Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
 

Kroppen dør sjælen lever

Sygeplejersken 2003 ; (21) : 26-28. Fagredaktørbedømt artikel
  • Martina Oberleitner , sygeplejerske
Islam tillader hverken aktiv eller passiv dødshjælp. Trosbekendelsen er muslimens første og sidste sætning. Særlige regler for vask af den afdøde muslim og forbud mod kremering.
  • print
  • download
  • kontakt
  • Bookmark and Share

Billede


Side 27 

I den islamiske forståelse af mennesket består det menneskelige legeme af en spirituel sjæl og en fysisk krop. Når kroppen dør, lever sjælen videre. På dommedag, som er dagen, hvor Gud lader jorden gå under, vil krop og sjæl genopstå sammen. Den, der har levet et godt troende liv, vil blive belønnet med evig lyksalighed i Paradis, mens de andre bliver henvist til et liv i Helvede. Det jordiske liv betragtes derfor som et midlertidigt ophold, i hvilket individet skal bevise, at det er værdigt til en plads i Paradis. Dette er ikke ensbetydende med et negativt livssyn, idet muslimer samtidig anser livet som en gave fra Gud.

Sjælen forlader kroppen

40 dage før døden indtræder, falder et blad fra livets og dødens træ. På dette blad er skrevet et navn, som viser, hvem der skal forlade livet. Umiddelbart inden individets bortgang viser dødens engel sig for den døende. I denne fase adskilles sjælen fra kroppen, hvilket for den døende er en meget smertefuld oplevelse. Sjælen stiger kort til himlen for derefter igen at vende tilbage til graven, hvor den døde opholder sig indtil dommedag. I graven besøges den døde af englene Munkir og Nikar, som skal teste den afdødes tro og udspørge ham om hans gerninger i det jordiske liv. Resultatet af denne test bestemmer, om opholdet i graven, som varer til dommedag, skal være behageligt eller pinefuldt. Dør et menneske som martyr, skal det ikke igennem gravperioden, men stiger direkte til Paradis (1).

Da Allah har forudbestemt vores død, skal det at dø ikke betragtes som noget negativt. Mennesket skal ikke kæmpe imod døden, men acceptere den som en del af en guddommelig plan, og døden er derfor ikke omfattet af tabu på samme måde, som den ofte er i vores del af verden (2).Den terminale muslim

Omkring den døende skal der være en atmosfære af højtidelighed. Hverken den døende eller de pårørende skal vise sorg eller klage over smerter, men bære det med tålmodighed. Smerter er en lidelse, som Allah påfører den syge for at udviske nogle af de synder, som den syge har begået i det jordiske liv (3). Selv om døden trækker i langdrag og er forbundet med store lidelser, er det ikke tilladt at bede for en hurtig afslutning. En bemærkning til den døende som ”nu må du gerne slippe livet,” bør derfor undgås.

Hverken aktiv eller passiv dødshjælp er tilladt. Men da Allah også har givet mennesket en mulighed for at lindre smerter, er det ikke forbudt at give smertestillende, så længe hensigten ikke er at fremskynde døden (4). At bede er i denne fase af livet endnu vigtigere end normalt, og der vil altid ligge et eksemplar af Koranen på patientens leje. Familien står rundt om sengen og opfordrer den døende til at bede og fremsige Shahadaen – trosbekendelsen. Ligesom det er den nyfødte babys første sætning, er det livets sidste sætning. Der vil komme mange besøgende, som gerne vil forrette bønnen i den syges nærhed og bede for den syges lykke i det kommende liv (2). Den døendes ansigt skal helst vende mod Mekka. Men når døden nærmer sig, skal den syge ligge på ryggen med den højre side mod Mekka. En pude lægges under hovedet, og hvis ikke det er ubehageligt eller smertefuldt for den syge, drejes hovedet en anelse til højre. En pårørende skal sidde ved sengen og recitere en bøn. Når respirationen begynder at blive besværet, og andre tegn på dødens snarlige indtræden viser sig, skal bønnen reciteres med højere stemme. I denne tilstand må man ikke tale med den døende om det jordiske liv, da den syge ikke må afledes fra sin tro på Allah og det hinsides.

Når døden indtræder

Når døden indtræder, skal alle omkring lejet sige ”det er sikkert, at vi tilhører Allah, og til Ham skal vi vende tilbage.” Umiddelbart efter dødens indtræden lukkes kæberne med et klæde, ligesom det før har været praktiseret herhjemme. Øjnene lukkes, fødder og hænder strækkes ud, og fødderne bindes sammen med en tøjstrimmel. Derefter kastes et lagen over den døde, og liget anbringes på et træbræt. Samtidig anbefales det at lægge noget tungt på abdomen eller slå på den med hård hånd for at tømme den for luft.

Det anbefales ligeledes at tænde vellugtende røgelse omkring den døde.

I Danmark er der ikke et sådant træbræt til rådighed på sygehusene, hvilket man må forklare de pårørende. Insisterer de imidlertid på at følge denne regel, må personalet bede de pårørende om selv at fremskaffe et.

Det er enhver muslims pligt at sørge for, at den afdøde vaskes og iklædes ligklæder efter de islamiske forskrifter. Disse er ret omfattende, hvorfor kun de væsentligste punkter vil blive omtalt her.

Regler for vask af liget

Som hovedregel gælder, at mænd vasker mænd, og kvinder vasker kvinder. Menstruerende kvinder må ikke være i nærheden af liget. For børn gælder, at de må vaskes af begge køn, indtil de har nået pubertetsalderen.

Er der ingen mænd til stede, kan afdødes hustru vaske ham, mens det modsatte helst skal undgås.Er der ikke nogen slægtninge af samme køn til stede, kan en af modsatte køn foretage en tør symbolsk afvaskning, hvilket indebærer at gøre liget klar uden direkte berøring af kroppen. Afvaskningen kan imidlertid også foretages af en ikke-muslim, og sundhedspersonalet kan derfor blive bedt om at udføre ritualet. Skulle dette forekomme, vil det ske under vejledning fra en tilstedeværende muslim (3).

Da den afdøde krop skal være i en rituel ren tilstand – ligesom ved bøn – vil nogle muslimer lukke anus med vat, så ekskrementer ikke kan sive efter afvaskningen (1).

Dødfødte børn vaskes ikke.

Når afvaskningen er færdig, svøbes liget ind i parfumerede ligklæder. Disse betales af afdødes bo eller af den person, som havde forsørgelsespligt over for afdøde. Er ingen af disse muligheder til stede, betales ligklæder og begravelse kollektivt af den muslimske menighed, som de afdøde tilhørte. Har afdøde været på pilgrimsfærd til Mekka, vil han/hun som regel blive


Side 28 

 begravet i de klæder, han/hun bar under dette ophold (5). En mand skal svøbes i tre ligklæder, mens der til kvinden skal bruges fem. Heraf er de tre første de samme som mandens, mens de to sidste er specielt beregnet for kvinden. Er det ikke muligt at tilvejebringe dette antal, kan man nøjes med at bruge to til manden og tre til kvinden. Til børn er et enkelt ligklæde tilstrækkeligt (3).

Sørgeperioden

Sørgeperioden efter et dødsfald er normalt på tre dage undtagen for enkens vedkommende, hvor den er på fire måneder og 10 dage. Begrundelsen er den samme som ved skilsmisse: at se om kvinden skulle være gravid.

I de tre sørgedage besøger venner og slægtninge de pårørende for at udtrykke deres medfølelse. Der vil ofte komme op til to-trehundrede besøgende (2).

Ligesom ved den døendes leje skal man også i den efterfølgende periode udvise selvkontrol. At give udtryk for sorg ved at græde indikerer, at Allah har begået en forkert handling. Dette gælder i teorien både for mænd og kvinder, men i praksis er det generelt accepteret, at det kun er mændene, der behersker sig, mens kvinderne samles og giver højlydt udtryk for den sorg, der har ramt familien. At hyre grædekoner til dette er ganske normalt (1).

Behandling af liget

Ifølge forskrifterne skal den døde ved forventet dødsfald begraves så hurtigt som muligt, mens man ved uventet dødsfald, skal lade kroppen ligge, indtil dødstegnene er tydelige (6).

I den islamiske verden bliver den døde ofte begravet få timer efter dødens indtræden.

Når en person dør, er der i Danmark tradition for, at liget overføres til kirkens eller hospitalets kapel, indtil alle formaliteter ved begravelsen er i orden. Men efter afskaffelse af sekstimers reglen er der, hvis dødstegnene er synlige, principielt ingen hindringer, hvis man ønsker at flytte liget direkte fra hospitalsstuen til hjemmet, moskeen eller gravpladsen, men det er ikke plejepersonalets opgave at sørge for dette arrangement.

Her må personalet bede de pårørende om at tage kontakt til en bedemand eller det islamiske kulturcenter, som den afdøde var tilknyttet.

Kremering af liget er ikke tilladt i islam. Man bruger ikke kister, men lægger liget i jorden på dets højre side med ansigtet vendt mod Mekka. I Danmark er det ved lov påbudt at begrave folk i en kiste, men der kan søges dispensation fra denne regel hos Kirkeministeriet.

Herhjemme er en gravs fredningstid ikke evig, mens dette er påbudt i islam. Så selv om der i Danmark findes nogle få kirkegårde med særlige afdelinger forbeholdt muslimer, foretrækker mange muslimer at blive begravet i deres hjemland (7).

Obduktion

Islam er generelt imod obduktion. Dels vil denne betyde en udsættelse af begravelsen, og dels tror mange muslimer på, at den døde kan føle smerte, fordi det i Hadith-samlingerne står skrevet, at profeten Muhamed engang har udtalt ”det at brække benet på en død er ligesom at brække benet på en levende” (2).

En læge kan ikke blive kompetent uden at have øvet sig på døde kroppe, og da lægelig kunnen også i islam anses for meget vigtigt, er obduktion, som udføres i videnskabens navn, tilladt.Ligeledes er det tilladt, hvis denne er nødvendig for at fastslå dødsårsagen, eller når der er tale om uventede dødsfald (8).

Transplantation

Menneskets krop tilhører ifølge islam Gud og skal afleveres igen, når livet slutter, og dette opfattes af nogle muslimer som et forbud mod transplantation. De religiøse lærde er imidlertid generelt enige om, at mennesket har en vis ret til selv at bestemme over sin krop, og da Koranen samtidig foreskriver, at ethvert menneske har pligt til at hjælpe sine medmennesker, går de fleste ind for transplantation. Mange mener ligefrem, at der er tale om en nobel handling, hvis man donerer sine organer.

Er der tale om levende donorer, må der kun udtages organer, som kroppen har to af, f.eks. nyrer, eller hvor man kan klare sig med en del af organet, som f.eks. leveren. Under mit ophold i Ægypten i 2001 erfarede jeg, at man her netop var begyndt at udføre levertransplantationer med brug af levende donorer, og man havde på daværende tidspunkt gennemført fire operationer. Det skal her tilføjes, at hjernedødskriteriet ikke er anerkendt i Ægypten i modsætning til, så vidt jeg er orienteret, i resten af den arabisk/islamiske verden.

En levende donor skal afgive sit organ af egen fri vilje, og det må ikke være til fare for hans eget helbred.

Er donor hjernedød, kan familien, hvis donor ikke har efterladt et livstestamente, give tilladelse til, at organerne benyttes. Er donor et barn, skal forældrene give deres tilladelse.Hjernedøden skal erklæres af to uafhængige læger, og de må ikke selv deltage i den efterfølgende transplantation.

Muslimer må gerne modtage organer fra ikke-muslimer (8).

Reglerne omkring donation og transplantation i islam adskiller sig ikke væsentligt fra reglerne herhjemme, og sundhedspersonalet kan derfor følge den gældende procedure, nemlig at spørge de pårørende om tilladelse.

Der har i den senere tid været skrevet en del om salg og køb af organer i den tredje verden, bl.a. fra Pakistan og Indien, hvor der bor mange muslimer. Denne transaktion er ifølge islamisk lovgivning ikke lovlig (9).  

Martina Oberleitner er ansat som sygeplejerske ved nefrologisk afdeling på Rigshospitalet. Studerende ved Københavns Universitet siden 1998 i faget arabisk.  

Artikler i temaserien om islam

"Sygepleje til muslimske patienter" i Sygeplejersken nr. 19/2003
 
"Grundlæggende doktriner i islam"  i Sygeplejersken nr. 19/2003
 
"Familien som fundamental institution" i Sygeplejersken nr. 20/2003        
 
"Kroppen dør sjælen lever"  i Sygeplejersken nr. 21/2003   
 
"Glem ikke mennesket" i Sygeplejersken nr. 22/2003
 

 

Litteratur

  1. Lapidus MI. The meaning of death in islam. In: Spiro HM, Curren M, Wandel PL. (editors). Facing death. Where culture, religion and medicine meet. New Haven: Yale University; 1996. p. 149-150,154,155.
  2. Sheikh A, Gatrad RA. Caring for muslim patients. London: Radcliffe Medical Press; 2000. p. 98,104,106.
  3. Arifi HAM. Death and inheritance. The islamic way. Karachi: Darul Ishaat; 1994. p. 12,23-26,47-48.
  4. Yacoub AAA. The fiqh of medicine. London: Ta-Ha Publisher Ltd; 2001. p. 176.
  5. Tønnsen A. Islamisk begravelse i Danmark. http.//www.islamstudie.dk/samfund_begravelse.htm p.3-4.
  6. Al-Misri NIA. The reliance of the traveller. Dubai: Sunna Books; 1991. p. 224.
  7. Kirkeministeriet. Begravelsesplads for alle. http://www.km.dk/publikationer/krg/krg4_3.htm.
  8. Rispler CV. Islamic medical ethics in the twentieth century. New York: E.J. Brill Leiden; 1993. p. 76,82,31,35.
  9. Moneyclips Ltd. Solve organ transplant problems; Some donors suffer from fatal diseases. Arab Times 1994;(April 30).