Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Grethes Blog 

Gretes Blog

04-12-2014

Før udvælgelsen, uddannelsen og udsendelsen

martin2.jpg
Foto: Forsvarminister Nicolai Wammen er på flyvestation Skalstrup for at møde Sierra Leone hold 1

Min kæreste og jeg var egentlig på en sen sommerferie i Vietnam, da jeg modtog mailen fra min afdelingsledelse. I mailen blev der spurgt, om der var nogen, der ville melde sig til det danske bidrag til indsatsen mod ebola i Sierra Leone.

Jeg har i en del år haft et ønske om at blive udsendt som sygeplejerske til tredjeverdenslande, og da denne mulighed kom dumpende ned i skødet på mig, fik det selvfølgelig sat en del tanker i gang. Heldigvis havde min kæreste og jeg rig mulighed for at få talt denne mulighed rigtigt godt igennem. Det er ikke noget let valg at rejse fra dem, man elsker og sine vante rammer, for at arbejde under relativt primitive forhold og udsætte sig selv for både smitte og buler på sjælen. Men en mere grundlæggende og moralsk rigtig måde at være sygeplejerske på, kan jeg næsten ikke forestille mig. Vi skal udføre basal sygepleje til patienter der er meget syge eller døende under relativt vanskelige forhold. Derfor mener jeg, at valget er det rigtige. 

Min stakkels afdelingssygeplejerske, der nu skal bakse med juleplanen en gang til, har været meget overbærende og støttende omkring hele processen, så hun skal have en særlig tak for sin fleksibilitet og støtte.

Jeg fik sendt en ansøgning til hospitalsdirektionen, der igen videresendte den til forsvarets sundhedstjeneste, der står for rekruttering og udsendelse af hele holdet.

Forsvaret indkaldte mig herefter til nogle meget lange dage på flyvestation Skalstrup, hvor vi fik helbredsundersøgelser, psykologsamtale og tandlægecheck. Vi der klarerede os igennem er blevet gennemvaccineret med alt fra hepatitis til rabies. Og undervist i alt fra hvordan man gebærder sig ved tilfangetagelse til mængden af nedbør i det område, vi skal udstationeres i.

Der er nu under en uge til, at jeg skal forlade Danmark, i første omgang går turen til York i England, hvor vi skal være i 10 dage. Her skal vi træne i brugen af isolationsdragter og en masse anden undervisning. 

Tiden herhjemme går med at få styr på en næsten uendelig pakkeliste med alt fra myggespray til uniformer. Derudover kommer der daglige bombadementer fra forsvaret i form af e-mails med tusinde nye ting, man skal tage stilling til og huske. Jeg har måtte støve mine gamle eksamensbeviser af og skrive til gamle sygeplejeundervisere. Alt sammen til brug i min ansøgning om autorisation i Sierra Leone. Jeg har haft en længere korrespondance med DSR og forsvaret angående vores rettigheder og løn, det har godt nok været en tung omgang at danse med forsvarets lønningskontor, de er tydeligvis ikke vant til sygeplejersker og vores evne til at diskutere alt. 

I morgen skal min familie med til et pårørende arrangement på flyvestation Skalstrup, hvor de kan møde mine nye kolleger og forhåbentlig få lidt mere ro i sjælen i forhold til alt det, jeg skal ned og opleve. Derefter er der kun tre dage til afrejse. Disse skal bruges sammen hende, jeg kommer til at savne allermest.


 LÆS-FLERE-BLOGS.jpg

30-10-2014

Jeg har stemt – har du?

Kære alle!

Alle organisationer har brug for stærke ledelser. Det gælder også Dansk Sygeplejeråd.

De fleste faglige organisationer vælger deres politiske ledelse på kongressen, men vi har det anderledes. Hos os er det medlemmerne, der vælger den politiske ledelse, som skal stå i spidsen for vores organisation. Det stiller store krav til medlemmerne, fordi det er vigtigt, at valget ender med, at de valgte har et solidt stemmetal bag sig!

I Dansk Sygeplejeråd arbejder formand og næstformænd for realisering af organisationens formål. Vi fører i fællesskab og hver for sig forhandlinger på Dansk Sygeplejeråds vegne efter de beslutninger, der træffes på Kongressen og i Hovedbestyrelsen.

Som formand har jeg ansvaret for organisationens samlede virksomhed, men i praksis deler vi i formandskabet de forskellige politiske områder imellem os. På den måde bruger vi ressourcerne bedst muligt til gavn for medlemmerne.

Derfor falder formandsvalget og næstformandsvalget på forskudte tidspunkter. På den måde risikerer vi ikke at skulle skifte hele den politiske ledelse ud på samme tid. Derfor er jeg er også meget spændt på, hvem der skal være mine samarbejdspartnere i de næste år.

I næste uge afgøres det, hvilke af de fem sygeplejersker, der kandiderer til DSR’s to næstformandsposter, som bliver vores næstformænd for den kommende periode. Og det er virkelig vigtigt med en høj stemmeprocent. For jo flere sygeplejersker, der stemmer, jo større legitimitet har valget, og jo stærkere er mandatet for de kommende næstformænd. Derfor vil jeg opfordre til, at I gør brug af jeres stemmeret.

Det er vigtigt at fremhæve, at det er et reelt valg, som I skal træffe.  Hvem skal udgøre ledelsen i Dansk Sygeplejeråd de kommende år? Husk nu at stemme, inden det er for sent.

Selve valghandlingen er skudt i gang, og allerede nu har en del sygeplejersker stemt. Du kan læse mere om kandidaterne, og hvordan du rent teknisk kan stemme, her: https://v3.valgservice.dk/dsr-naest

Venlig hilsen

Grete

30-06-2014

God sommer

​Kære alle!

Så blev det sommer. Og hold da op nogle måneder, vi lægger bag os.

Året startede med buller og brag i form af en voldsom kritik af Region Hovedstadens nye akuttelefon 1813. I flere omgange blev sygeplejerskers faglighed beklikket af nogle læger i medierne. Derfor gik jeg i pressen flere gange undervejs. Mit budskab var, at det er under lavmålet at forsøge at skræmme offentligheden ved at skabe tvivl om sygeplejerskernes faglige standard inden for et af vores kompetenceområder. Det er simpelthen ikke i orden.  De pågældende tog tilsyneladende budskabet til sig. I hvert fald er kritikken af sygeplejerskernes kompetencer forstummet betydeligt siden da. Men presset er fortsat stort for de ansatte på 1813, og vi gør, hvad vi kan for at sikre såvel faglig ledelseskraft som en bedre organisering samlet set.

I maj måned afholdt vi kongres i Nyborg. Det var nogle arbejdsomme, sociale og berigende dage, hvor vi fik udvekslet meninger, debatteret og ikke mindst vedtaget en lang række forslag. I fællesskab fik vi lagt kursen for den kommende periode. Og jeg glæder mig rigtig meget til det videre arbejde, der for alvor starter op efter sommer.

Desværre endte økonomiaftalerne mellem regeringen på den ene side og regioner og kommuner på anden i juni med endnu en gang smalhals. Og det på trods af, at vi og en række andre faggrupper i sundhedsvæsenet forinden havde opfordret regeringen til at løsne grebet om økonomien, fordi smertegrænsen for længst er nået. Det er absurd, at politikerne lægger så snævre rammer for økonomien i kommuner og regioner. Det får konsekvenser. Færre hænder vil betyde mere stresset personale og dårligere patientsikkerhed. Det vil vi i DSR holde nøje øje med.

Det var også i juni, at regeringen og satspuljepartierne indgik en aftale for psykiatrien. En rigtig stærk aftale, der betyder et generelt kompetenceløft af personalet i psykiatrien, blandt andet i form af flere specialuddannede sygeplejersker. I Dansk Sygeplejeråd lancerede vi tilbage i efteråret 2013 vores bud på en styrkelse af psykiatrien. Og et af vores helt centrale budskaber var netop behovet for flere specialuddannede sygeplejersker. Et budskab jeg også har gentaget flere gange over for politikerne. Det lykkes. Nu bliver DSR’s forslag om flere specialuddannede sygeplejersker til virkelighed. Det er rigtig godt for psykiatrien.  

I foråret har vi også lanceret to større politiske udspil. Det første udspil, der hedder ”Et sundhedsvæsen med patienten i fokus”, omhandler vores anbefalinger til løsninger af de udfordringer, som de fælles akutmodtagelser står midt i. Den røde tråd i udspillet er, at patienten skal være i fokus. I det andet udspil har vi samlet en række forslag til, hvordan den stigende ulighed i sundhed kan bekæmpes. Udspillet har vi kaldt ”Sæt forebyggelsen i system”.

Alt i alt har det været et begivenhedsrigt forår. Og personligt glæder jeg mig meget til lidt ferie. Ikke mindst til, at jeg sammen med Team Rynkeby Riget igen år skal cykle de ca. 1350 km til Paris for at støtte et godt formål, nemlig Børnecancerfonden. Efter turen til Paris skal jeg slappe af med min familie i vores sommerhus i Odsherred, inden jeg tager hul på efterårets udfordringer, der blandt andet tæller OK15, nye politiske udspil og valg til vores næstformandsposter. Og meget mere.

God sommer til jer alle….

Venlig hilsen Grete

PS: Har I tilmeldt jer Sygeplejefestival. Hvis I har, så ses vi. Hvis ikke, så overvej det. I kan læse mere her.

02-05-2014

1. Maj

​Kære alle!

 
For nogle er 1. maj en kampdag, for andre er dagen en markering, mens det for andre igen er en festdag.
 
For mig er dagen en blanding af det hele. Det er en kampdag, fordi der bestemt stadig er ting at kæmpe for, men det er også en dag, som markerer de massive resultater, fagbevægelsen har opnået igennem tiderne. Og så er det en festdag, hvor vi  er sammen, hører taler, synger sange og debatterer i gode kollegers lag.  
 
Ulighed i sundhed, velfærd og fællesskab var i år overskriften for min 1. maj, som jeg afholdt i det midtjyske, hvor jeg holdt tale i Aarhus, Viborg og Holstebro i løbet af dagen. Jeg kopier min tale fra Aarhus og Viborg ind nedenfor.
 
Det var en rigtig spændende dag, hvor jeg mødte mange engagerede mennesker, heriblandt mange sygeplejersker på min tur rundt i regionen. Tak til jer alle sammen og tak til Dansk Sygeplejeråd Kreds Midtjylland for en veltilrettelagt dag.
 
Venlig hilsen
 
Grete

  

TALE - 1. MAJ:

Velkomst

1. maj betyder noget for de fleste. For nogle er det en særlig mærkedag for arbejdernes historiske kamp for ordnede forhold, for andre en markering af fællesskabet og velfærdssamfundet og en anledning til at give sin mening tilkende.
 
For rigtig mange af os – vel nok – en skønsom blanding af det hele. Ja, 1. maj er mange ting.
 

Et stærkt velfærdssamfund, hvor vi passer på hinanden

Når jeg står her i dag, er det fordi, jeg mener, at 1. maj stadig har sine berettigelse som egentlig kampdag.
 
Nutidens velfærdssamfund med stærke fællesskabsinstitutioner og et godt og trygt liv for det store flertal, er ikke kommet af sig selv – og det som vi har opnået, er værd at kæmpe for!
 
Det er kun lykkedes, fordi vi har formået at indrette en samfundsmodel baseret på investeringer i den allervigtigste ressource – investeringer i mennesker og i de rammer, hvorunder mennesker lever og udfolder sig! Ikke kun i de udvalgte få, men i alle mennesker i samfundet!
 
Sammen har vi opbygget et stærkt velfærdssamfund baseret på tillid til hinanden og til vores fælles institutioner.
 

Tillid som forudsætning for produktivitet

Desværre oplever jeg, at den høje grad af tillid er udfordret i disse år. Det er som om, at der er blevet lagt en økonomisk tænkning ned over hele den offentlige sektor, som fuldstændig overser værdien af et tillidsbaseret samfund, hvor vi hjælper hinanden, deler vores viden og samarbejder om at løse fælles mål.
 
I en kronik i gårsdagens Politiken ramte en række fremtrædende universitetsfolk hovedet på sømmet. Deres overordnede pointe var her, at de økonomer, der i høj grad er med til at sætte rammen for debatten om den offentlige sektors udvikling, ofte har et alt for unuanceret syn på, hvordan man skaber en stærk og produktiv offentlig sektor.
 
Vi er i Dansk Sygeplejeråd overbevist om, at der findes en anden vej for den offentlige sektor, end den eksempelvis produktivitetskommissionen anviser.
 
Derfor indgik vi sidste år – via FTF – en aftale med regeringen og de offentlige arbejdsgivere om at gennemføre en tillidsreform i den offentlige sektor, der angiver retningen for, hvordan den offentlige sektor kan udvikles og ledes på en bæredygtig måde.
 
Men én ting er en fin aftale på et stykke papir, en anden er, hvordan tillidsreformen udfoldes i praksis. Og det afhænger i høj grad af, hvor helhjertet regeringen går til den videre proces.
 
Står det til Dansk Sygeplejeråd skal al forandring og udvikling tage afsæt i virkeligheden. Baseret på et mindset, hvor ledelse og medarbejdere i gensidig tillid til hinanden stryger overflødige dokumentationskrav, regler og andre kontrolforanstaltninger og i stedet fokuserer på, hvordan man sammen – med afsæt i medarbejdernes fagligheder – opnår ens målsætninger. Det er den rigtige vej at gå, hvis vi skal udvikle den offentlige sektor på en bæredygtig måde.
 
Diskussionen om produktivitet er et alt for vigtigt emne at overlade til nationaløkonomer!
 

DSR tror på stærke fællesskaber

I Dansk Sygeplejeråd tror vi fortsat meget på værdien af at stå sammen i stærke fællesskaber. Vi oplever i disse år en aftagende interesse fra Christiansborg i forhold til at inddrage de faglige organisationer i det lovforberedende arbejde. Det gælder selv i spørgsmål, hvor de faglige organisationer sidder på en stor og relevant viden om, hvad der rører sig ude i den virkelige verden. Partsinddragelsen i samfundsudviklingen er for nedadgående og det er et problem!
 
Det fortæller mig, at vi i fagbevægelsen – både på de indre linjer og i samarbejdet på tværs – har brug for at stå stærkere sammen fremover, hvis vi skal gøre os til en attraktiv og uomgængelig samarbejdspartner for den til enhver tid siddende regering.
 
Når vi om præcis 19 dage tager hul på Dansk Sygeplejeråds kongres, vil mit budskab derfor være, at vi skal rykke endnu tættere sammen som organisation. Vi skal videreudvikle og styrke vores fællesskab og have en større fokus på værdiskabelse for medlemmerne. Medlemskab i en fagforening handler nemlig for os om andet og mere end løn, forsikring, juridisk rådgivning og pension. Det handler om solidaritet og stærke faglige fællesskaber, der tager medansvar og driver samfundsudviklingen på progressiv vis.
 
I lighed med, at vi i Dansk Sygeplejeråd satser på at videreudvikle og styrke vores organisation, er det også vigtigt, at fagbevægelsens forhandlings- og hovedorganisationer er indrettet på en måde, der svarer til nutidens udfordringer.
 
Derfor presser DSR på i den fornyelsesproces, der pt. pågår på hovedorganisationsniveau, hvor LO og FTF arbejder for et endnu stærkere samarbejde og derfor har vi kæmpet bravt for at være med til at tegne skitsen til det store forhandlingsfællesskab, som fremover kan rumme såvel KTO-medlemmerne som sundhedskartellet.
 
Et stærkt sammenhold – internt i og på tværs af forbund – tror jeg er en helt fundamental forudsætning for at bevare en attraktiv og stærk offentlig sektor med ordentlige løn- og arbejdsvilkår. Og dermed også en forudsætning for at bevare og udvikle et samfund med fri og lige adgang til gode pasningstilbud, skoler, plejehjem og sundhed.
 

Fri og lige adgang – på tværs af køn, uddannelse og geografisk skel

Den fri og lige adgang til sundhed er for os sygeplejersker – og for mange andre danskere – en grundsøjle i vores velfærdssamfund. Det, at folk upåagtet af deres pengepung, kan komme på hospitalet og få den bedst mulige behandling, når de bliver syge, er fundamentalt og noget vi – som sundhedsfaglig organisation – står vagt om.
 
Vi tror på, at vi fortsat skal have et samfund, hvor vi passer på hinanden og hvor den enkelte aldrig bliver ladt alene med sin ulykke. Den fri og lige adgang er en institutionaliseret omsorg, som er værd at kæmpe for! 
 
Men den fri og lige adgang er udfordret. Selvom fradraget for sundhedsforsikringer er blevet fjernet, får stadig flere danskere en privat sundhedsforsikring. Det bekymrer mig.
 
Jeg bliver også bekymret, når vi oplever en stigende ulighed i sundhed i vores lille land. Der er kæmpe forskelle på, hvor længe og hvor godt vi lever i Danmark. Det er dybt problematisk, når vi oplever, at forskellen i gennemsnitslevealder på bare 25 år er steget fra 6 til 10 år for mænd tilhørende hhv. den økonomisk bedst og dårligst stillede ¼ af alle mænd i samfundet.
 
Et andet eksempel! Hvert år dør 103 mænd per 100.000 i Region Nordjylland som følge af en blodprop. Det er omkring 50 procent flere end i Region Hovedstaden med 69 dødsfald per 100.000 mænd.
 
Det er skræmmende og på ingen måde acceptabelt.

 

Et offentligt sundhedsvæsen i superligaen kræver opprioritering – ikke nedprioritering

Men hvis vi gerne vil have et offentligt sundhedsvæsen i superligaen, hvor arbejdsgivere og privatpersoner ikke finder der nødvendigt at forsikre sig og hvor vi i højere grad indretter os på borgernes betingelser og systematisk bekæmper ulighed i sundhed; ja – så kræver det, at vi prioriterer det!
 
I her i Århus/Viborg ved bedre end de fleste, at der er forskel på at spille i superligaen og i 1. division. Og med noget så vitalt som folks helbred er det vigtigt, at vi alle sammen er med i superligaen hele tiden!
 
Men vores nuværende samfundsøkonomiske prioritering af sundhedsvæsenet, rækker desværre ikke til, at vi kan forblive i superligaen. Som en ny opgørelse har vist, bruger vi i Danmark kun 8,3 pct. af BNP på sundhedsvæsenet. Det svarer til, at vi er nede som nummer 19 ud af 34 lande i OECD.
 
Nu er det jo ikke sig selv et mål at bruge flest penge. Og på mange måder er de relativt lave danske sundhedsudgifter udtryk for, at vi har organiseret os.
 
Når det er sagt, ligger de danske sundhedsudgifters andel af BNP betydeligt under niveauet i de lande, vi normalt ynder at sammenligne os med. Vores nuværende prioritering af den offentlige sundhedssektor rækker på længere sigt ikke til en plads i superligaen.
 
Hvis vi ønsker at holde fast i en samfundsmodel med fri og lige adgang til sundhed – og hvis vi skal have taget et opgør med den alarmerende ulighed i sundhed – kræver det, at vi investerer mere i vores fælles sundhedsvæsen.
 
Derfor bliver jeg også oprigtigt bekymret, når stadig flere politikere taler om nulvækst og offentlig smalkost. Forventningen om at skulle have ”mere for mindre” – om at det offentlige skal køre endnu ”længere på literen” – er en farlig og en forkert kurs. Går vi den vej gambler vi med vores fælles sundhedsvæsen.
 
Vejen frem – hvis vi fortsat vil være i superligaen – går ikke via en ned-, men via en opprioritering af vores fælles sundhedsvæsen.
 
Det mener jeg er værd at kæmpe for.
Velfærd, Fællesskab, og lighed i sundhed er store vigtige dagsordener,  i kan starte med at passe på hinanden, giv hinanden et klap på skulderen eller et kram, det er en god begyndelse!
 
Tak for ordet – fortsat god 1. maj!

 

18-03-2014

Stol på egen faglighed

KategoriUddannelse

Kære alle! 

Som medlem af debatpanelet på Altinget Velfærdsteknologi har jeg i dag et indlæg på Altinget.dk.  Indlægget handler om velfærdsteknologi og uddannelse, som vi i fremtiden vil se mere og mere af i vores sundhedsvæsen. I kan læse indlægget nedenfor. 

Venlig hilsen 
Grete 


Stol på egen faglighed

Af: Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd. 

Jeg bliver sommetider mødt med spørgsmålet, om jeg synes, at de studerende på landets sygeplejeskoler lærer nok i forhold til at håndtere velfærdsteknologiske redskaber. 

For mig er der ingen tvivl om, at vi kun har set toppen af isbjerget, når vi taler om velfærdsteknologi. Allerede i dag er velfærdsteknologi en naturlig og integreret del af hverdagen i det danske sundhedsvæsen. Det er et faktum. Og det er positivt. Ingen tvivl om det. 

Når jeg alligevel svarer ’ja’ til spørgsmålet, hænger det sammen med, at langt de fleste af nutidens sygeplejestuderende er vokset op i et samfund, hvor IT er en integreret del af dagligdagen. Derfor er de studerende helt trygge ved at bruge (velfærds-) teknologi i deres arbejdsdag. De er såkaldte ’digitale indfødte’.      

At fremtidens sygeplejersker ikke er teknologiforskrækkede, men tværtimod færdes hjemmevant i en hverdag fyldt med teknologi er bestemt positivt. Men udbredelsen af velfærdsteknologien, eksempelvis i form af digitale måleapparater, har en potentiel bagside, som vi skal være meget opmærksomme på. Udfordringen er nemlig, at der ikke må ske et skred fra den faglige vurdering, hvor vi  sanser og observerer patienten til blot at aflæse på et resultat på et apparat. 

Sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle skal være varsomme med blindt at stole på digitale målinger. Fristelsen ligger lige for, da målingerne giver objektive data og systematiseret viden. Men hvis sygeplejersken ikke anvender sine sanser, sin teoretiske viden og sin sunde fornuft, men udelukkende stoler blindt på teknologien, kan det give nogle uheldige konsekvenser. 

I virkeligheden bør spørgsmålet derfor ikke handle om de studerendes evner til at håndtere, betjene og udnytte teknologien, men nærmere om, hvordan vi undgår, at nutidens teknologi bliver en trussel mod sygeplejens grundfaglighed? Heri ligger den virkelige udfordring i uddannelsesmæssig henseende, nemlig hvordan ruster vi de sygeplejestuderende til at koble egne observationer på digitale målinger? 

Svaret på begge spørgsmål er naturligvis, at det er essentielt for fremtidens sygepleje, at de studerende på sygeplejestudiet fortsat tilegner sig de gammelkendte metoder. De gamle metoder bygger på sanser, observationer og simple måleinstrumenter. Metoderne giver god forståelse for, hvad der egentlig sker inden i kroppen. Det er metoder den sundhedsprofessionelle skal kunne mestre, hvis vedkommende skal kunne være kritisk i forhold til måleinstrumenter. 

For sundhedsvæsenet er der store perspektiver i velfærdsteknologi. Men teknologien stiller store krav til sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle om at kunne forholde sig kritisk til resultaterne og sammenholde disse med egne subjektive vurderinger. Sygeplejersker skal stole på sine egne observationer og lade sig understøtte af teknologien. Ikke omvendt. 

Læs mere om vores anbefalinger til sygeplejerskeuddannelsen her.