Livet er uforudsigeligt. Det er sygeplejerske Helle Høstrups liv et godt eksempel på. I 2006 blev hun hyret som bjergguide for et hold tidligere kræftpatienter. Men inden hun tog af sted, opdagede hun en knude i halsen. Det viste sig at være en ondartet kræftknude. Dermed var hendes liv vendt fuldstændigt på hovedet. Hun var nødt til at melde fra turen og indstille sit arbejde som uddannelsesansvarlig på Skejby Sygehus. Men Helle Høstrup kom heldigvis igennem sygdommen.

Nu efter endt behandling har hun sammen med Ole Andreasen, der også er sygeplejerske, sat sig som mål at bestige et af verdens højeste bjerge og dermed sende et signal til både sundhedspersonalet og andre patienter. Et signal om, at menneskets vilje og formåen aldrig må undervurderes. At det er vigtigt at bevare et mål og turde gå efter det. Også selv om man er tidligere kræftpatient.

"Vi har valgt et ret ukendt bjerg i Tibet, Shisha Pangma, på godt 8000m. Jeg har aldrig før prøvet at bestige så højt et bjerg. Jeg har tidligere prøvet Sydamerikas højeste bjerg på næsten 7000m, men det her er altså mere end 1000 m højere. Det er en del," forklarer hun.

Det bliver hårdt. Benhårdt. Mere end de fleste kan forestille sig. Men hun har, som hun stille fortæller, prøvet det, der var hårdere: lymfekræft. Faktisk sammenligner Helle sygdomsforløbet med en bjergbestigning.

Hård træning under sygdom
"Når du går op af et bjerg, bliver det hele tiden hårdere. Det gjorde det også under behandlingen. Men der er dog en afgørende forskel: Jeg kunne ikke vende om. Det kan du på et bjerg," forklarer hun.

Men under sygdommen fandt hun en styrke, som hun vil afprøve på et af verdens absolut højeste bjerge. Hvorfor gør hun den slags? Tja, denne gang er det i hvert fald ikke kun for at prøve sine grænser af, men også for at vise, at der gemmer sig mere end "bare" en tidligere kræftpatient under navnet Helle. Da hun lå syg oplevede hun et meget velmenende sundhedssystem, hvor læger, sygeplejersker og andre ansatte på sygehuset af lutter omsorg pillede initiativet ud af patienten.

"Jeg vil gerne vende det her meget sorte billede mange har af en kræftpatient. Det er et billede af det slagne menneske. Men sådan havde jeg det slet ikke. Jeg var rystet, men var ikke i knæ," fortæller Helle.

Det med at koncentrere sig om at være syg, det var Helle ikke god til. Hun bad sundhedspersonalet om en kondicykel. Også selv om hun oplevede den her specielle træthed, som kræftpatienter kan opleve. Men hun vidste også, at det var en god ide med motion. Hun henviser til et projekt, Krop & Kræft på Rigshospitalet, som klart viser, at kræftramtes velvære stiger, hvis de motionerer.

Motion styrker behandlingen
"Det behøver bestemt ikke at være noget vildt og voldsomt, men jeg så gerne, at der kom step- og cyklemaskiner, samt måske et par håndvægte på sygestuerne. Som en slags opfordring til, at du godt må motionere. Så meget du nu kan som patient. Det er forskelligt, hvor store anstrengelser den enkelte patient magter. Måske rækker energien kun til en ganske kort gåtur, men den er altså værd at tage med," forklarer Helle Høstrup.

"Sygdommen fylder jo så meget i ens liv. Ofte, når andre begynder en samtale med en, så tager den afsæt i kræften. Det synes jeg er træls. Vi er jo også andet end "syge". Vi kan noget, og det er egentlig det, jeg vil vise med bestigningen," tilføjer hun.

Lige nu står hverdagen på træning. Hun har genfundet formen fra før kemobehandlingen og er på vej tilbage til sit gamle liv. Helle er lige flyttet ind i en ny lejlighed i den sydlige del af Århus. Hun arbejder nu igen på fuld tid, og så venter der et stort bjerg forude. Men inden turen til Tibet er der lige en anden bestigning, hvor hun som guide skal lede en ekspedition op på Aconcagua. Det har hun gjort før. Inden sygdommen. Men det er vel Helle Høstrups pointe: Sygdom skal bestemme så lidt som muligt i tilværelsen.