Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
 
 

Sygeplejersker advarer mod liberalisering af apotekerområdet

Landets sygeplejersker blander sig nu i debatten om liberalisering af apotekterområdet. ’Konsekvensen af liberalisering er dårligere patientsikkerhed,’ lyder meldingen fra Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd. Det skriver Fagbladet Sygeplejersken.
  • print
  • download
  • kontakt
  • Bookmark and Share
​Det er ikke alle og enhver, som kan rådgive og svare på spørgsmål om medicin. Og derfor er en eventuel liberalisering af apotekerområdet mest af alt et spørgsmål om, hvor meget man vil gå på kompromis med patientsikkerheden. Så klar er meldingen fra Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd. Det skriver Fagbladet Sygeplejersken.
 
”Det, vi advarer imod, er den betydelig risiko for fejl, der udspringer af forkert eller mangelfuld rådgivning. Risici, som utvivlsomt vil blive en realitet, hvis det ikke længere er faguddannet og kompetent personale, der varetager salget af medicin herhjemme,” påpeger Grete Christensen og understreger:
 
”Medicin er ikke en vare, som man bare kan lange over disken. Det kræver altså viden og indsigt i det enkelte produkt. Derfor er det vigtigt med et personligt og sundhedsfagligt ejerskab bag apotekerne frem for, at de er drevet af eksempelvis kapitalfonde.”
 
Apoteker hører hjemme i sundhedssektoren
Sygeplejerskernes formand peger på, at det er vigtigt, at apotekersektoren i fremtiden er forankret i sundhedssektoren.
 
”Man kan diskutere om liberalisering for konkurrencens skyld i virkeligheden er hensigtsmæssigt. Kommer en øget konkurrence overhovedet borgerne til gode, når de risikerer at få den forkerte medicin, mangelfuld eller forkert rådgivning og så videre? Jeg synes det ikke,” siger Grete Christensen til Fagbladet Sygeplejersken.
 
Ifølge undersøgelser dør op mod 5.000 danskere hvert år på grund af forkert brug af medicin. Ca. 100.000 borgere bliver indlagt på grund af medicinproblemer, der kunne være forhindret.
 
Svigter landdistrikter
Grete Christensen peger også på, at det ville være naturligt at styrke det nære kommunale sundhedsvæsen i takt med, at der i fremtiden bliver længere til sygehusene.
 
”I dag er der en ordning mellem apotekerne, som sikrer, at borgere i landets yderområder også har adgang til medicin og kvalificeret vejledning. En liberalisering vil trække i den stik modsatte retning og koncentrere medicinsalget i de større byer. Taberne er borgerne i landdistrikterne,” siger Grete Christensen.
 
De sundhedsprofessionelles advarsler kommer i kølvandet på, at erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF) for nylig har lanceret regeringens bud på en konkurrencepakke.
Publiceringsdato:
27. november 2012
Ændringsdato:
27. november 2012