Noter fra Helle Johannesens oplæg ved FS-KOMP's generalforsamling 2. Juni 2007

Emne: Hvor står komplementær behandling i dag og perspektiver for brobygning

Følgende noter er nedskrevet i forbindelse med Helle Johannesens oplæg af Karin Siff Munck og er ikke efterfølgende godkendt af Helle Johannesen. Vi har valgt i bestyrelsen at udsende dem til jer alle dels fordi der var meget få af jer til stede ved generalforsamlingen og dels fordi vi stadig finder, at Helle Johannesen har nogle meget centrale pointer til den udvikling der er i gang i sundhedsvæsenet

HJ illustrerede med eksempler fra de lande hvor udviklingen er i gang i Europa og i USA, for på dette grundlag efterfølgende at kunne illustrere og perspektivere udviklingen i DK.

Italien:

HJ's oplæg tog udgangspunkt i et forskningsprojekt med fokus på italienske erfaringer med komplementære terapier, som del af det offentlige sundhedsvæsen.

Italien havde på det tidspunkt fået det ry, at det var landet hvor man var langt med integrering af komplementære terapier. Derfor blev dette land valgt til indhentning af viden og erfaringer for et projekt ved Syddansk universitet.

I Toscana tog man i 1999 den politiske beslutning, at integrere nogle af de komplementære terapier. Det drejede sig om:

·        Akupunktur

·        Homeopati

·        Urtemedicin

·        Manuel medicin.

Den praktiserende læge blev valgt som "gate-keeper", men det er samtidig også kun læger der må udføre disse behandlinger.

Det italienske mål var at øge det fysiske velvære, ikke at blive rask og et følelsesmæssigt eller mentalt fokus indgik heller ikke.

Italien er inddelt i 3 regioner. Toscana blev valgt som videnscenter område og 60 offentlige institutioner indgik.

Det skal bemærkes, at sygeplejersker indgik ikke i ovenstående . En af grundede kan være at italienske sygeplejersker generelt er dårligt uddannede. En anden kan være fagpolitisk.

I USA: NIH er den organisation der svarer til den danske sundhedsstyrelse.

I 1998 blev NCCAM oprettet= Center for Complementary and Alternative Medicine, som støtter forskning og uddannelser til forskning med 90 mio dollar pr. år.

NCCAM har et Consult Service Center hvor behandlere kan få oplysninger om forskellige alternative og komplementære behandlingsformer.

I Tyskland: Her er det homeopati der er den mest dominerende behandlingsform. Den udføres også af læger og heilpraktikere. Homeopati er en behandlingsform, som danske læger afviste tilbage i 1800 tallet. Derfor har den haft meget svært ved at få fodfæste i Danmark.

I Norge: Norge er godt med i udviklingen. Især det nationale forskningscenter i Tromsø afspejler udviklingsniveauet. Centeret er ledet af en læge, men bl.a. sociolog Laila Launsøe er tilknyttet. I Sverige er der også tiltag men her vanskeliggør lovgivningen at udviklingen kan komme ordentlig i gang. Lovgivningen er strammere.

Konklusion omkring udviklingen indenfor integrering af komplementære terapier i sundhedsvæsnet:

I Belgien, Italien, Spanien, Frankrig, Fransk Indokina, må kun læger behandle med KAB. I Tyskland kan alle tage en heilpraktikeruddannelse men den afsluttende eksamen skal foregå i embedslægeregi.

Helle Johannesen konkluderer, at uden for Skandinavien (på nær USA og England) er det læger der står for markedsføring af KAB= komplementære behandlinger/metoder. Sygeplejersker indgår ikke eller kun som medhjælp.

Hvordan er situationen i DK?

Mange af de danske alternative og komplementære behandlere er ikke læger, men en broget flok. At udføre komplementære terapier er knyttet til om man har den pågældende uddannelse.

• Der er tale om fritgående alternative behandlere
• Fritgående patienter
• DK har den mest frie lovgivning.

I England og USA er det som i DK, alle der har uddannelsen må behandle.

Eksempelvis i DK må ikke kun læger men alle der har en uddannelse i akupunktur give akupunktur. Det bemærkes, at de fleste læger der udøver akupunktur i DK har en kortere uddannelse end andre der behandler med akupunktur i DK.

I en undersøgelse udført af Laila Launsø er det dokumenteret, at 50 % af lægerne i Næstved udfører forskellige former for KAB behandlinger, som del af deres øvrige behandlinger.

At være praktiserende læge er som bekendt et liberalt erhverv, der har mere frie rammer for selv at vælge behandlingsform, og stadig blive betalt af det offentlige. Den mulighed har sygeplejersker ikke i dag. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på om udviklingen vil gå i samme retning i DK som i det øvrige Europa, at læger som faggruppe bliver dominerende både i beslutninger for andre faggrupper og i udførelse af KAB behandlinger i sundhedsvæsnet.

Oprettelse af VIFAB har i DK været et vigtigt skridt for at fremme kvalitetsniveauet og også fremme et fagligt fællesskab indenfor KAB.

VIFAB er ikke tænkt lægebaseret

VIFAB er officielt et nationalt finansieret center

VIFAB har hidtil fået 1 mill om året til uddannelse og et mindre alment driftsbudget.

VIFAB har det princip at i alle støttede projekter skal der være alternative behandlere.

RCT= randomiserede kliniske tests er den foretrukne metode.

Der er generelt øget viden om dokumentation og forskning hos de danske behandlere.

Sygeplejersker viser generelt stor interesse for KAB, både sammenlignet med andre indenfor sundhedsvæsnet og med faggrupper udenfor sundhedsvæsnet. Men konkret er det ikke undersøgt i hvilket omfang og hvilke KAB metoder sygeplejersker anvender indenfor det offentlige sundhedsvæsen.

I den danske forskning på området er der i dag en stærk humanistisk og samfunds profil i den forskning der foregår.

Der er i dag en gennemgående enighed om at den tværvidenskabelige tilgang er en forudsætning for god forskning indenfor dette felt.

I forhold til at afklare i hvilken retning udviklingen skal gå er der igangsat et nyt interventionsprojekt, som starter med at spørge patienter/ brugerne hvad de ønsker skal ske indenfor dette udviklingsområde.

Overvejelser i relation til sygeplejerskers rolle og perspektiver for udviklingen

For sygeplejersker er det især vigtigt, at afklare om og hvordan det er muligt at skelne mellem det kurative sigte i plejen, og det plejemæssige sigte i plejen. At afklare det relationelle og individuelle i begreberne: behandling (CURE) – pleje og omsorg (CARE) – og velvære. Herunder vigtigheden af at indse, og få andre til at indse, at pleje og omsorg uden decideret behandling i traditionel forstand kan føre til helbredelse. En viden der næsten er gået tabt i den moderne medicin og tilrettelæggelse af behandlingsforløb.

Omsorg og omsorgens betydning for helbred og helbredelse er et nyt men stadig underprioriteret indsatsområde. Et område hvor sygeplejersker har et særligt ansvar for at synliggøre betydningen af dette aspekt.

Ud fra patienternes perspektiv oplyses omsorg som centralt emotionelt, fysisk og socialt. Samtidig har nyere viden om immunforsvarets processer vist en nær sammenhæng mellem pleje og omsorg, og dannelse af hvide blodlegemer og stoffet oxytocin. (Her kan bl.a. anbefales bogen: Afspænding ro og berøring. Om oxytocins helbredende virkning i kroppen af Kerstin Uvnas Moberg. Akademisk forlag 2006/KSM's kommentar)

HJ opfordrer til at sygeplejersker lægger mere vægt på at ændre praksis gennem forsøg, samt fremme brugen af tværvidenskabelige effektevalueringer for herigennem at indfange også patienternes oplevelser af de foretagne ændringer.

Det er meget nyt at sygeplejersker har fokus på forskning indenfor alternative behandlinger. Der er flere aspekter i dette: dels måske fordi der stadig ikke er åbenhed overfor det de steder hvor sygeplejersker kan søge økonomisk støtte til disse projekter, og dels skal det erindres at det indenfor sundhedsvæsenet er læger der er med til at afgøre den forskning der må foregå i afdelingerne.

Sygeplejersker står overfor og bliver nødt til at frigøre sig fra nogle af disse traditionsbundne begrænsninger i udførelse af sygepleje i eget virksomhedsområde

Konklusion på danske forhold omkring integrering af komplementære terapier i sundhedsvæsnet:

HJ konkluderer at der er en spændende udvikling i gang i DK. De overordnede rammer er mere frie end i andre lande i Europa, men det er også vigtigt at foretage rettidig omhu overfor udviklingen, således at den danske ramme for udvikling fortsættes, hvor især at retten til udføre komplementære terapier er knyttet til om man har den pågældende uddannelsen. Understreger at det er vigtigt både for patienter, det danske samfund og sundhedsvæsnets udvikling, at fremme den igangværende udvikling og på et kvalitetsniveau der svarer til de øvrige sundhedsydelser.

Brobygning, brobygning og brobygning er det centrale.

HJ fremhæver, at der er et stort behov for orienterende kurser på de ordinære sundhedsuddannelser generelt og specifikt indenfor sygeplejen. Både om KAB og om udvikling og forskning på området .

Der er brug for orienterende kurser der kan have som mål at lære sundhedspersonalet at kunne "læse landkortet" indenfor KAB området.

Der er brug for uddannelse i tilrettelæggelse og gennemførelse af forskning i samarbejde med VIFAB. (Her må især effektmål afklares)

HJ opfordrer til langt mere og mere målrettet formidling til befolkningen. Befolkningen som helhed og især patienter efterspørger muligheden for at kunne drøfte og diskutere brug og valg af KAB med læger og sygeplejersker.

HJ fremhæver at der er brug for at øge tiltag indenfor brobygning og grundlaget for denne brobygning skal funderes i forskning, uddannelse og formidling.

Eksisterende forskningsresultater kan især søges ved følgende forskningscentre:

• VIFAB
• NCCAM
• NAFCAM
• PSYKINFO

HJ afslutter sit oplæg med at invitere til et samarbejde, og vil meget gerne høres såfremt sygeplejersker har ideer til forskning og udvikling.

Notater skrevet af KARIN S. MUNCK, formand for FS-KOMP