Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Tillægget er et ønske om at honorere og anerkende 

I forbindelse med OK24-aftalen på det regionale område er der nu et nyt funktionstillæg til de klinisk erfarne sygeplejersker på vej. Flere sygeplejersker har dog ved forskellige lejligheder sat spørgsmålstegn ved, hvordan det skal foregå, eftersom det er et centralt forhandlet tillæg, der skal forhandles lokalt på de enkelte arbejdspladser.

Publiceret: 

10. april 2024

Senest opdateret: 

11. april 2024

Af:

Josephine Stær

jst@dsr.dk
To sygeplejersker tjekker en patients ben

Foto:

Søren Svendsen

Det nye funktionstillæg til de klinisk erfarne sygeplejersker i regionerne kommer ved overenskomstperiodens udløb til at være på 1.300 kroner per måned inkl. pension og særlig feriegodtgørelse.

På den ekstraordinære kongres torsdag d. 21. marts blev det fremlagt, at tillægget skal bruges til at “anerkende sygeplejersker, der tager klinisk lederskab og fungerer som rollemodeller for andre medarbejdere.” Dansk Sygeplejeråd og Danske Regioner skal nu sammen frem mod d. 1. oktober 2024 finde frem til de vejledende kriterier, så hvilken konkret ordlyd, kriterierne kommer til at have, er endnu ikke på plads.

Noget af det, man allerede ved, er dog, at tillægget opnås på en lidt atypisk måde – nemlig ved en konkret ledermæssig vurdering ud fra vejledende kriterier. Det betyder, at man selv skal forhandle sig til tillægget lokalt på sin arbejdsplads.

Det har skabt undren blandt flere regionale sygeplejersker, som ved flere lejligheder har sat ord på det, og det gjorde de blandt andet ved et virtuelt medlemsmøde for kommunale og regionale sygeplejersker mandag d. 7. marts, som Sygeplejersken overværede. Her spurgte en regionalt ansat sygeplejerske: “Er det et strategisk håndtag, at man lokalt skal ud at hente centrale midler?”

Kristina Robins, 2. Næstforkvinde i Dansk Sygeplejeråd, svarede, at tillægget er centralt aftalt, men skal forhandles lokalt, og hun gjorde det klart, at det bryder med det, man plejer at gøre, og at den politiske ledelse i Dansk Sygeplejeråd skal være med til at udvikle nogle vejledende kriterier, men at det ikke desto mindre vil de blive en ledelsesbeslutning lokalt.

Hun forklarede afslutningsvis, at hvorvidt det er en strategisk fornuftig vej frem, bliver noget af det, som de skal evaluere efterfølgende, alt efter hvordan det går og bliver taget imod.

Et krav fra arbejdsgiver

På den ekstraordinære kongres, som fandt sted i Tivoli Congress Center torsdag d. 21. marts, fortalte forkvinde i Dansk Sygeplejeråd, Dorthe Boe Danbjørg, at tillægget er et krav fra arbejdsgiver, som i dette tilfælde er Danske Regioner.

Formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn i Danske Regioner, Heino Knudsen, oplyser i et mailsvar til Sygeplejersken, at tillægget til de klinisk erfarne sygeplejersker bunder i et ønske om at anerkende og honorere medarbejdere med solide og brede sygeplejerskekompetencer:

”Vi er vant til, at der følger et tillæg med, når vi har sygeplejersker, der specialiserer sig inden for et område, og det er fortsat vigtigt, for specialisering er en bunden opgave på et sygehus. Men den patientsammensætning, vi har nu på sygehusene og med en udvikling med flere ældre med generel svækkelse og patienter med mange sygdomme, er det også vigtigt, at vi som centrale parter kan pege på gode karriereveje, der kræver bredde i kompetencerne. Og én vej at gå er et tillæg, som kan gives netop til den erfarne, kliniske sygeplejerske.”

”Den nærmere beskrivelse skal vi blive enige om i et fælles arbejde frem mod oktober 2024, så de konkrete kriterier er ikke på plads endnu. Men i Danske Regioner tænker vi på de sygeplejersker, der har en god, faglig ballast, som medvirker til at skabe tryghed på afdelingerne for kollegaerne på grund af den faglige tyngde.”

En lille del af organisationspuljen

På den ekstraordinære kongres fortalte Dorthe Boe Danbjørg, at det er vigtigt at have med i sine overvejelser – også når det fylder meget og er svært – at det er en lille del af den samlede pulje, der er blevet brugt på tillægget.

”Det er en lille del af vores organisationspulje, som arbejdsgiver fik lov til at sætte deres aftryk på,” sagde hun.

På kongressen tilbage i marts sagde Dorthe Boe Danbjørg, at hun tror på, at der er mange, der kan komme i spil til tillægget, og de skal have en drøftelse i Hovedbestyrelsen, om hvordan de strategisk skal gribe det an.

”Jeg tænker, at vi skal bruge det. Vi skal sørge for, at der er rigtig mange, der går til deres leder og siger: ‘Jeg synes, at jeg er klinisk erfaren, og hvis du ikke synes det, hvad kan vi så gøre for, at jeg kan blive berettiget til at få tillægget?’ Nu er tillægget der, og så skal vi bruge det!” Sagde Dorthe Boe Danbjørg.