Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
 
 

Nordisk symposium tilløbsstykke på ICN kongres

Et fælles nordisk symposium om kliniske ekspertsygeplejersker blev et tilløbsstykke på den internationale sygeplejekongres, der løb af stablen den 18. til 23. maj 2013 i Melbourne, Australien.
  • print
  • download
  • kontakt
  • Bookmark and Share

Af: Mads Krøll Christensen, mkc@dsr.dk

Op mod 2 millioner danskere lever med en eller flere kroniske sygdomme. Derfor er der behov for mere sammenhængende patientforløb og et øget fokus på forebyggelse. Behov som kliniske ekspertsygeplejersker kan opfylde. Og netop kliniske ekspertsygeplejersker var temaet ved et fælles nordisk symposium den 20. maj ved den internationale sygeplejekongres i Melbourne Australien.

Som formand for Sygeplejerskernes Samarbejde i Norden (SSN) indledte Dansk Sygeplejeråds formand, Grete Christensen, det fælles nordiske symposium med et oplæg om behovet for kliniske ekspertsygeplejersker. Grete Christensen sagde blandt andet:

”De nordiske lande står over for næsten identiske udfordringer i deres sundhedssystemer. Eksempelvis oplever vi i Norden en hurtig stigning i forekomsten af kroniske sygdomme såsom diabetes, hjerte/kar-sygdomme, kronisk obstruktiv lungesygdom og kræft. Det er en stor udfordring for sundhedsvæsenet.”

Dansk Sygeplejeråd har sammen med andre af de nordiske sygeplejeforbund gjort et stort stykke arbejde for at sætte fokus på kliniske ekspertsygeplejersker på ICN kongressen. Blandt andet udleverede organisationerne faktaark, der beskriver arbejdet og behovet for indførelse af kliniske ekspertsygeplejersker – ligesom der var en stor nordisk stand i kongresområdet, hvor det hver dag var muligt at komme og få information.

Opfylder ikke behovet hos kroniske patienter i dag
Grete Christensen pegede også i sit oplæg på, at de nordiske sundhedsydelser i dag ikke svarer til de kroniske patienters behov:

”Den manglende omsorg for de kronisk syge har en negativ indvirkning på deres sundhed og livskvalitet. Derfor er det nødvendigt, at sundhedsvæsenet også er indrettet til at give de kroniske patienter individuel sygepleje og behandling.”

Allerede flere initiativer
Grete Christensen fremhævede, at der allerede er taget flere initiativer. Som eksempler nævnte hun blandt andet de nationale retningslinjer for patientpleje til kronisk syge og indførelsen af patientkoordinatorer.

”Men initiativerne kan ikke stå alene,” pointerede Grete Christensen og understregede, at selv om modstanden er hård i flere af de nordiske lande, så er hun sikker på, at det vil lykkes.

”Vi bevæger os fremad. OECD (Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling, red.) har i sin nyligt offentliggjort rapport ’Sundhed et overblik’ understreget behovet for kliniske ekspertsygeplejersker som hjørnesten i sundhedsvæsenet. Jeg tror, at det vil lykkes os at få indført kliniske ekspertsygeplejersker i Norden.”

Udover DSR består SSN af sygeplejeforbundene i Finland, Norge, Sverige og på Island og Færøerne. I alt repræsenterer SSN flere end 300.000 sygeplejersker i Norden.

Læs mere om kliniske ekspertsygeplejersker på DSR’s hjemmeside

Læs reportage fra ICN2013 kongressen i Sygeplejersken nr. 8, der udkommer 21. juni

Publiceringsdato:
20. maj 2013
Ændringsdato:
20. maj 2013