Sygeplejerskefaget er et fag, der kræver noget af dig. Du får et stort ansvar og får samtidig en masse igen i en udfordrende og alsidig hverdag, gode kolleger, høj jobsikkerhed og en lang række muligheder for at videreuddanne dig. Det er et fag, hvor du aldrig kommer til at kede dig og konstant udvikler dig både personligt og fagligt.
Sygeplejerskeuddannelsen varer tre ½ år og veklser mellem teoretisk undervisning og praktik. Praktikforløbene foregår typisk på sygehusene og i den kommunale hjemmepleje, hvor du som sygeplejestuderende tidligt i studiet får mulighed for at prøve din nye viden af blandt patienter, sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle. Og har du mod på udlandet, er der allerede i uddannelsesforløbet mulighed for at rejse ud via et internationalt studieophold.
Det er et bredt studium med mange forskellige fagområder, der åbner for mange forskellige jobmuligheder. Der er stor forskel på at arbejde på f.eks. en medicinsk afdeling, en børneafdeling, en skadestue eller i en lægekonsultation. En del vælger også at arbejde i udlandet for f.eks. Læger uden grænser eller Røde Kors. Mulighederne står i kø for den færdiguddannede sygeplejerske, og det helt unikke ved sygeplejeuddannelsen er, at den kan bruges i hele verden. Få mere at vide nedenfor.