Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
 
 

Kronik: Tvangen skal halveres i psykiatrien

Psykiatrien trænger til et løft. Et nøgleinstrument hertil er "Åben dialog", hvor ansatte lytter og går i dialog med psykiatribrugerne. Det stiller krav til de ansatte, og den vej kan ikke realiseres fuldt ud uden tilførsel af nye ressourcer.
  • print
  • download
  • kontakt
  • Bookmark and Share

​Af Poul Nyrup Rasmussen, formand Det Sociale Netværk og Grete Christensen, formand Dansk Sygeplejeråd
 
Psykiatriudvalget har for nylig offentliggjort sine anbefalinger til fremtidens psykiatri. Vi bakker op om anbefalingerne, men det er vigtigt at fremhæve, at man ikke kan vælge enkelte anbefalinger ud og tro, at de alene kan gøre hele forskellen. Det er helheden, der tæller, ligesom det er uomgængeligt, at der skal prioriteres endnu flere ressourcer frem mod 2020, hvis ambitionerne i psykiatriudvalgets anbefalinger skal indfries.
Selvom der er afsat midler til psykiatrien i den netop indgåede finanslov, er det langtfra nok til at løfte hele området.

Helt grundlæggende handler det om at skabe helhed, faglighed og lighed i plejen og behandlingen af psykisk sårbare. Vi vil give vores bud på, hvordan man konkret kan arbejde videre med psykiatriudvalgets anbefalinger og skabe det nødvendige løft af kvaliteten i psykiatrien.

Inddragelse af både den enkelte bruger og de pårørende er afgørende for at opnå et godt og holdbart resultat i sygeplejen og behandlingen. Vi vil gerne fremhæve "Åben Dialog" som en af de metoder, der har givet gode resultater i udlandet, og som har været afprøvet med stor tilfredshed blandt brugere og sundhedsprofessionelle i Danmark.

Metoden bygger på en forståelse af, at den enkeltes omgivelser, relationer og egen opfattelse af psykisk sårbarhed er afgørende i plejen og behandlingen. "Åben Dialog" forudsætter derfor, at de læger, sygeplejersker og andre ansatte, der møder en psykiatribruger, er uddannet til at gå i dialog, lytte og drøfte behandlings- og plejemuligheder med brugeren og de pårørende.

Det stiller krav til de ansatte i psykiatrien, men vi tror på, at det er vejen frem. Ikke mindst fordi internationale undersøgelser viser, at metoden har positiv effekt på eksempelvis medicinforbrug, indlæggelsestider og tilknytning til arbejdsmarkedet.

Et andet mål er, at vi skal have skabt solide overgange mellem sektorerne. Sammenhæng i indsatsen på psykiatriområdet fra udredning til behandling over genoptræning til en ny hverdag er en grundlæggende forudsætning for, at flere kan komme tilbage til det gode liv.

Derfor skal vi skabe nye broer og holdbare overgange. Psykisk sårbare skal ikke opleve, at de falder mellem to stole, når de eksempelvis går fra at være indlagt til, at de kommer hjem. Der er brug for helhed og sammenhæng i behandlingsforløbet.

Tidligere i år blev årets psykiatriske sygeplejerske kåret. Vi var begge med til at udpege hende. Hun arbejder sammen med fem kolleger som opsøgende sygeplejerske i et tidsbegrænset projekt i psykiatrien i Region Sjælland. Sygeplejersken fungerer som brugernes kontaktperson i forhold til alle myndigheder, både psykiatriske afdelinger, socialpsykiatrien, politi, egen læge og meget andet. Dermed sikres en glidende overgang mellem sektorerne. Det skaber sammenhæng i plejen og behandlingen for den psykisk sårbare og giver grundlag for egentlig recovery.

Psykiatriudvalget anbefaler lignende løsninger, og vi opfordrer til, at regeringen gør den form for løsninger til virkelighed.

Mindst en halv million mennesker henvender sig hvert år hos de praktiserende læger med psykiske, men ikke-psykotiske, problemer. For 10 år siden var hver tredje nye førtidspension begrundet i psykiske problemer. Nu er det mere end hver anden. Og blandt de 18-29-årige står psykiske problemer for otte ud af 10 nye tilfælde, mens lidelser som stress, angst og depression udgør de største enkeltdiagnoser. Derfor er der behov for en mere sammenhængende indsats over for de ikke-psykotiske lidelser i fremtiden, ligesom der skal fokuseres mere på forebyggelse.

At blive udsat for tvang er en grænseoverskridende oplevelse. Tvang må aldrig blive en del af behandlingen, men skal være den allersidste udvej. Derfor skal brugen af tvang systematisk nedbringes hvert år. Faglighed og flere ressourcer er en forudsætning for, at vi kan minimere anvendelsen af tvang i psykiatrien.

Psykiatriudvalget anbefaler, at der sættes konkrete måltal op for nedbringelsen af tvang. Vi vil gerne foreslå, at vi i fællesskab sætter et mål om, at vi i 2020 har sænket brugen af tvang med minimum 50 pct. Det er et ambitiøst, men realiserbart mål. Ser vi på de lande, som vi normalt sammenligner os med, er det muligt med en halvering af anvendelsen af tvang.

Men faktum er desværre, at det på trods af megen opmærksomhed ikke er lykkedes at nedbringe brugen af tvang i psykiatrien. Faktisk er der sket en lille stigning i perioden fra 2000 til 2010 på 4 pct. Det betyder, at det i 2010 var 21 pct. af alle indlagte i psykiatrien, der blev udsat for tvang. Altså mere end hver femte.

En ny dansk undersøgelse, som netop er blevet publiceret i det videnskabelige tidsskrift "Perspectives in Psychiatric Care", understreger, at personalets faglighed er en af forudsætningerne for, at tvang kan mindskes. Derfor er det afgørende, at en større andel af personalet bliver uddannet i at forebygge brugen af tvang og håndtere opkørte situationer med andre midler.

Når vi ved, at fagligheden er en afgørende forudsætning for at kunne løfte kvaliteten og nedbringe omfanget af tvang, giver det sig selv, at første skridt er at sikre veluddannet personale. Alle ved, at der i dag er stor mangel på læger med en specialuddannelse i psykiatri, men virkeligheden er, at der også er meget få sygeplejersker , der har en specialuddannelse inden for psykiatri.

En stor del af forklaringen er, at der er alt for knappe ressourcer til uddannelse af personalet inden for psykiatrien. Hvis vi i dag besluttede, at 50 pct. af sygeplejerskerne på alle landets psykiatriske afdelinger skulle have den psykiatriske specialuddannelse i sygepleje, ville det tage hele 23 år at nå i mål. Det kan ingen være tjent med - slet ikke brugerne, der har behov for høj kvalitet i psykiatrien og et personale, der er bedst muligt rustet til at klare de faglige udfordringer.

Vi skal derfor have sat skub i mere uddannelse af personalet, så vi opbygger et stærkere fundament for psykiatrien. Naturligvis er der meget erfarent personale, der allerede har solide kompetencer, men hvis vi vil sikre, at det faglige niveau generelt hæves, skal flere sygeplejersker tilbydes specialuddannelsen, ligesom de kommende sygeplejersker skal have adgang til specialuddannelsen.

Barriererne for, at det lykkes, er manglende uddannelseskapacitet, pressede budgetter ude på de enkelte arbejdspladser og personalemangel. Det er derfor dér, at der skal sættes ind.

Samtidig bør forskningen i det psykiatriske område prioriteres højere. Der mangler i høj grad forskning med et brugerperspektiv. Konsekvensen er blandt andet, at der ikke findes landsdækkende kliniske retningslinjer, hvilket ellers kan øge kvaliteten for brugerne. I stedet ser vi, at der fra region til region og fra kommune til kommune er store forskelle i behandlingstilbuddene. Vi håber derfor, at regeringen følger anbefalingen fra psykiatriudvalget og sætter gang i udarbejdelsen af kliniske retningslinjer på det psykiatriske område; og at regeringen prioriterer psykiatrien i tildeling af midler til strategisk forskning.

Vi er opmærksomme på Danmarks økonomiske situation, men vi må konstatere, at en ny vej for psykiatrien ikke kan realiseres fuldt ud uden tilførsel af nye ressourcer. Psykiatrien trænger til et løft. Frem mod år 2020 bør der år for år tilføres flere ressourcer til psykiatrien. Det er ikke et enten-eller, men et både-og. Såvel reformer som flere ressourcer er nødvendige for at skabe forudsætningerne for den nye psykiatri, som de psykisk sårbare fortjener.

Det er også en forudsætning for, at vi kan nærme os målsætningen om ligestilling med det somatiske område i sundhedsvæsenet. Det koster at efteruddanne personale, skabe bedre sammenhæng og sætte den enkelte i centrum.

Vi ved godt, at flere midler ikke gør det alene. Der er også brug for en kulturændring og nytænkning. Heldigvis kan mange af psykiatriudvalgets forslag finansieres gennem omprioriteringer, bedre ressourceanvendelse og reorganisering af den samlede indsats. Men flere ressourcer til psykiatrien er nødvendigt og på sin plads, efter at området er blevet underprioriteret år efter år i den store bevillingsvækst i 00' erne. Og husk: Pengene kommer mange gange igen i kraft af færre henvisninger til førtidspension, langvarige sygedage og kontanthjælp. Ikke nok med det. Investeringer i psykiatrien fører også til bedre arbejdsmiljø for de ansatte.

Hvis regeringen og Folketinget er ambitiøse, og der samtidig bliver tilført nye og flere ressourcer, end der er lagt op til med den seneste finanslov, er det slet ikke umuligt at skabe en mere moderne og inkluderende psykiatri. Det korte af det lange er, at vi kan gøre det bedre. Til gavn for brugerne, de pårørende og personalet. Hvis politikerne har viljen til en bedre psykiatri, er vi som repræsentanter for brugere, pårørende og en stor gruppe af de ansatte klar til at løfte vores del. Det er en investering, som, vi ved, kommer mange gange igen - både hos de psykisk sårbare, personalet og på den økonomiske bundlinje.

Det er derfor vores håb, at psykiatriudvalgets anbefalinger bliver grundstenene til en ambitiøs og langsigtet udbygning af psykiatrien, som der kan skabes bred konsensus om.

 

Kilde: Jyllands-Posten

Publiceringsdato:
06. december 2013
Ændringsdato:
06. december 2013