Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Barsel

Barselsloven og din overenskomst giver dig en række rettigheder og muligheder, når du skal være forælder og på orlov.

Når du skal på barsel

Du har ret til barselsorlov, når du skal være forælder. Barslen kan kombineres på mange måder, så den passer til dig og din familie. Her kan du få et overblik over reglerne for offentligt ansatte sygeplejersker, både hvad angår din ret til fravær, løn og barselsdagpenge. Du kan læse om, hvilke vigtige frister du skal overholde i forhold til din arbejdsgiver, og hvordan du skal forholde dig til fx til ferie, eller hvis du skulle blive syg under din barsel.

Hvis du fx er privatansat, studerende eller skal adoptere, kan du kontakte din kreds og få råd og vejledning i forbindelse med barselsorlov.

Gravid - din ret til barsel før fødsel

Læs, hvad du skal være opmærksom på når du er gravid eller venter barn.

Som regional og kommunal ansat har du ret til at gå på barsel med sædvanlig løn 8 uger før termin. Som statsansat er det 6 uger før termin.

Du har også ret til at få fri med løn, når du skal til graviditetsundersøgelser hos læge og jordemoder. Du skal dog sørge for at tilrettelægge dit fravær sammen med din leder.

Din arbejdsgiver skal have besked

Du skal huske at orientere din arbejdsgiver før fødsel. Faktisk har du pligt til det.

Husk, at din arbejdsgiver ikke har krav på at se din vandrejournal.

Læs mere om det under vigtige varsler.

Hvis du er gravid og vil skifte job, og du bliver spurgt ved jobsamtalen, om du er gravid, er du dog ikke forpligtet til at oplyse om graviditeten. Derfor kan du sige nej til spørgsmålet.

Graviditet og arbejdsmiljø

Hvis du oplever arbejdssituationer, hvor der er risiko for din graviditet/dit fosters sikkerhed og sundhed, er det din arbejdsplads, der har ansvaret for at få denne risiko fjernet.

Det kan ske ved, at du for eksempel omplaceres til andet arbejde, eller arbejdspladsen sørger for andre foranstaltninger.

Du bør kontakte din TR eller kreds, inden du selv beder din leder om at blive omplaceret.

Hvis du bliver omplaceret af ledelsen, er udgangspunktet, at du bevarer din faste, påregnelige løn, som under sygdom.

Hvis du selv beder om at blive omplaceret, er det op til forhandling, om du kan bevare din sædvanlige løn, og du kan opleve at miste dine aften-, nat- og weekendtillæg.

Du vil være beskyttet mod opsigelse, begrundet i din graviditetsbetingede sygdom, da det efter ligebehandlingsloven vil være usagligt at opsige dig med den begrundelse.

Planlæg din barsel

Der er mange muligheder for at lave en barselsplan, der passer til netop dig og din familie. I kan fx holde barsel samtidig eller på skift, forlænge barslen, eller udskyde noget af orloven til senere, hvis I ønsker det.

Her har vi samlet alt det du som offentlig ansat sygeplejerske skal vide for at lave en barselsplan. Få overblik over din ret til fravær, løn og barselsdagpenge.

 

Hvor meget fravær har du ret til?

Som familie har I mulighed for at holde op til 112 ugers orlov til sammen.

Mor kan holde op til 8 uger før termin (6 uger for statsansatte) og op til 56 uger efter fødslen, hvis fraværet forlænges til det maksimale:

    • De første 10 uger efter fødslen
    • 32 ugers fraværsret efter uge 10
    • op til 14 ugers forlængelse 

Far/medmor kan holde op til 48 uger efter fødslen, hvis fraværet forlænges til det maksimale:

    • De første 2 uger efter fødslen
    • 32 ugers fraværtsret efter uge 2
    • op til 14 ugers forlængelse

Orloven kan I holde sammen, på skift eller udskyde til senere, ligesom det er muligt at genoptage arbejdet delvist.

Du skal være opmærksom på, at hvis den fulde fraværsret udnyttes, vil orloven bestå af perioder med løn, perioder med dagpenge og perioder uden løn og dagpenge. Du skal senest 6 uger efter fødslen oplyse din arbejdsgiver om, hvor meget orlov du ønsker at afholde, og hvordan du ønsker at tilrettelægge den.

Lav en barselsplan
Når du har dannet dig et overblik over dine muligheder, kan du lave en plan for din barsel med barselsplanlæggeren på borger.dk.

Dagpenge og løn under orlov

Kan du få fuld løn, delvis løn eller dagpenge som lønmodtager under din orlov?

Du har som offentlig ansat ret til løn under orlov. Hvor meget afhænger af, hvor du er ansat. Samtidig har du som lønmodtager som udgangspunkt ret til barselsdagpenge, når du opfylder beskæftigelseskravet. I det følgende kan du læse, hvordan reglerne om dagpenge og løn spiller sammen.

Du skal senest 6 uger efter fødslen oplyse din arbejdsgiver om, hvor meget orlov du ønsker at afholde, og hvordan du ønsker at tilrettelægge den.

Dagpenge

Begge forældre har som udgangspunkt 24 ugers orlov hver med ret til barselsdagpenge efter barnets fødsel.

To af ugerne er øremærket hver forælder og skal holdes i forbindelse med fødslen. For lønmodtagere bliver yderligere 9 af de 24 uger øremærket og kan ikke overdrages til den anden forælder. Disse uger bortfalder, hvis du ikke afholder dem inden for et år.

De resterende 13 uger kan som udgangspunkt overdrages til den anden forælder.

Det betyder, at en forælder efter fødslen kan holde mere end 24 ugers orlov med barselsdagpenge, hvis den anden forælder har overdraget orlov til ham eller hende.

Vær opmærksom på: 

At de 11 uger til henholdsvis mor og far/medmor som er øremærket, skal holdes inden 1 år efter fødslen.

Løn under orlov

Hvis du er sygeplejerske ansat i region, kommune eller stat giver din overenskomst dig en række fordele, herunder ret til løn under barsel.
I de perioder af barselsorloven, hvor du modtager løn, får din arbejdsgiver udbetalt barselsdagpengene i refusion.

I det følgende beskriver vi, hvad du har ret til af løn under barsel som offentlig ansat sygeplejerske.

Mors ret til fuld løn

    • de 10 første uger efter fødslen
    • 10 ugers forældreorlov efter uge 10
    • 6 ugers yderligere forældreorlov (ugerne er dog til deling mellem dig og far/medmor, hvis I er ansat på samme aftale)

Du har altså ret til fuld løn i 26 uger: 10 + 10 + de 6 deleuger, hvis I vælger, at du skal have dem, eller I ikke er ansat på samme aftale.
Vær dog opmærksom på, at far/medmor skal overdrage 2 ugers barselsdagpenge til dig, hvis du vil udnytte din fulde ret til løn. Ellers får du kun fuld løn i uge 1-24. I uge 25-26 vil du kun få udbetalt forskellen mellem sædvanlig løn og dagpenge (da arbejdsgiver ikke får refusion).


Far/medmors ret til fuld løn

    • 2 uger inden for de første 10 uger efter fødslen
    • 7 ugers forældreorlov efter uge 10
    • 6 ugers yderligere forældreorlov (ugerne er dog til deling mellem dig og mor, hvis I er ansat på samme aftale)

Du har altså ret til fuld løn i 15 uger: 2 + 7 + de 6 deleuger, hvis I vælger, at du skal have dem, eller I ikke er ansat på samme aftale.

Løn under orlov for vikarer

Når du er ansat i et vikariat, får du også løn under barsel, når fastansatte på din arbejdsplads gør det.

Når dit vikariat udløber, stopper lønudbetalingen. Det er en god idé, at du kontakter Udbetaling Danmark i god tid, inden dit vikariat udløber. Du skal selv anmelde dit fravær og søge om barselsdagpenge hos Udbetaling Danmark i forbindelse med, at dit ansættelsesforhold ophører.

Ser du, at din arbejdsplads slår nye vikariater eller faste stillinger op, kan du søge dem på lige fod med alle andre ansøgere. Det gælder både under vikariatet, efter at du har oplyst, at du er gravid, og under din orlov.

Kontakt din kreds eller Lederforeningen, hvis du har spørgsmål til løn under orlov som vikar.

Hvor meget får du i løn under barslen?

Sygeplejersker ansat i en region, en kommune eller staten er omfattede af funktionærloven og har ret til fast påregnelig løn under den lønnede del af barslen.

I den fast påregnelige løn indgår den faste løn og - afhængigt af det konkrete ansættelsesforhold - særydelser for dig.

I tilfælde, hvor der er tvivl om, hvorvidt du har ret til at få udbetalt et bestemt tillæg under dit fravær, er det afgørende, om tillægget er en fast del af din normale aflønning.

Det afgørende er, om det udtrykkeligt fremgår af dit ansættelsesbevis, at du er ansat til at udføre tjeneste, hvori der optjenes arbejdstidsbestemte tillæg, såsom fast aften- eller nattevagt. Fremgår det ikke af ansættelsesbeviset, har det betydning, hvordan du rent faktisk har arbejdet gennem de seneste 6 måneder. Har du været ansat i kortere tid end 6 måneder, vil det være meget vanskeligt at forhandle, at varierende tillæg er fast påregnelige.

Betaling for aftalt merarbejde og overarbejde indgår ikke i den fast påregnelige løn. Dette gælder, uanset om overarbejdet er fast tilbagevendende eller ej.

Når du skal på barsel som lønmodtager
Se film fra Udbetaling Danmark, der oplyser om planlægning af barsel, vigtige frister og muligheden for barselsdagpenge.

Du har pligt til at give arbejdsgiver besked

Du skal varsle dit fravær i forbindelse med graviditet og barsel til din arbejdsgiver inden for følgende frister:

Vigtige varsler for mor

Vigtige varsler for far/medmor

Forlæng eller udskyd barsel

Du kan udskyde og forlænge din barsel på forskellige måder.

Forlæng fraværet

Både som mor og far/medmor, har du som lønmodtager ret til at forlænge de 32 ugers orlov, der ligger efter uge 10 efter fødslen. Du kan dog kun forlænge, hvis du holder alle dine 32 ugers orlov.

Orloven kan forlænges med op til 14 uger.

Du får ikke flere barselsdagpenge, selvom du forlænger din orlov, og Udbetaling Danmark skal ikke have besked om forlængelsen.

Du skal give din arbejdsgiver besked om, at du forlænger din barsel senest 6 uger efter fødslen – men arbejdsgiver skal ikke godkende forlængelsen.

Genoptag arbejdet på nedsat tid

Hvis muligt, kan du aftale med din arbejdsgiver, at du forlænger din barselsperiode ved gå ned i tid. Fx kan I aftale, at du arbejder færre timer om ugen eller holder hele ugentlige fridage i en periode. Barselsdagpengene vil blive sat ned med det antal timer du arbejder, og din orlov vil blive forlænget, med det samlede antal timer, du har arbejdet.

For mor er det orloven, der ligger efter uge 2 efter fødslen plus eventuel overdraget orlov fra far/medmor, du kan forlænge ved at genoptage arbejdet på nedsat tid.

Far/medmor må arbejde på nedsat tid under hele barslen.

Udskyd barsel

Du har mulighed for at udskyde noget af barslen til senere, hvis du ønsker det. Du kan udskyde orloven retsbaseret og aftalebaseret.

For både retsbaseret og aftalebaseret udskydelse gælder det, at:

    • orloven skal holdes, mens dit barn er mellem 1 og 9 år.
    • orloven kan holdes med og uden barselsdagpenge.
    • du skal være i arbejde for at udskyde ugerne med barselsdagpenge, og når du holder dem.

Ved retsbaseret udskydelse kan du udskyde op til 5 uger uden at aftale det med din arbejdsgiver. Ugerne skal blot holdes samlet i ét stræk. Du skal give din arbejdsgiver besked senest 8 uger før du ønsker at holde den udskudte orlov. Hvis du skifter arbejde beholder du retten til at holde den retsbaseret udskydelse.

Ved aftalebaseret udskydelse kan du og din arbejdsgiver kan aftale, hvor mange uger, du udskyder. Hvis du skifter arbejde, skal du lave en ny aftale for at beholde retten til at holde orlov senere. Orloven kan holdes som enkeltdage eller i sammenhæng, som du aftaler med din arbejdsgiver. Husk, at de øremærkede uger ikke kan udskydes.

Husk, at du ikke kan finansiere hele din orlov med dagpenge og løn, hvis du holder alle de uger, du har ret til.

Optjening og afholdelse af ferie under barslen

Når du får løn under din barselsorlov, optjener du ferie med løn.

Løn under barselsorlov kan være hele din løn eller en del - f.eks. pensionsbidrag. Dvs. når du som regionalt, kommunalt eller statsansat får udbetalt dagpenge under din ulønnede orlov, og arbejdsgiver indbetaler til din pension, optjener du ret til ferie med løn.

Efter aftale med din leder, kan du afholde ferie i forbindelse med udløbet af barselsorloven og senest inden udløbet af ferieafholdelsesperioden 31. december. Hvis du fx er på barselsorlov frem til hovedferiens udløb den 30. september, skal ferien holdes senere i ferieafholdelsesperioden. Udgangspunktet ved en feriehindring, såsom barselsorlov, er, at ferien holdes senere i ferieafholdelsesperioden. Kun hvis feriehindringen varer til ferieafholdelsesperiodens udløb, kan ferien overføres.

Hvis du er på barselsorlov og derfor er forhindret i at holde ferie frem til ferieafholdelsesperiodens udløb, overføres ferien som nævnt til den efterfølgende ferieafholdelsesperiode. Det er først, hvis feriehindringen består over to ferieafholdelsesperioder, at du kan vælge at få udbetalt ferien.

Den 5. ferieuge bliver automatisk udbetalt, hvis den ikke er afholdt efter ferieafholdelsesperiodens udløb. Du kan også aftale med din leder, at den skal overføres til den efterfølgende ferieafholdelsesperiode.

Den 6. ferieuge kan udbetales ved udløbet af ferieperioden den 30. april, medmindre du aftaler med din leder, at den skal overføres til den næste ferieperiode.

Er du ansat hos den samme arbejdsgiver før, under og efter din barsel, optjener du ferie med løn, selvom du i en periode har holdt orlov med barselsdagpenge. Det kræver dog, at du har holdt barsel på en måde, så du har modtaget løn eller pensionsindbetalinger fra din arbejdsgiver under hele orloven.

Godt at vide

  • Husk, at det er vigtigt både at varsle din arbejdsgiver indenfor fristerne og samtidig kontakte Udbetaling Danmark for vejledning ift. fordeling af dagpenge så ugerne passer ift. lønnen.

  • Vi anbefaler som udgangspunkt, at I holder orlov i forlængelse af hinanden eller sammenhængende på skift.

  • Hvis du i forbindelse med din orlov overvejer at skifte arbejde i dagpengeperioden, inden du har afholdt din ferie, skal du kontakte din DSR-kreds, da det kan få konsekvenser for løndækningen under ferien hos en ny arbejdsgiver.

  • Det kan være en god idé, at du holder kontakt til din arbejdsgiver under barslen. Følg med i lokale forhandlinger om f.eks. løn, og overvej, om du skal holde dig til. Sig ja tak til at deltage i MUS. Kontakt din chef og tag en snak om jeres fælles forventninger, inden du kommer tilbage fra barsel. 
Kontakt DSR, hvis du har brug for hjælp
Kontakt din DSR-kreds eller Lederforeningen, hvis du har spørgsmål til graviditet og barsel.

Særlige situationer

Fandt du, hvad du søgte?