Tusindvis af danskere sygemeldt med stress kan fremover ikke fyres, hvis de har papir på at kunne vende tilbage. Det skriver Politiken i dag.
Sideindhold
Af: Mads Krøll Christensen, mkc@dsr.dk
På baggrund af en ny principiel dom vurderer en række fagfolk, at det fremover bliver sværere at fyre medarbejdere, der er sygemeldt med stress, når de har en varighedsattest på at kunne vende tilbage. Det skriver Politiken.
”Det er på tide, at man presser arbejdsgiverne til at vise velvilje på det her område. Det er et signal om, at man tager de stressramte alvorligt. Det er principielt og vigtigt,” siger direktør ved Center for Stress, Jeanett Bonnichsen, til avisen.
Også i Dansk Sygeplejeråd modtages dommen med glæde.
”Det er arbejdsgivernes ansvar at tilrettelægge arbejdet forsvarligt. Men i mange tilfælde udspringer stress netop af et dårligt arbejdsmiljø. Derfor er det helt på sin plads, at arbejdsgiverne bærer deres del af ansvaret. Jeg håber, at dommen også kan virke som et incitament for arbejdsgiverne til at forebygge stress,” siger Dorte Steenberg til dsr.dk.
Læs hele historien Kilde: Politiken, den 2. februar