at du ikke har pligt til at orientere dig på forhånd i forhold til planlagt undervisning på 1. dag, men du skal naturligvis udvise den fleksibilitet, man kan forvente af en ansvarlig medarbejder.   
 

Hvis du er syg 1. dag

Hvis du er syg den første dag, skal du kontakte din arbejdsgiver hurtigst muligt og meddele at du er syg.  

Ferie
Vi har udarbejdet vejledning til forskellige scenarier vedrørende ferie: 
  1. Ferie der var planlagt til afholdelse under konflikten:
    Der har ikke kunnet afholdes ferie under konflikten da ansættelsesforholdet og dermed ferien er suspenderet. Med mindre du har aftalt andet med din arbejdsgiver (skriftlig aftale), har du pligt til at møde på arbejdspladsen når konflikten slutter. Du og din arbejdsgiver skal efterfølgende indgå en ny aftale afholdelse af ferien / evt. udbetaling af restferie og feriefridage.  
  2. Ferie der er planlagt til påbegyndelse den dag, hvor konflikten ophører:
    Ferie påbegyndes ved dagtjenestens begyndelse, så hvis konflikten ophører/eller er ophørt ved døgnets begyndelse den 29.april, så kan ferien påbegyndes som planlagt. 
  3. Konflikten ophører midt en ferieperiode aftalt før konflikten:
    Hvis din ferie skulle være påbegyndt under konflikten, men slutte efter konfliktens ophør, så skal du følge rådene under pkt. 1 – nemlig at du skal indgå en ny aftale med din arbejdsgiver om fastsættelse af en ny ferieperiode. Den samlede ferie vil være at betragte som suspenderet, og derfor skal der indgås en ny aftale. Men du kan godt aftale med din arbejdsgiver, at du afholder den del af ferien som var planlagt på dage efter konfliktens ophør og evt. lægger den ikke-afholdte del (den del der lå under konflikten)i forlængelse heraf. Du skal under alle omstændigheder kontakte din arbejdsgiver.
 
Særlig feriegodtgørelse
Den særlige feriegodtgørelse, der normalt udbetales med lønudbetalingen ultimo april, udbetales ikke under en konflikt. Du må derfor regne med, at din arbejdsgiver ikke kan nå at sætte pengene til udbetaling, men du kan være sikker på at pengene vil blive udbetalt hurtigst muligt derefter.
 
Samarbejde med ikke-medlemmer
Når du vender tilbage til arbejdet, så opfordres du til ikke at lægge afstand til de kolleger, der ikke er medlem af en organisation, og derfor har været på jeres fælles arbejdsplads under konflikten. I skal kunne samarbejde fremover. 

Meget tyder på, at mange ikke-medlemmer i virkeligheden har været enige med os i sagen og har haft en række tanker i forhold til det at stå uden for fællesskabet, når der skulle kæmpes for en sag. Derfor er det bedre, at bruge energien fra konflikten til at tale konstruktivt med dem om nødvendigheden af fællesskabet fremadrettet, og at det vil være en god ide, at de melder sig ind, og får del i den hjælp, som TR/organisationerne nu og fremover tilbyder omkring blandt andet arbejdstilrettelæggelsen. 
 
Tjenestemænd og andre, der ikke har været lockout-ramt
Husk også at tage hånd om tjenestemændene og medlemmer fra ikke-lockoutede organisationer. De har ufrivilligt været i en særlig arbejdssituation, hvor de på den ene side har skullet passe deres arbejde, men samtidig også har haft stor sympati for jeres situation og gerne har villet bakke op. 
 
Tidsregistrering
Vi anbefaler, at du starter din egen tidsregistrering fra første dag, hvor du er tilbage på arbejde, og at du jævnligt sender en opgørelse til ledelse og tillidsrepræsentant. Tidsregistreringen skal have en sådan detaljeringsgrad, at ledelsen kan se præcis hvilke opgaver der bliver løst.
  
For øjeblikket behandles der en sag i Arbejdsretten, om, hvorvidt de lockoutedes arbejdstid skal gøres op pr. 1. april 2013. Det forventes, at der falder en afgørelse i begyndelsen af maj, og derfor kendes udfaldet endnu ikke.  

Det må forventes, at uanset om det bliver en fortsættelse af timeregnskab eller en opgørelse, kan det tage lidt tid, at få det fulde overblik. Det er derfor helt afgørende, at du noterer den erlagte tid indtil konfliktens start, men også den tid du præsterer på hver enkelt opgave, efter at arbejdet er genoptaget 

Hvis timeregnskabet fortsætter, vil der kunne opstå en række sager med hensyn til, hvorvidt tidligere fastsatte puljer af timer fortsat skal præsteres, eller om de skal nedskrives for lockoutperioden, og derfor anbefaler vi, at alle akkorder og puljer nedskrives forholdsmæssigt med lockoutperiodens længde for en nemheds skyld.  

Sagerne om timeregnskab bør i første omgang drøftes mellem TR/organisationerne og ledelserne.  

Hvis jeres tidsregnskab nulstilles skal der være en drøftelse af hvilken metode der skal bruges i forbindelse med opgørelsen pr. 1. april.  
 


 

Information om konfliktunderstøttelse

Dansk Sygeplejeråds hovedbestyrelse har på hovedbestyrelsesmødet den 16. og 17. april besluttet, at konfliktunderstøttelsen i forbindelse med lockouten på SOSU-skolerne skal svare til den enkeltes grundlønstrin uden tillæg inkl. sædvanlig pension, 15 procent feriepenge og reguleret efter ansættelsesbrøk.
   
 

ansøg om konfliktunderstøttelse

Er du overenskomstansat underviser på en SOSU-skole og er du ramt af lockouten, skal du efter planen fra den 20. april indtaste praktiske og personlige oplysninger via den blanket, som vil være at finde her på siden, for at kunne modtage konfliktunderstøttelse.
 
For at få konfliktunderstøttelse skal du udfylde et ansøgningsskema, som du finder her.
Ansøgningsfrist til udbetaling i april er mandag d. 22/4 2013 kl. 23:59. Såfremt ansøgningsfristen ikke overholdes, vil udbetalingen ske så hurtigt som muligt.

 
 

Spørgsmål/svar 

  • Hvad er en lockout?
    En lockout betyder, at arbejdsgiver udelukker de ansatte medlemmer af organisationen fra at møde op på arbejdspladsen og holder op med at betale løn. Hvis lockouten ikke fører til noget, kan regeringen lave et ’regeringsindgreb’. En lockout kan udskydes 2 omgange af 14 dage.

  • Hvad vil en boykot betyde?
    Boykot betyder, at arbejdsgiver blokerer for, at der kan ansættes nye medarbejdere, som er medlemmer af organisationen, i ledige stillinger.

  • Hvad sker der med min løn hvis jeg bliver lockoutet?
    Dansk Sygeplejeråd udbetaler kompensation i form af konfliktunderstøttelse.

  • Må jeg svare på henvendelser fra mine studerende?
    Under konfliktperioden skal du henvise dine studerende til ledelsen. I konfliktperioden vil du som regel være afskåret fra at benytte din arbejdsmail.

  • Må jeg holde ferie i konfliktperioden?
    Om du kan afholde ferie afhænger af, om ferien er planlagt eller ej, og hvornår du har aftalt med din chef, at du skal holde ferie:
    1) Feriestart inden konfliktstart: Hvis din planlagte ferie starter senest den dag, konflikten starter, kan du afholde ferien. Og du vil få udbetalt sædvanlig løn fra din arbejdsgiver under din ferie.
    2) Feriestart efter konfliktstart: Hvis din planlagte ferie starter efter konfliktens start, er din ferie suspenderet og du vil ikke kunne holde den.
    3) Ikke planlagt ferie kan ikke afholdes.

    (Obs: Vær opmærksom på, at konflikten begynder fra døgnets begyndelse (kl. 00.00), mens ferien begynder ved arbejdtids begyndelse den første feriedag)
    .

    Læs mere om ferie, restferie og udbetaling af resterende feriepenge mv. i Konflikt ABC

  • Hvad hvis jeg bliver syg i lockoutperioden?
    1) Er du syg ved konfliktens begyndelse skal du hurtigst muligt henvende dig til din arbejdsgiver, som indberetter sygdom digitalt til kommunen. Du vil herefter modtage sygedagpenge via Udbetaling Danmark i hele sygeperioden under hele konflikten.
    2) Bliver du syg efter konfliktens start, vil du ikke kunne modtage dagpenge fra din bopælskommune, og din arbejdsgiver har ikke pligt til at udbetale løn. I dette tilfælde vil du som medlem modtage konfliktunderstøttelse fra Dansk Sygeplejeråd.
    3) Sygdom opstået under konflikten skal umiddelbart meddeles til din tillidsrepræsentant. Sygefravær, som du har, mens konflikten løber, medregnes ikke i optællingen af sygedage på din arbejdsplads.
    4) Hvis du er sygemeldt, når konflikten slutter, skal du omgående meddele det til din arbejdsgiver. Du er herefter berettiget til normal løn under sygdom.
    Læs mere om sygdom i Konflikt ABC

  • Kan jeg afspadsere?
    Du kan ikke afspadsere, mens konflikten løber. Er du på afspadsering, når konflikten starter, afbrydes din afspadsering, og du deltager i konflikten fra konfliktens begyndelse, medmindre andet er aftalt med din arbejdsgiver.
    Hvis du har aftalt afspadsering, der skal begynde efter konflikten er startet, bliver afspadseringen suspenderet.  

  • Kan jeg fortsætte på mit efteruddannelseskursus?
    Hvis du ved konfliktens starte er på efteruddannelseskursus, som din arbejdsgiver betaler, skal du afbryde  kurset ved konfliktens start.

Find svar på flere spørgsmål i DSRs Konflikt ABC
Læs også A-kassens (DSA) information til medlemmer, der er lockoutet

  

 

 

​​​
Publiceringsdato:
01. marts 2013
Ændringsdato:
21. marts 2013