Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
 
 

Sygeplejersker advarer mod snekaos

Det voldsomme vintervejr og seneste års manglende snerydning får nu landets sygeplejersker til at advare kommunerne. ”Sørg for snerydning hele vinteren, så hjemmesygeplejerskerne kan komme frem, og vi undgår kaotiske tilstande, hvor ældre, der har brug for pleje, behandling og medicin, ikke kan få den,” lyder meldingen fra Dansk Sygeplejeråds næstformand Dorte Steenberg.
  • print
  • download
  • kontakt
  • Bookmark and Share

​Af: Mads Krøll Christensen, mkc@dsr.dk

Hjemmesygeplejersker, skraldemænd og postarbejdere er udsatte grupper, når gader og stræder er spejlglatte og ufremkommelige på grundt af manglende snerydning.   
 
”Det er vores klare fornemmelse, at flere kommuner de senere år har valgt at spare på snerydningen. Og ufremkommelige, glatte gader, stræder, cykelstier og fortove, har i den grad vanskeliggjort arbejdet for blandt andre hjemmesygeplejersker,” udtaler Dorte Steenberg, næstformand i Dansk Sygeplejeråd.
 
”Konsekvenserne er til at få øje på. Der er syge mennesker, som ikke får den pleje, behandling og medicin, de har brug for. Og sygeplejersker, der skal kunne komme ud på alle tider af døgnet, som kommer til skade. Jeg vil derfor kraftigt opfordre landets kommuner til at sørge for snerydning og glatførebekæmpelse hele vinteren, så vi undgår de kaotiske tilstande,” siger Dorte Steenberg.
 
Der arbejder ca. 10.000 sygeplejersker i landets 98 kommuner.

Publiceringsdato:
11. december 2012
Ændringsdato:
11. december 2012