Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
 
 

Stor international hæder til Stallknecht

Dansk Sygeplejeråds tidligere formand, Kirsten Stallknecht, blev til ICN kongressen hædret med den prestigefyldte Reimannpris.
  • print
  • download
  • kontakt
  • Bookmark and Share
​Af: Mads Krøll Christensen, mkc@dsr.dk

Det var til klapsavler fra flere tusinde sygeplejersker fra hele verden, at DSR’s tidligere formand, Kirsten Stallknecht, der også har været formand for ICN (International Council of Nurses), blev hædret som modtager af den prestigefyldte Reimannpris, der betegnes som ’Sygeplejens Nobelpris’.

Kåringen fandt sted i forbindelse med åbningen af den internationale sygeplejekongres, der i år blev afholdt i Melbourne, Australien. Kirsten Stallknecht deltog ikke selv i kongressen i Australien, men hun takkede for modtagelsen på en video, som blev vist på storskærme ved kongressen.

I sin tale sagde Kirsten Stallknecht blandt andet:

”Sygeplejerskeuddannelsen giver dig en humanistisk tilgang til folk og til livet. Det kræver, at du er villig til at lære, til at undervise og lede. Kompetencer, der kan føre til en meget bred vifte af arbejde i dit liv.”

Kirsten Stallknecht afsluttede sin tale med følgende ord:

”Det er første gang siden 1969, at jeg rent fysisk ikke er til stede ved ICN kongressen. Mit hjerte tillader mig ikke at flyve længere. Men mine tanker kan stadig flyve. Og de vil være med jer under kongressen.”

Videotalen udløste store klapsalver fra det fyldte Melbourne Exhibition & Convention Centre, hvor kongressens åbningsceremoni fandt sted lørdag den 18. maj om aftenen lokal tid. 

Ultimative bevis
Efter videotalen modtog Dansk Sygeplejeråd formand, Grete Christensen, prisen på vegne af Kirsten Stallknecht. Grete Christensen kvitterede for prisen og sagde blandt andet i en tale til deltagere på kongressen.

”Kirsten tjente den internationale sygepleje i hele sit arbejdsliv. Altid med omsorg for de små og underudviklede lande. Altid med en stræben efter at støtte dem i at opbygge bæredygtige sygepleje organisationer. For hende handler sygepleje om menneskeheden. Hendes fremherskende interesse var og er mennesker og deres rettigheder. Deres ret til sundhed og adgang til sundhedspleje,” sagde Grete Christensen blandt andet og konkluderede: 

”I aften ser vi det ultimative bevis på hendes internationale indsats.”

Reimannprisen er opkaldt efter den danske sygeplejerske Christiane Reimann. Læs mere om prisen ICN2013

Læs reportage fra ICN-kongressen og interview med Kirsten Stallknecht  i Sygeplejersken nr. 8, der udkommer 21. juni

 
 
Publiceringsdato:
18. maj 2013
Ændringsdato:
18. maj 2013