Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
 

Sundhedskartellet udsætter godkendelse af OK-aftaler

Underviserområdet skal i reelle forhandlinger, før vi godkender de nye OK-forlig med regioner og kommuner, lyder det fra Sundhedskartellet, der repræsenterer ca. 100.000 sundhedsprofessionelle.
  • print
  • download
  • kontakt
  • Bookmark and Share

Torsdag aften den 7. marts besluttede et samlet forhandlingsudvalg i Sundhedskartellet at udsætte godkendelsen af de nyligt indgåede forlig med regioner og kommuner. Underviserområdet skal i realitetsforhandlinger, før aftalerne bliver godkendt, lyder meldingen.
 
”Samtlige organisationer i Sundhedskartellet vil gerne sende et klart signal om, at vi værner om den anerkendte danske aftalemodel. Derfor er det helt afgørende, at arbejdsgiverne og lønmodtagerne forhandler seriøst med hinanden og prøver at finde løsninger. Derfor opfordrer vi nu parterne til at gå i realitetsforhandlinger,” siger Grete Christensen, formand for Sundhedskartellet og Dansk Sygeplejeråd og fortsætter:
 
”Vi har selv prøvet at blive efterladt på perronen. Det er ikke rart. Og vi mener ikke, at andre skal isoleres og presses på den måde. Derfor har vi i fællesskab besluttet at udsætte vores godkendelse af overenskomsterne til, at der er kommet skred i forhandlingerne på underviserområdet.”
 
Tidligere på ugen besluttede KTO også at udsætte godkendelsen, og dermed er det en samlet fagbevægelse på det offentlige område, som nu lægger pres på, at der skal føres reelle forhandlinger på underviserområdet.
 
”Det er helt tydeligt for os, at den danske model er under angreb, og på flere områder er der blevet dikteret et resultat på forhånd, og der har ikke været skyggen af reelle forhandlinger. Det kan vi selvfølgelig ikke acceptere, fordi vi mener, at forhandlinger beror på, at alle parter inddrages, og man sammen finder løsninger. Det har vi tradition for, og det skal vi værne om, og hellere udvikle end afvikle,” siger Grete Christensen.
 
Grete Christensen understreger, at Sundhedskartellets beslutning ikke er en sympatikonflikt.
Beslutningen er truffet for at markere, at Sundhedskartellets organisationer står sammen med KTO om at forsvare den aftalemodellen. Grete Christensen understreger også, at en konsekvens af beslutningen kan være, at de generelle lønstigninger, der skulle udmøntes den 1. april, bliver udskudt.  

Læs mere om OK13​​

Publiceringsdato:
07. marts 2013
Ændringsdato:
07. marts 2013