Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
 
 

Nye uniformer skal modvirke sexchikane

En af de ting, der kan modvirke sexchikane er, at sygeplejerskerne får mindre udfordrende uniformer. Tre af landets fem regioner har taget hensynet med i udformningen af deres nye uniformer.
  • print
  • download
  • kontakt
  • Bookmark and Share
​​Af: Andreas Rasmussen, anr@dsr.dk

Uniformerne skal være mindre udringede, længere bag på og så skal de være lavet af stof, der ikke er gennemsigtigt. De ønsker kom fra sygeplejerskerne i de tre regioner, der er i gang med at udvikle nye uniformer til deres sundhedspersonale. Og regionerne har lyttet.

”Vi har haft en stor undersøgelse blandt regionens medarbejdere på hospitalerne, og en af de ting der går igen er, at de vil have at uniformen skal være tækkelig. Den skal ikke være gennemsigtig, afslørende, nedringet eller for kort de forkerte steder,” fortæller projektleder Søren Uhre fra Region Midtjylland.

Stordriftsfordele
Samtidig er der stordriftsfordele ved at alle sygeplejersker i regionen bruger de samme uniformer. I dag har de forskellige sygehuse nemlig ofte forskellige kollektioner, og derfor kan der ikke købes stort ind. De udgifter, der er til at få udviklet den nye uniform, bliver således dækket af de gevinster, der er ved storkøb og rationalisering.

”Uniformen er en obligatorisk arbejdsdel for stort set alle vores medarbejdere og derfor er det vigtigt at den understøtter en tidssvarende, professionel, sundhedsfaglig identitet. Vi tror på at vi kan lave en uniform med en bedre komfort og funktionalitet med fokus på ordentlighed og tækkelighed i udtrykket,” siger Søren Uhre.

Projektet blev startet i sommeren 2011. Henover foråret bliver den nye kollektion testet af 300 ansatte på regionens hospitaler. De første medarbejdere kan tage de nye uniformer i brug fra sommeren 2014.

Valgfrihed i hovedstaden
I Region Hovedstaden er udviklingen af nye uniformer til 30.000 ansatte sundhedsmedarbejdere netop overstået. En stor kollektion af både hvide og farvede uniformsdele skal nu sys, så regionens læger, sygeplejersker, SOSU’er, fysioterapeuter og ergoterapeuter frem mod efteråret 2014 alle kan få nyt arbejdstøj.

”Et af de krav, som personalet stillede, var at der skulle gøres noget ved gennemsigtigheden, og det har vi sørget for. Målet er, at de nye uniformer skal udstråle en tidssvarende og respektabel sundhedsfaglig identitet. Samtidig har vi lavet en kollektion med flere forskellige modeller, både figursyede og unisex, så de ansatte selv kan vælge hvilken uniform, der passer deres præferencer,” fortæller projektleder Frederikke Moe.

Sjælland pilottester blå tshirts
I Region Sjælland er det også alle ansatte i hvide uniformer, der skal indstille sig på forandringer.

”Medarbejderne har haft en række ønsker, blandt andet at den skal være varm om vinteren. Derfor har vi fået en fleeceoverdel, der kan tages udover uniformen. Derudover har vi fokuseret på at lave overdelen fleksibel, så medarbejderne kan vælge den, der passer dem bedst. Vi får både en polo vævet i tykt stof, en tshirt, der er blå for at gøre den mindre gennemsigtig, og en traditionel uniformsoverdel, der dog er længere på ryggen. Samtidig udgår den klassiske kittel til fordel for en, der har knapper hele vejen ned, og som kræver at man har bukser på indenunder,” siger Thomas Sjølander Bruus Jensen, der er driftchef hos Region Sjælland.

Den sjællandske kollektion er nu færdigudviklet. Henover sommeren skal den igennem et testforløb, hvor en række medarbejdere skal afprøve uniformen, og efter tilbagemeldingerne fra testperioden vil de sidste justeringer blive foretaget.

Hverken Region Syddanmark eller Region Nordjylland har lignende projekter på tegnebrættet.
Publiceringsdato:
05. marts 2013
Ændringsdato:
05. marts 2013