Kære Sygeplejeskoler og Social- og sundhedsskoler.
Tilbud fra Museets Bibliotek
Museet bliver løbende tilbudt mange forskellige effekter, hvortil knytter sig sygeplejerske-, patient- og samfundshistorier. Imidlertid har vi ikke mulighed for at indlemme alt i samlingerne, hvor hovedopgaven er, at beholde de genstande, som kan dokumentere sygeplejens historiske udvikling og at bevare dem i et passende antal. Overskydende effekter bruger vi i nogle tilfælde som rekvisitter og ekstra bøger som "arbejdseksemplarer". Museets bibliotek har aktuelt et stort overskud af bøger, som vi i en forsøgsperiode har givet enkelte hold mulighed for at tage og beholde. Forsøget er blevet mødt meget positivt, og vi vil derfor arbejde på at få etableret et mere permanent tilbud rettet mod elever og studerende indenfor sundhedsuddannelserne. Flere skoler har selv et historisk rum eller et lille historisk hjørne, hvor bøgerne evt. også vil kunne finde anvendelse.
Projekt sengebord
"Et sengebord kunne være en besværlig arbejdsplads. Ofte kørte klapperne ikke særligt godt, således at vaser, glas - kopper fik en rutsjetur med spild på plade og gulv. Det gode var, at så var man i længere nærkontakt med patienterne."
Ovenstående har en besøgende skrevet og hængt på magnettavlen ved siden af "den besøgendes sengebord".
I februar introducerede vi "Projekt Sengebord" med det formål, at få museets brugere til at reflektere over patientrollen og sengebordets betydning for patient og plejepersonale. At få den enkelte til at medvirke til fortællingen om sengebordet, om patienten, om det at bevare sin integritet, når privatlivet er på hjul og skal rummes i et møbel, om at komme omkring et sengebord og at bruge det i sit arbejde.
I forbindelse med sengebordet har vi vist en lille fotoudstilling med eksempler på sengeborde i brug i forskellige tidsperioder.
Via hjemmesiden
www.sygeplejemuseum.dk under menuen
Museumshjørnet/Projekt Sengebord er det muligt at læse udpluk fra magnettavlen samt downloade en lille erindringsskrivelse om et sengebord på Rigshospitalet i midten af 1950’erne.
Museumsbutikken
Det glæder os at kunne præsentere en lys og imødekommende museumsbutik, der ud over fysiske ændringer også er blevet udvidet med et nyt og spændende varesortiment. Nu er det bl.a. muligt at købe en dekorativ gavepose, der egner sig godt til en mærkedag - f.eks. til den nyuddannende sygeplejerske eller jubilaren. Gaveposen indeholder sygeplejerskeløftet, et miniatureemblem, en lille plakat med "Den gode sygeplejerske" samt en klipselv kappe.
Kik ind på
www.sygeplejemuseum.dk og se mere under menuen
museumsbutik/smykker, postkort m. m.
Inger Marie Børgesen.