Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
 

Faglig kommentar: Cavum oris: i.a.

Sygeplejersken 1999 ; (24) : 47. Fagredaktørbedømt artikel
  • Anne Vesterdal , sygeplejefaglig medarbejder
Det handler om almindelig mundhygiejne. Den, vi alle udfører dagligt, og som kun kræver en tandbørste og almindelig omtanke. Hvorfor er det stadig et forsømt område?
  • print
  • download
  • kontakt
  • Bookmark and Share
Gad vide, om nogen sygeplejerske overhovedet føler sig personligt ramt og udstillet ved at læse den praktiserende tandlæges synspunkt i dette nummer af Sygeplejersken? Jeg tvivler, for det ville jo forudsætte, at vedkommende havde gjort status over patienternes mundforhold ved indlæggelse og udskrivning, og det er måske her, problemet ligger.
 

'Cavum oris: i.a.' kan man læse i de fleste journaler, når den journalskrivende læge er færdig med sin undersøgelse. Somme tider med den tilføjelse, at patienten har sine egne tænder, eller at patienten har fuld protese. Så er den potte ude.

Hvad bliver en oplysning om, at en patient har egne tænder brugt til, ud over at den journalskrivende læge herved kan dokumentere, at han har gennemgået patienten efter forskrifterne? Bliver tilsvarende inspektion af mundhulen måske gentaget i løbet af indlæggelsen eller ved udskrivningen? Hvad bruger sygeplejersker oplysningen til?

Tænder for livet

Når jeg går til mit regelmæssige tandlægeeftersyn med tandrensning, kommer jeg ned at ligge, der bliver sat projektør på, jeg skal gabe kæberne af led, og tandlægen bruger både spejl og sonder og somme tider også sug for at få en fuldstændig tandstatus. Når jeg skal have målt dybden af diverse lommer omkring bisserne, bruger tandlægen specialinstrumenter, og klinikassistenten sidder ved siden af og skriver det hele ned. Bagefter gør tandlægen og jeg så status i fællesskab, og der bliver lagt en plan, hvis mål er, at jeg kan beholde tænderne hele livet.

Det er en omstændelig affære, som kræver en højere uddannelse og speciel teknik. Ingen vil forvente, at sygeplejersker og læger forsøger at leve op til tandlægens ekspertise, hverken med hensyn til observation, planlægning eller rådgivning. Patienterne kan heller ikke med rimelighed forvente, at der ansættes tandlæger på sygehusene alene med det formål at observere tandstatus og forebygge tandsygdomme. Hvad man kan betale for under normale omstændigheder, må man også kunne betale for under en indlæggelse, med mindre tænderne udsættes for noget ekstraordinært skadeligt i forbindelse med sygdom eller behandling.

Dårlig uddannelse?

Det er ganske almindelig mundhygiejne, det handler om. Den, vi alle udfører dagligt, og som kun kræver en tandbørste og almindelig omtanke. Hvad hindrer sygeplejersken i ved indlæggelsen at spørge om, hvordan patienten er vant til at passe på sine tænder derhjemme, og så som minimum sørge for, at simpel forebyggende mundhygiejne bliver fulgt op under indlæggelsen, og give hjælp til det, hvis patienten ikke selv kan klare det? De mange sukkerholdige og sure drikke ville de samme sygeplejersker vel heller ikke servere for deres egne børn uden samtidig at prædike tandbørstning med jævne mellemrum og i hvert fald inden sengetid.

Tandlægen spørger, om personalet er for dårligt uddannet. Teoretisk set må man svare nej. Man kan slå op i en hvilken som helst lærebog i grundlæggende sygepleje, hvad enten den er rettet mod social- og sundhedshjælpere, sygehjælpere eller sygeplejersker, og læse om tandpleje. Niveauet og omfanget kan altid diskuteres, men hvis blot de angivne principper blev fulgt, ville patienter og tandlæger formentlig være ovenud tilfredse. Problemet er bare, at det ikke bliver udført i praksis, og så kan man jo selvfølgelig godt sige, at uddannelsen er for dårlig. Hvis ikke sygeplejerskerne i klinikken prioriterer området og sørger for at kræve en passende standard, så svigter de deres del af ansvaret for uddannelsen.

Ingen undskyldning

Almindelig mundhygiejne er et område, hvor ingen kan påberåbe sig uvidenhed, og sygeplejersker under ingen omstændigheder. Det kræver heller ikke specielle færdigheder, og der findes enkle hjælpemidler, så der ikke engang er en undskyldning for ikke at børste tænder på bevidstløse. Det er måske snarere holdningen, der er noget galt med, når almindelig forebyggende sygepleje forsømmes. Tænder er jo så bekvemt indrettet, at hullerne og paradentosen ikke når at blive et problem, så længe patienten er indlagt.

Måske er sygeplejersker for højt uddannede til selv at tage sig af noget så simpelt som forebyggende tandpleje. Som ved så megen anden forebyggende pleje er der næsten ingen prestige forbundet med at udføre den. Det ses heller ikke umiddelbart, og sygepleje skal jo endelig være synlig.

Der er afdelinger, hvor standarden for mundhygiejne er upåklagelig, og der er afdelinger, hvor personalet (under sygeplejerskers ledelse) negligerer den og finder de sædvanlige klagesange om travlhed frem, hvis en pårørende formaster sig til at beklage sig på en dårlig patients vegne. Standarden svinger. Det er bare utroligt, at kvaliteten af sygepleje svinger fuldstændig i takt med, hvad der tilfældigvis interesserer sygeplejerskerne på stedet.