Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
 
 

Sygeplejersker cykler fra KBH til Paris

Hele fem Team Rynkeby cykelhold blev i dag sendt af sted fra Rigshospitalet i København mod byernes by, Paris. Flere sygeplejersker kører på holdene, blandt andre Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen, der cykler for Team Rynkeby Riget. Formålet er at samle penge ind til Børnecancerfonden.
  • print
  • download
  • kontakt
  • Bookmark and Share

Af: Mads Krøll Christensen, mkc@dsr.dk
Foto: Emil Lyders/Team Rynkeby

København. Så gik starten for dette års Team Rynkeby, et internationalt velgørenhedscykelhold, som hvert år cykler til Paris for at samle penge ind til børn med kræft og deres familier. Blandt deltagerne er Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen, der igen i år har valgt at bruge otte dage af sin sommerferie på at tilbagelægge cykelturen til Paris.

”Det er en afgørende motivation for mig, at vi via Team Rynkebys sponsorater samler penge ind til Børnecancerfonden og samtidigt får sat fokus på kræftramte børn og deres familier,” siger Grete Christensen.

Igen i år gik starten for Team Rynkeby Riget fra Rigshospitalet i København, hvor patienter, pårørende og kolleger var mødt frem for at støtte rytterne, som tæller flere sygeplejersker på de i alt fem Team Rynkeby hold, der stævnede ud fra Rigshospitalet.

Forude venter en strækning på 1350 kilometer mod den franske hovedstad, som skal forceres på bare en uge. Grete Christensen ser frem til strabadserne.

”Kombinationen af det sociale samvær, de fysiske udfordringer og følelsen af samtidigt at støtte en god sag er helt unik. Det var en kæmpe oplevelse sidste år. Jeg glæder mig til igen at køre for den gode sag, og jeg må sige, at sammenholdet og fællesskabet på holdet er fantastisk,” siger Grete Christensen og fortsætter:

”Jeg havde egentligt takket nej til at være med i år, fordi jeg ikke syntes, at jeg har så meget tid, som træningen nødvendiggør. Men for nogen tid siden begyndte jeg at savne cykelturene og holdet. Så jeg mødte op til en cykeltur for tidligere ryttere. Og snart var jeg lokket med på årets tur.”

Samlet set består Team Rynkeby af flere end 1.100 motionscykelryttere og 280 hjælpere fordelt på 26 lokale hold fra henholdsvis Danmark, Sverige, Finland, Norge, Færøerne og Australien. Deltagerne er udvalgt blandt tusindvis af ansøgere.

Både Dansk Sygeplejeråd, PKA og Bauta er blandt sponsorerne af løbet. I 2013 donerede Team Rynkeby over 23 millioner kroner til kampen mod børnekræft i Danmark, Sverige og Finland.

Følg Team Rynkeby Rigets tur til Paris på dsr.dk og facebook.com/sygeplejersker

Læs mere om Team Rynkeby og Team Rynkeby Riget





Publiceringsdato:
04. juli 2014
Ændringsdato:
04. juli 2014