Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold

Hver sjette beboer på plejehjem er alvorligt underernæret

  • Af Britta Søndergaard, journalist
  • d. 03. maj 2007
  • Blad nr. 9

Lidt for lette. Trods mange års debat om ældres ernæring er undervægt blandt de ældste på landets plejehjem lige så udbredt som for 15 år siden.

 
 
Foto: Kim Emlington Darling

Op mod hver sjette plejehjemsbeboer er så undervægtig, at det går ud over evnen til at være selvhjulpen og kan resultere i depressioner, lavt socialt engagement, akutte infektioner og høj dødelighed.

En ny undersøgelse, der offentliggøres i dette nummer af Sygeplejersken, viser, at undervægt er et lige så stort problem på danske plejehjem som for 15 år siden. Undersøgelsen har fulgt 441 ældre fra 11 plejehjem over et år. 16 pct. af de ældre, der i gennemsnit var 85 år gamle, havde et body mass index på under 18,5 og var derfor stærkt undervægtige. 60 pct. af de ældre var undervægtige, mens kun 9 pct. var overvægtige.

Lederen af undersøgelsen, seniorforsker Anne Marie Beck fra Fødevareinstituttet, betegner resultatet som nedslående. Hun henviser til, at undervægt blandt ældre er lige så udbredt, som dengang problemet første gang blev undersøgt i 1992-93.

"De undervægtige ældre bliver overset, fordi debatten om fedme fylder så meget. Samtidig er mange af de tynde gamle usynlige, fordi de ofte ikke er med i fællesspisning og aktiviteter på plejehjemmet. Det er dyrt for samfundet, når de ældre f.eks. ikke kan klare at gå på toilettet på grund af et vægttab, og derfor kunne der spares store beløb ved at opprioritere de ældres ernæring," siger Anne Marie Beck. Hun opfordrer kommunerne til at identificere de underernærede ældre, inden de kommer på plejehjem.

"Det er vigtigt, at sygeplejersker under de forebyggende hjemmebesøg er meget opmærksomme på, om den ældre taber sig, så der kan sættes ind på et tidspunkt, hvor den ældre kan motiveres til at gøre noget," siger Anne Marie Beck.

Sundhedsfaglig konsulent Käte Larsen fra Ældre Sagen finder resultatet af undersøgelsen "forstemmende" og efterlyser, at samtlige landets kommuner indfører en kostpolitik.

"Ligesom kommuner laver kostplaner for skoler, så er der også brug for en kostpolitik for hvert enkelt plejehjem. Der er brug for at målrette kosten til den enkelte ældre og fokusere på anretningen, serveringen og den sociale sammenhæng," siger Käte Larsen.

Sidste år viste en undersøgelse fra Socialministeriet, at en tredjedel af landets kommuner stadig mangler at indføre en kostpolitik. Formanden for social- og sundhedsudvalget i Kommunernes Landsforening, Tove Larsen (S), mener dog, at kom-munerne er i færd med at rette op på problemet.

"I dag arbejder de fleste kommuner med kost. Men et af problemerne er, at de ældre på plejehjem er blevet dårligere, og budgetterne er begrænsede. Derfor har plejehjemmene ikke altid råd til at have personale, der kan sidde sammen med de ældre i spisesituationen," siger Tove Larsen.

Læs også den faglige artikel "Plejehjemsbeboere lider fortsat af markant undervægt" i Sygeplejersken nr. 9/2007.