Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold

Svage ældre bruger deres livshistorie

Sygeplejersken 1997 ; (9) : 40-43. Fagredaktørbedømt artikel
  • Ove Dahl , historiker og ansat af Pensionisternes Samvirke
Reminiscens – det at bruge sin livshistorie – kan blive et nyttigt redskab i fremtidens ældreomsorg ikke mindst i forhold til svage grupper som de demente. Det viser erfaringer fra udlandet. Et dansk projekt er sat i gang blandt andet med henblik på at etablere et såkaldt erindringscenter.
  • print
  • download
  • kontakt
  • Bookmark and Share
Sct. Joseph Plejehjem i København er med i det treårige projekt, hvor man afprøver de udenlandske erfaringer med reminiscens. Gruppen har kastet sig over emner som skoletid, juletraditioner, legetøj, husarbejde og transport.
 

At mindes oplevelser og begivenheder fra fortiden er en del af den normale menneskelige bevidsthed. Tilbøjeligheden til at erindre øges med alderen, hvor minderne udgør en væsentlig del af ens tanker. For mange ældre opstår et behov for at se tilbage og samle trådene fra fortiden: Hvem var man? Hvad fik man udrettet?

Denne aktivitet kan foregå som en bevidst, afklarende proces, hvor de enkelte erindringer bliver til faste holdepunkter i den samlede historiske fortælling. Processen kan også komme til udtryk i mere eller mindre uforståelige udtalelser og udbrud, når demente personer vender tilbage til oplevelser og følelser fra deres fortid.

Mange betragter ældres beskæftigelse med erindringsstof med skepsis. At 'gå i barndom' eller 'leve i fortiden' er udsagn med negativ valør og af nogle opfattet som et truende signal om mentalt forfald.

I løbet af de senere år har flere dog erkendt de store faglige udfordringer, der ligger i erindringsarbejde med ældre. Erfaringerne fra udlandet viser, at erindringsaktiviteter kan blive et nyttigt redskab i den fremtidige ældreomsorg – også i forhold til svage grupper af ældre, herunder demente.

Metode til at huske

Med udtrykket reminiscens forstår man almindeligvis en metode til systematisk genkaldelse – og i mange tilfælde formidling – af erindringer. Metoden stammer fra USA, men er nu via England ved at brede sig til resten af Europa. (1)

Metoden anvendes inden for både kultur-, undervisnings-, social- og sundhedsområderne. Erfaringerne fra USA og England viser en generel positiv mentalhygiejnisk effekt, i og med at de ældre får det bedre og føler større velvære, når de fortæller om deres liv. Erindringerne er med til at fastholde de ældres identitet i en fase af deres liv, hvor netop følelsen af identitet, selvværd og selvkontrol er truet. Det kan bl.a. blive affødt af en flytning fra gammelkendte omgivelser til et nyt, uvant plejehjemsmiljø.

Ud over at være identitetsbevarende viser erfaringerne, at reminiscensaktiviteter gennem gruppearbejde indeholder flere fordele, og det er den brug af reminiscens, som internationalt har etableret sig i metodeudviklingen i ældreomsorg.

Med begreberne 'reminiscensterapi' eller 'mindegrupper' forstås en ''planmæssig tilrettelæggelse af gruppearbejde med klienter og patienter i ældreomsorg og psykogeriatri med henblik på at stimulere udveksling og uddybelse af minder.'' (2)

Mindegrupper giver fx mulighed for nye fællesskaber. Mange fremhæver desuden et generelt øget aktivitetsniveau samt en forstærket interaktion deltagerne imellem.

Fra Stone House Hospital ved


Side 41

Billede


Side 42

London sammenfattes nogle af erfaringerne således: ''Den mest markante ændring, man kunne iagttage under erindringsarbejdet, var sandsynligvis den stigende parathed til at deltage og engagere sig i diskussionen. De ældres bidrag blev mere levende og spontane, og man kunne i nogle tilfælde observere ellers tilbageholdende og forvirrede deltagere stille spørgsmål til andre og i det hele taget give impulser og anvisninger i forhold til gruppens arbejde. Det vigtigste var imidlertid, at vores patienter syntes at nyde at være en del af gruppen. Ikke alene deltog de med begejstring i møderne, men de begyndte også bagefter at tale om det med sygeplejerskerne på afdelingen.'' (3)

At arbejde med ældres erindringer kan ligeledes påvirke medarbejderes holdning og adfærd, da den øgede indsigt og viden kan fremme ens egen tolerance og åbenhed.

Reminiscensaktiviteterne giver endvidere medarbejderne et værdifuldt kendskab til den enkelte, herunder hvilke evner og ressourcer personen indeholder. De får hermed bedre mulighed for at forstå og hjælpe med at tackle nogle af de ældres problemer samt igangsætte egnede aktiviteter og beskæftigelsestilbud.

En dansk sammenhæng

Pleje- og omsorgsområdet for ældre er i disse år inde i en større omstillingsproces. Man betoner ønsket om øget livskvalitet og selvhjulpethed, hvor det drejer sig om at mobilisere de ældres egne ressourcer og muligheder. Og det erkendes i stigende grad, at der må udvikles tilbud og metoder, som stimulerer de ældres mentale og intellektuelle færdigheder og dermed modvirker et faldende mentalt niveau. Fra mange sider efterlyses en større kulturel og pædagogisk dimension på området, hvorved man bl.a. kan hjælpe ældre til social aktivering, da de traditionelle pleje- og omsorgstilbud overvejende er udviklet med henblik på at hjælpe mennesker med fysiske handicap.

I en rapport fra Danmarks Pædagogiske Institut, som ligger til grund for de nye af Socialministeriet finansierede efteruddannelsestiltag inden for demensområdet, slås til lyd for en holdningsændring fra en traditionel plejeorienteret synsvinkel til en mere socialpædagogisk menneskeforståelse, der ikke kun ser på beboerens mangler og på delfunktioner, men også på deres muligheder. (4)

At finde og bygge på disse muligheder kræver dog en ekstra indsats fra personalets side.

Rapporten efterlyser bl.a. en øget viden om, hvordan man målrettet kan anvende den dementes livshistorie i det daglige arbejde, samt hvordan man kan få klarhed over, hvilke interesser, evner, færdigheder – og måske skjulte ressourcer – de enkelte personer indeholder. (5)


Ting som den gamle telefon her kan åbne op for oplevelser og følelser og få de demente til at hjælpe hinanden med at huske.

Treårigt forsøg

Fra mange plejehjem og dagcentre rundt om i landet ved vi, at der gøres meget for at inddrage erindringsaktiviteter. Da mange svage ældre ikke kan kapere et traditionelt foredrag eller fx en hel spillefilm, bruger man, hvad man har for hånden: Erindringsbøger, plader, gamle blade. Men man mangler både tid og erfaring til at udvikle mere samlede og strukturerede tilbud på dette område.

Da den udenlandske forskning viser, at anvendelse af reminiscens-metoden kræver, at den forberedes, struktureres og ledes, er der tale om et nyt felt inden for det ældrepædagogiske område, man nu står over for at skulle udvikle herhjemme. Som et af de første bredere forsøg kører nu et treårigt forsøgs- og udviklingsprojekt under Pensionisternes Samvirke med økonomisk støtte fra bl.a. Sygekassernes Helsefond, Apotekerfonden af 1991 samt Det tværministerielle Udvalg for anvendt ældreforskning, forsøg og udvikling. Formålet er at afprøve de udenlandske erfaringer med reminiscens på et udvalgt antal plejehjem og dagcentre for at udvikle en brugbar metode tilpasset danske forhold samt udvikle nogle aktivitetsformer og udgive egnet arbejdsmateriale.

Der er nedsat en faglig baggrundsgruppe til at følge projektet. Via projektet ønsker vi bl.a. at få belyst:

  • Hvordan man forbereder, gennemfører og evaluerer samtale- og gruppearbejde, som betoner ligeværdighed, respekt og interesse for de enkeltes erindringer.
  • Hvilket materiale er brugbart til at vække erindringer, og hvordan skal man arbejde med det?
  • Hvordan organiseres og tilrettelægges aktiviteter bedst muligt i forhold til institutionernes hverdag med hensyn til de enkelte afdelinger, ergoterapier og dagcentre?
  • Hvilken virkning har aktiviteterne haft på deltagerne? På hvilket trin af den almene svækkelsesproces er det muligt at anvende reminiscensmetoden og med hvilket resultat?
  • Hvor brugbar er reminiscens til at klarlægge ressourcer og muligheder hos demente?

Den første erindringsgruppe er startet som en studiekreds i ergoterapien på Sct. Joseph Plejehjem i København. Deltagerne er en halv snes af de bedst fungerende ældre på plejehjemmet, hvoraf flere har demens i lettere grad.

I gruppen deltager hver gang ud over projektlederen en ergoterapeut eller en beskæftigelsesvejleder, og man mødes en time hver tirsdag formiddag.

Gruppen havde på forhånd ønsket, at emnet skoletiden blev gennemgået.

Siden har vi behandlet emner som indkøb og gadesalg, juletraditioner, transport, barndom og legetøj, køkken og husarbejde. Vægten lægges på tiden mellem de to verdenskrige.

Flere muligheder

Til at vække erindringer anvendes mange forskellige former for materiale såsom historiske genstande, videoklip, overheads, dias, kassettebånd samt oplæsning. Det gælder her om at finde en indgang, som umiddelbart vækker associationer til fortiden. Som når man ser en gammel annonce, hører et bestemt gaderåb eller får en 'Flittig Lise' i hånden. Ting, som åbner op for oplevelser og følelser fra barndom, ungdom og voksenliv.

Samtalen foregår i deltagernes eget tempo, hvor de ældre kan hjælpe hinanden med at huske. Her er det vigtigt at finde frem til fælles oplevelser og erfaringer, da samtalen ellers let tenderer mod at gå gennem personalet. Man kan inddrage almene vilkår som barndommens lege eller relatere emnet til arbejdslivet og anvende den viden, der er i gruppen. Vi var fx heldige at have hele fire deltagere med tjenestepigeerfaringer, som på en levende – og ofte ret fornøjelig – måde kunne beskrive deres eget arbejde ved bl.a. at kommentere nogle oplæste afsnit fra 'Den dygtige Tjenestepige, hendes Pligter og Arbejde i Huset', der er udgivet omkring århundredeskiftet.

Livsglæde og nærvær

Vi prøver desuden at aktivere ud over det verbale plan ved fx i skoleforløbet at få deltagerne til at bruge pen og blæk, tavle og griffel. Endvidere planlægges at anvende små rollespil, hvor situationer fra fortiden gennemspilles.

Sammenfattende falder det første års erfaringer i tråd med de udenlandske, hvor livsglæde, nærvær og identitet er de umiddelbare reaktioner blandt de ældre.

Men rammerne for erindringsarbejdet sætter nogle klare grænser. Et forløb om madlavning, storvask og den daglige kamp for at få tilværelsen til at hænge sammen under trange sociale vilkår ville formodentlig få en helt anden dimension, hvis man hver gang befandt sig i et køkken fra dengang frem for i ergoterapiens værkstedsprægede anonymitet.

En reminiscens, som også vil kunne komme de sværere – herunder de urolige – demente til gode, kræver desuden en meget videre indsats, som inddrager alle personalegrupper på en afdeling.

Via vores forsøg omkring mental aktivering af svage ældre virker vi inden for en hidtil uopdyrket del af det psykologiske arbejdsområde herhjemme. En løbende observation og evaluering af udvalgte forløb vil derfor være ønskelig.

Endelig håber vi at kunne etablere et permanent erindringscenter på Nørrebro i København i 1997. Hermed kan det fremtidige arbejde med reminiscens få et nyt udgangspunkt herhjemme.

Litteratur

  1. Heap, K.: Samtaler med ældre – indhold og metode, København: Socialpolitisk Forlag 1993.*
  2. Heap, K.: 144.
  3. Norris, A. og Abu El Eileh: Reminiscence groups – A therapy for both elderly patients and their staff. 'Oral History Journal', 1983; 11:1: 28.
  4. Nielsen, E. Bonde (red): Efteruddannelse inden for demensområdet. København: Danmarks Pædagogiske Institut 1995.
  5. Danmarks Pædagogiske Institut varetager ligeledes evalueringen af de nye efteruddannelsestiltag inden for demensområdet. Her vil reminiscens blive behandlet på linie med andre centrale emnekredse fra området.

* Værket indeholder den bredeste introduktion til reminiscensmetoden inden for ældreområdet på dansk. Den bedste introduktion på engelsk er Bornat, J. (red): Reminiscence Reviewed. Evaluations, achievements, perspectives. Buckingham: Open University Press 1994. Bogen indeholder desuden en omfattende oversigt over den internationale litteratur. Om tidligere projekter med brug af erindringsaktiviteter inden for plejeområdet i Danmark se bl.a. Håkansson, I.: Hr. Holgersens rejse. København: Munksgaard 1992. Den første håndbog på dansk om reminiscens er netop udkommet; Løvendahl, B.: Det levede liv – en håndbog om minders betydning i arbejdet med ældre, Dafolo 1996. 

Ove Dahl er historiker og ansat af Pensionisternes Samvirke.  

Nøgleord: Livshistorier, reminiscens, ældrepleje.