Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold

Flygtningekvinder fra Somalia klarer sig godt

Sygeplejersken 2003 ; (33) : 14-17. Fagredaktørbedømt artikel
  • Rie Hedegaard , sundhedsplejerske
  • Lisbet Vestergaard Hansen , sundhedsplejerske
Mange flygtningekvinder klarer sig godt i Danmark. Sundhedsplejersker kan styrke dem yderligere, bl.a. ved at kende deres livshistorie og dermed deres ressourcer.
  • print
  • download
  • kontakt
  • Bookmark and Share

Nogle flygtninge mestrer tilværelsen som flygtning bedre end andre. Når vi sundhedsplejersker besøger flygtningefamilierne i deres eget hjem, bliver vi ofte imponerede over, hvor godt mange flygtninge håndterer omstillingsprocessen til det danske samfund.

Efter vores opfattelse mestrer de somaliske kvinder den nye livssituation specielt godt sammenlignet med f.eks. tyrkiske og arabiske kvinder. De udstråler dynamik og overskud. De virker mere selvstændige både i forhold til at træffe egne valg og i forhold til deres mænd. De færdes mere i det offentlige rum. De er interesserede i at lære dansk og lærer det derfor hurtigere. De er gode til at bruge det private og det professionelle netværk.

Vi har bedt fire somaliske kvinder (A, B, C og D) fortælle os deres livshistorier for at danne os et billede af, hvorfor de somaliske kvinder tilsyneladende klarer sig godt i det danske samfund.

Deres historier har fælles træk. Kvinderne kommer fra et traditionelt samfund præget af kollektivistisk familiestruktur til et moderne individualistisk samfund. De har alle været i Danmark i mindst fem år i henholdsvis Odense og Esbjerg, og de har et realistisk forhold til, hvad flygtningesituationen indebærer.

Vi har set på livshistorierne ud fra nogle gennemgående temaer såsom ansvar for familien, refleksioner over egen barndom, forholdet til egne børn, kønsroller, religion, dét at være flygtning i det danske samfund og fremtidsmuligheder.

Ansvar for familien

Kvinderne fortæller om en stor ansvarsfølelse for storfamilien allerede fra barnsben og om, at de tidligt har haft en selvfølgelig arbejdsmæssig funktion i familien.

Familien har en stor praktisk, følelsesmæssig og økonomisk betydning. Kvinderne savner storfamilien og forsøger at føre forpligtelserne for familien videre ved at sende penge eller via familiesammenføring. Kernefamilien opfattes som en reduceret familie, og kvinderne mangler den ældre generation at rådføre sig med. De prøver at genskabe elementer fra storfamilien ved at støtte sig til andre somaliere.

”Jeg mangler min familie, men jeg har mine børn… Når jeg har brug for at snakke, går jeg til de andre somaliske kvinder” (B).

Samstemmende mener kvinderne, at de har haft en god opvækst. De har følt sig respekteret og set. De er blevet opdraget til at have respekt for familien og til at være selvstændige. De har haft mulighed for at udvikle sig. Kvinderne reflekterer over forskellene på at være ung i Somalia og i Danmark. Hvor unge piger i Somalia med ét er voksne - markeret ved et tidligt giftermål - har unge i Danmark en lang, glidende overgang til voksenlivet.

”Som lille pige hos mine forældre fik jeg lov at bestemme meget i både mine forældres og mine søskendes liv. Mine forældre var meget enige med mig, da jeg var barn, så måske blev jeg selvstændig på den måde”(A).

Tillid til dansk pædagog

De fire kvinder har mellem to og syv børn, og de gør sig mange tanker om børneopdragelse og omsorg for børn. De er uhyre opmærksomme på, at deres rolle som mor er anderledes i Danmark. Her står de alene med ansvaret i modsætning til hjemme, hvor omsorgen for børnene er storfamiliens anliggende. De giver udtryk for bekymring over at miste indflydelse på deres børn, fordi det er nødvendigt at aflevere dem til en fremmed kvinde allerede fra 6-12 måneders alderen. De indser nødvendigheden af at aflevere børnene, fordi de selv skal på sprogskole, og klarer dette dilemma ved at turde opbygge tillid til dagplejemoderen/pædagogen. De ved, at deres børn står i en særlig position, hvor de skal begå sig i to verdener med hver deres sprog og regelsæt.

En kvinde, som pointerer, at hun vil opdrage sine børn til at være ordentlige, tålmodige og ærlige mennesker, er klar over, at disse egenskaber vil være gangbare i såvel Somalia som Danmark. Hun vælger netop disse egenskaber og ikke f.eks. lydighed, som i højere grad vil udtrykke et kollektivistisk livssyn.

”De kvinder, som passer børnene, har ikke samme tradition som os, så du skal være meget stærk og acceptere den kvinde, der bliver din dagplejemor. Du skal tro på hende” (D).

”Med små børn er det dejligt at sidde og snakke med dem og høre deres ideer. F.eks. sidder vi nogle gange derhjemme i rundkreds og holder møde. Børnene er af forskellig alder, 9-18 år, og vi sidder bare og snakker om nogle ting. Børnene siger nogle meget spændende ting. De giver mig mange gode ideer”(A).

Trives med ligestilling

Kvinderne fortæller, at de føler sig respekteret og ligestillet med mændene. Der er en klar rollefordeling i familien, hvor de er hovedansvarlige for børnene og hjemmets opretholdelse. Mændene har en perifer plads i kvindernes bevidsthed i forhold til børnene. To af kvinderne er blevet skilt, hvorefter de har stået alene med ansvaret for børnene. De to andre kvinder beskriver, at de har nogle gode mænd og lægger vægt på ægteskabets positive betydning. De er opmærksomme på, at mændene har særlige problemer, fordi de ikke kan opretholde deres traditionelle manderolle i Danmark. De kan ikke forsørge deres familie, fordi de ikke finder arbejde, og deres koner modtager kontanthjælp på lige fod med dem. Det virker umiddelbart som om, kvinderne bedre finder plads i et samfund, der er baseret på ligestilling mellem kønnene, og er parate til at udnytte denne mulighed for selvstændighed.

”Min mand er en ægte somalisk mand. Han er faktisk en god person, som kan lide at hjælpe mig. Problemet, jeg nævner, at han er en ægte somalisk mand, er, at næsten alle somaliske mænd tænker, at hjemmet er kvindens ansvar. F.eks. omsorg for og opdragelse af børn, oprydning og madlavning er kvindens ansvar. Han hjælper mig faktisk meget. Men med børn har han ikke megen kontakt” (A).

”I Somalia er der mange kvinder, der bor alene. Hvis familien bliver skilt, og manden ikke gider mere, så rejser han et eller andet sted - til de arabiske lande, eller hvor han vil. Og så bliver mor der og opdrager sine børn. Og så er de stærke kvinderne” (B).

”Vi har været lige i vort ægteskab, og jeg synes, at det er det almindelige blandt somaliere. Kvinder kan godt bestemme, hvad de vil. Det er muslimsk tradition, at begge skal bestemme. Hvis ikke krigen var kommet, havde jeg tænkt mig at åbne en moderne frisørsalon” (D).

Religion betyder meget

Ingen af kvinderne er spontant kommet ind på emnet religion, men vi har spurgt om forholdet til religion. Vi har en formodning om, at kvindernes tilbageholdenhed mht. at bringe emnet på bane hænger sammen med en forsigtighed over for et emne, som de vurderede ville være kontroversielt for os danskere.

”De ting, der handler om vores liv, har også en religiøs vinkel. Vores religion fortæller os, hvordan man skal omgås børn, mænd, koner, folk, hvordan man løser sine problemer med folk” (A).

”Det (tro) betyder meget. Næsten det hele. Og så mener vi, det er en god ting. F.eks. siger vores religion, at du ikke må lyve, du må ikke snyde folk. Og du må ikke stjæle noget. Og du må ikke have sex med andre mænd. Vi synes, alle disse ting er gode i forhold til vores liv” (B).

Lukket dansk samfund

At være flygtning i Danmark er meget anderledes, end de på forhånd havde forestillet sig. De giver alle udtryk for, at det er svært. At det kan være let at give op, men at de har valgt at kæmpe for en bedre tilværelse, både for dem selv og for deres børn - også selvom mændene i to af tilfældene har givet op.

De er nysgerrige over for den danske kultur og ønsker kontakt med danskerne.

Vi fornemmer en ængstelse i deres udsagn om, hvordan de bliver modtaget blandt danskerne, og hvorvidt danskerne forstår deres situation som somaliere og flygtninge. De oplever, at det danske samfund er lukket, og en enkelt kvinde nævner frygten for fjendtlighed.

Den af kvinderne, der har fået den største grad af kontakt med det danske samfund, er en kvinde, der bor alene i en lille by uden sine landsmænd. Hun lægger også selv vægt på, at gode sprogkundskaber i engelsk og senere i dansk har haft betydning.

”Jeg synes, det er godt, selvom mange ting har været nye for mig. Og mange ting var anderledes. Jeg misforstod mange ting. Vi har besluttet, at vi var voksne, og så skal vi selv beslutte om vores liv. For det første har vi begyndt at lære dansk. Det er meget vigtigt, synes vi. At lære sproget betyder at komme ind i samfundet og finde ud af tingene” (B).

”Hvis man holder sig tilbage og ikke får talt om sine problemer, så bliver disse ikke løst, men de bliver derimod større. Jeg fik nogle arabiske og somaliske veninder og nogle danske” (A).

”Min mand og jeg er nu separeret. Min mand vil ikke bo i Danmark. Han mener, at selvom vi har fået vores tre børn i Danmark, og vi har boet her i lang tid, bliver vi aldrig som danskerne. Han er bange for, at vores børn ikke vil få de samme chancer som danske børn. Jeg siger, vi skal prøve” (D).

”Det var meget svært i starten i Danmark, men jeg var selv positiv. Jeg vil gerne høre om danskerne, hvordan de bor, om deres kultur og alt” (D).

”Der findes positive og negative mennesker. Sådan er det også i Somalia. Man skal prøve og prøve og prøve igen” (D).

”Jeg håber, at danskerne efterhånden accepterer, at der er udlændinge i Danmark, at de efterhånden bliver mere åbne over for dem. At udlændinge på trods af deres hudfarve vil kunne finde et job i Danmark. Jeg har selv oplevet mange, som - blot fordi de er udlændinge - ikke har kunnet finde job. Danskerne forstår ikke, hvor svært det er for udlændinge at komme til Danmark, lære sproget og finde ud af systemet. Det er en svær rejse, man har begyndt. Hvis man får afslag, bliver man træt og vil ikke mere. Jeg håber bare, at vi bliver accepteret her i samfundet” (D).

Nødvendigt at lære dansk

Noget af det, kvinderne fremhæver som vigtigt for at få en god tilværelse, er håb, åbenhed, tillid og tålmodighed. To af kvinderne nævner nødvendigheden af at påtage sig sit ansvar som et voksent menneske, turde se virkeligheden i øjnene og handle selvstændigt. De ønsker at uddanne sig, og de er gode til at se netop de muligheder, de har i samfundet, f.eks. inden for omsorgsfag. De er klar over, at for at få de muligheder, de ønsker sig, er det nødvendigt at lære sproget, og de er villige til at satse noget på det. De er bevidste om ikke ureflekteret at overtage danske normer. De giver sig tid til at fundere over, om det er værdier, som de i virkeligheden ønsker at overtage og efterligne, eller om der kan skabes noget nyt med elementer fra begge kulturer.

”Man skal tænke på, om man kan få job, inden man tager en uddannelse. Jeg har set, jeg har en chance her i Odense. Der er mange somaliske børn, som har en masse problemer, og nogle gange er der ansat en tosproglig medhjælper, så jeg kan mærke, at jeg har en chance. De har mange forskellige problemer, som jeg kan gøre noget ved, som en dansk pædagog måske ikke kan” (A).

Selvstændige kvinder

Ud fra livshistorierne kan vi se, at kvinderne traditionelt er langt mere selvstændige end deres mænd. Det er grunden til, at de klarer sig godt, mener vi. Denne selvstændighed falder fint i tråd med værdier, vi sætter højt i det danske samfund. Kvinderne er initiativrige og opsat på at fungere i det danske samfund. Derfor lægger de vægt på at lære dansk og har et ønske om at uddanne sig og få et arbejde. De nævner ikke mændene som en begrænsende faktor. Kvinderne fokuserer på muligheder frem for begrænsninger, både i forhold til deres børn og i forhold til sig selv. Vi tror, at kvindernes normsikkerhed koblet med deres åbenhed og fleksibilitet er en vigtig faktor for at fungere godt i Danmark. Normsikkerheden bygger bl.a. på, at husmoderrollen er værdsat i et traditionelt samfund, og at den også kan føres videre i det danske samfund. Både i hjemmet, og hvad angår muligheden for at få job (dagplejemor, social- og sundhedsassistent, pædagogmedhjælper). De ressourcer, de selv nævner om at håndtere krav, er realitetssans, tålmodighed, åbenhed og fremtidshåb. De har oplevet andre flygtninge give op, men har selv været i stand til at vælge andre synsvinkler. Måske kan kvindernes udsagn om at ”have tålmodighed,” og ”man skal prøve og prøve og prøve igen,” handle om erfaring i at klare sig i en ny sammenhæng og kunne starte forfra.

Hvad livshistorien fortæller

Ifølge sociolog Aaron Antonovsky (1) er forudsætningen for at mestre kriser, at man har en overordnet oplevelse af sammenhæng i sit liv.


Side 17 

Ingredienserne i oplevelsen af sammenhæng er begribelighed, håndterbarhed og meningsfuldhed. I kvindernes livshistorier kan vi se, at de ved at fortælle og reflektere over deres liv netop gør livet mere begribeligt, håndterbart og meningsfuldt og dermed forsøger at skabe en sammenhæng i livet på ny.

Sundhedsplejersker og andre, der arbejder med sundhedsfremme, kan være med til at skabe disse sammenhænge for mennesker i kriser. En af metoderne kan være livshistoriefortælling. Marianne Horsdal (2), som har beskæftiget sig med livshistoriefortælling, mener, at narrativ viden er vores bedste kulturelle værktøj, når vi skal skabe mening. Livshistoriefortælling har vist sig som en velegnet metode, hvis man ønsker at få et billede af den enkeltes situation. Den er også velegnet til at skabe mening for den fortællende. I vores arbejde kan livshistoriefortælling bruges til at finde ud af, hvordan den enkelte selv oplever sin situation, og i hvilken retning vedkommende ønsker at bevæge sig. At lytte åbent til familien er af afgørende betydning for at få et fundament for en sundhedsfremmende samtale. Ens egen forforståelse af familiens situation er ikke gangbar.

Livshistorier tager tid

I dialogen må vi være mere bevidste om at spørge om den enkeltes oplevelser. F.eks:

  • Hvordan oplever den enkelte sin barndom?
  • Hvorledes ser kvinden sig i sammenhæng med familien (storfamilien og kernefamilien) og egne traditioner?
  • Hvorledes reflekterer hun over problemer, dilemmaer og muligheder i sit liv?
  • Hvorledes er hendes realitetssans og åbenhed for at smelte elementer sammen fra begge kulturer?
  • Hvorledes er hendes fremtidshåb?

Vi kan i samtalen være med til at pege på de ressourcer, der skal aktiveres for at håndtere aktuelle krav.

Livshistorierne kan også bruges i andre sammenhænge.

Fortælling af livshistorier kan være en idé, vi videregiver til somaliske kvinder, der i forvejen kender hinanden. Den kan også være et emne, der tages op i grupper af flygtningekvinder eller i en sammenhæng, hvor både danskere og flygtninge mødes. Den vil her kunne bidrage til en interkulturel forståelse.

Artiklen bygger på en opgave i kulturdidaktik og dannelsesteorier:

Rie Hedegaard og Lisbet Vestergaard Hansen: En undersøgelse af somaliske flygtningekvinders ressourcer og sundhedsplejerskens mulighed for at anvende dem i sit arbejde. Indvandrerstudier. Center for Mellemøststudier ved Syddansk Universitet i Odense.

Litteratur

  1. Antonovsky A. Helbredets mysterium. København: Hans Reitzels Forlag; 1987.
  2. Horsdal M. Kulturmøde og medborgerskab. Kulturmødefortællinger. København: Danmarks Pædagogiske Universitet; 2001.