Hvis du bliver afskediget
Hvad gør du, hvis du bliver afskediget? Hvilke rettigheder og forpligtigelser har du? Dansk Sygeplejeråd står klar til at rådgive dig. Her kan du få et overblik over, hvad du skal være opmærksom på, hvis du er blevet afskediget.
Tillidsrepræsentant som bisidder
Tillidsrepræsentanten kan hjælpe dig som bisidder og forhandler ved en afskedigelsessamtale. Tillidsrepræsentanten er i den situation garant for, at mødet med arbejdsgiveren bliver afviklet på en ordentlig og sober måde og efter aftalte retningslinjer.
Tillidsrepræsentanten er desuden med til at sikre, at alle andre relevante regler og aftaler bliver overholdt.
Dette skal du være opmærksom på
Kontakt din tillidsrepræsentant
Du bør have tæt kontakt til din tillidsrepræsentant, og drøfte din situation med denne. Hvis du ikke har en tillidsrepræsentant, kan du kontakte din lokale kreds i DSR, som vil hjælpe dig.
Hvis du er leder, bør du kontakte Lederforeningen i Dansk Sygeplejeråd.
Opsigelsesvarsel
Er du omfattet af funktionærloven, vil arbejdsgivers opsigelsesvarsel følge de varsler, der er fastsat i funktionærloven. Funktionærlovens regler om opsigelsesvarsel gælder både for offentligt og privatansatte.
Det er de samme varsler, der også er fastsat i overenskomsterne for offentligt ansatte.
| Ansættelsestid | Opsigelsesvarsel |
| Indtil 5 mdr. | Løbende måned + 1 md. |
| Indtil 2 år og 9 mdr. | Løbende måned + 3 mdr. |
| Indtil 5 år og 8 mdr. | Løbende måned + 4 mdr. |
| Indtil 8 år og 7 mdr. | Løbende måned + 5 mdr. |
| Herefter | Løbende måned + 6 mdr. |
Se også overenskomster for offentligt ansatte.
Prøveperiode
Du vil typisk begynde din ansættelse med en prøveperiode på op til 3 måneder. I prøveperioden har du et forkortet opsigelsesvarsel på 14 dage fra arbejdsgivers side, medmindre andet er aftalt.
En prøveperiode på 3 måneder betyder, at opsigelsesvarslet skal ligge inden for de 3 måneder og en eventuel opsigelse skal altså falde senest efter 2 ½ måned.
Hvis de 14 dage kommer til at gå ud over de 3 måneder, har du ret til 1 måneds opsigelsesvarsel.
Husk, at prøveperioden skal være aftalt i ansættelseskontrakten eller i et tillæg til kontrakten, for at din arbejdsgiver eller du selv kan gøre den gældende.
Få afklaret usikkerheder
Hold et møde med din TR og din leder, hvor du kan stille spørgsmål, som kan hjælpe med at afklare eventuelle usikkerheder. Det er fx i orden at spørge, hvorfor det er dig, der er blevet fyret.
Få afklaret dine vilkår
Få hurtigst muligt afklaret dine vilkår i forhold til afskedigelsen. Er du fx fritstillet i opsigelsesperioden? Hvis ikke, skal du tale med din tillidsrepræsentant og din leder om dine vagter frem til opsigelsesperiodens udløb.
Tal med din sikkerhedsrepræsentant
Trivslen og arbejdsmiljøet bliver ofte påvirket for dig og dine kolleger i opsigelsesperioden og i det efterfølgende forløb. Tal med din sikkerhedsrepræsentant, så både dit og kollegaernes arbejdsmiljø bliver sikret bedst muligt.
Hjælp til at komme i job igen
Spørg din tillidsrepræsentant, om der findes ordninger, der kan hjælpe dig i job igen – nu eller senere. Det kan fx være en jobbank, et rådgivningsforløb eller lignende.
På job.dsr.dk kan du søge målrettet efter stillinger, der matcher dine kompetencer og interesser. Du kan også oprette en personlig jobagent, der giver dig besked om nye, relevante stillinger.
Rådgivning i a-kassen
Hvis du er medlem af DSA, skal du huske at melde dig ledig på 1. ledighedsdag.
DSA kan også hjælpe dig med at søge nyt job.
Som ledig starter du desuden et kontaktforløb med a-kassen, når du mister dit arbejde.
Du bliver indkaldt til en CV- og vejledningssamtale med en jobkonsulent fra DSA inden for de første tre uger, fra du bliver ledig.
Her får du god mulighed for sparring på dit CV og dine jobansøgninger. Sammen med jobkonsulenten laver du også en plan for din videre jobsøgning.
Alle jobkonsulenterne i DSA har en sundhedsfaglig baggrund, hvilket betyder, at de kender til området og har de rette kompetencer til at kunne rådgive dig.
Særligt for dig, som er TR
I forbindelse med afskedigelse spiller du som TR en rolle.
Læs også
Ændring af ansættelsesvilkårKom godt videre fra større fyringsrunder
Hvis en afskedigelse rammer dig eller en kollega, er det vigtigt at være bevidst om, hvordan du kan komme videre på en god måde. Få 11 gode ...
Egen opsigelse af job
Hvordan er du stillet som sygeplejerske, hvis du selv ønsker at sige dit job op? Læs her, hvad du skal være opmærksom på, hvis du vil sige d...
Nyt job som sygeplejerske
Når du søger nyt job, er det vigtigt, at du kender dine rettigheder. DSR rådgiver dig som medlem om kontrakt, løn, lønforhandling, reference...