Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
 

Løntjek 2013: Få hjælp til at tjekke din lønseddel

I uge 45 og uge 46 sætter DSR’s kredse og tillidsrepræsentanter fokus på lønsedlen.
  • print
  • download
  • kontakt
  • Bookmark and Share

​af Katrine Øhrberg, kao@dsr.dk

Varslingstillæg. Erstatningsfri. Optjent afspadsering. Det er ikke altid helt let at gennemskue, hvordan lønsedlen er skruet sammen, og hvordan den passer med skiftende vagtplaner.

Resultatet er, at mange sygeplejersker ikke får den løn, de har krav på.  DSR’s tillidsrepræsentanter og faglige konsulenter finder jævnligt fejl, når de gennemgår medlemmernes lønsedler – og der er grund til at formode, at mange fejl aldrig bliver opdaget.

Derfor samarbejder DSR’s kredse og tillidsrepræsentanter om en stribe løntjek-aktiviteter landet over i uge 45 og 46 – bl.a. i form af temaarrangementer og besøg på arbejdspladserne. Her kan man få gennemgået sin lønseddel og svar på spørgsmål om søgnehelligdage, fridøgn, regler for tilkald og meget mere. 

 

Det sker i din kreds

Nedenfor kan du se, hvad der sker i din kreds i forbindelse med løntjek. Hvis du ikke kan finde et arrangement, der passer dig, kan du altid få vejledning og hjælp til at gennemgå din lønseddel hos din tillidsrepræsentant eller dit lokale kredskontor.
 
 

Kreds Nordjylland

Er du nyuddannet sygeplejerske? Så sæt kryds i kalenderen d. 14. november. Her inviterer Kreds Nordjylland alle kredsens nyuddannede sygeplejersker til en temaaften med en introduktion til bl.a. arbejdstidsaftalen og hvordan man tjekker sin lønseddel.
 

 

Kreds Midtjylland

I uge 45 tager Kreds Midtjylland sammen med de øvrige fagforbund under LO og FTF på besøg på arbejdspladser. Her kan man få tjekket sin lønseddel, få styr på arbejdstidsreglerne og få svar på, hvad man ellers måtte have af spørgsmål.
Løntjek foregår bl.a. på Holstebro sygehus onsdag den 6. november kl. 14-16 i kantinen og Lemvig sygehus tirsdag den 5. november fra kl. 13-16.
 
 

Kreds Hovedstaden

Kreds Hovedstaden afholder fire Løntjek-caféer på kredskontoret i Frederiksborggade i København og to løntjek-caféer på kredskontoret i Rønne.
Kreds Hovedstaden har også udarbejdet en serie korte videoer, der forklarer de elementer af arbejdstidsaftalen, som man skal kende til for at kunne tjekke sin løn.
 
 
 

Kreds Sjælland

Kreds Sjælland afholder et løntjek-arrangement for nyuddannede sygeplejersker onsdag den 20. november 2013. Her vil der være mulighed for at få tjekket lønsedler og ansættelsesbreve. Der bliver også udleveret en skriftlig vejledning, så deltagerne fremover let selv kan tjekke, om lønnen er korrekt.
 
 

Kreds Syddanmark

I Kreds Syddanmark afholder en række tillidsrepræsentanter løntjek-arrangementer rundt omkring på arbejdspladserne. Nogle steder inviterer TR til fyraftensmøder, andre steder kigger kredsens faglige konsulenter forbi til en snak om arbejdstidsaftalerne, så man efterfølgende selv har bedre forudsætninger for at kontrollere sin lønseddel.
Hold øje med opslag på din arbejdsplads, eller kontakt din tillidsrepræsentant, som kan vejlede dig i, hvordan du læser din lønseddel.
 
 

DSR og ErDuOK

Løn, barsel, pension, ekstra ferie og uddannelse er konkrete og håndgribelige eksempler på, hvordan overenskomster og faglige fællesskaber gør en forskel for danske lønmodtagere.
 
I Dansk Sygeplejeråd tager vi del i ErDuOK-indsatsen sammen med en lang række andre faglige organisationer, fordi vi mener, det er vigtigt, at danskerne kender værdien af overenskomster og de faglige fællesskaber, som findes i de faglige organisationer.
 
I efteråret 2013 sætter vi fokus på løn. Medlemsorganisationerne under FTF og LO koordinerer i den forbindelse en række aktiviteter med fokus på løn og løntjek i uge 45 og 46 (4.-17. november), hvor der planlægges en fælles annonce- og presseindsats.
 
 
 

 

Publiceringsdato:
01. november 2013
Ændringsdato:
01. november 2013