Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
 
 

Kredsene rykker på hjælpepakken

Samtlige fem kredse i Dansk Sygeplejeråd har de seneste dage sat massiv dagsorden med hjælpepakken mod overbelægning. Der har været omtale i de store regionale medier, og det politiske arbejde er i fuld gang.
  • print
  • download
  • kontakt
  • Bookmark and Share
Af Søren Olufsen, sbo@dsr.dk
 
Dansk Sygeplejeråds kredse har de seneste dage arbejdet intenst med at få spredt de vigtige de budskaber i hjælpepakken mod overbelægning.
 
Alle fem kredsformænd har været i de store regionale medier som fx Fyens Stiftstidende, Nordjyske, Århus Stiftstidende, DR København og TV2 Øst. Her har de fortalt om indholdet, der skal være med til at gøre op med patienter på gangene og pressede arbejdsforhold for medarbejdere på især akutte og medicinske afdelinger i hele landet. 
 
”Situationen er uholdbar, og vi har nogle konkrete og realistiske bud på, hvad der skal gøres for at ændre den negative situation med overbelægning”, siger Else Kayser, kredsformand for Dansk Sygeplejeråd, Kreds Midtjylland.
 
Og kredsformanden i Hovedstaden, Vibeke Westh, peger blandt andet på, at der skal ansættes flere sygeplejersker i det nære sundhedsvæsen for at lette presset på de medicinske afdelinger.
 
”Der er brug for en målrettet indsats i kommunerne, som kan være med til at forhindre uhensigtsmæssige indlæggelser af ældre. Samarbejdet mellem regionen og kommuner må og skal styrkes nu, hvis vi skal mindske det voldsomme pres på hospitalerne, siger Vibeke Westh.
 
I Nordjylland understreger Jytte Wester, at der skal ses på den nuværende kapacitet på afdelingerne.
 
”Vi skal derfor indføre et her-og-nu stop for nedlæggelse af medicinske senge. Og de steder, hvor belastningen er meget høj, skal vi have oprettet nye senge, så patienterne ikke skal ligge på en travl og stressende sygehusgang”, siger Jytte Wester, kredsformand for Dansk Sygeplejeråd, Kreds Nordjylland og understreger, at ansvaret for løsning af problemerne ikke kan lægges på de enkelte afdelingsledelser på sygehusene. Ansvaret ligger på et højere niveau og i sidste ende hos politikerne, tilføjer hun.
 
Risikerer at blive værre
Kredsformand i Syddanmark, John Christiansen er også ude og gøre det helt klart, at overbelægning er en permanent problematik.
 
”Jeg har hørt politikere tale om, at den voldsomme overbelægning mest skyldes influenzaepidemien. Men undskyld mig, det er simpelthen for tyndt. Der er og har været overbelægningsproblemer i flere år, og det vil bare blive værre, hvis vi ikke sætter ind nu”.
 
Og Helle Dirksen, Kredsformand for Dansk Sygeplejeråd, Kreds Sjælland, mener at grænsen mange steder er nået.
 
"Det er hverken sundhedsfagligt eller sikkerhedsmæssigt forsvarligt, at patienter skal ligge på gangene," siger Helle Dirksen og fortsætter:

"En af vores tillidsrepræsentanter har fortalt, at der for nylig var indlagt 141 patienter på de medicinske/geriatriske afdelinger på Slagelse Sygehus, selv om der reelt kun er plads til 119 patienter. Det kan man hverken byde patienter eller medarbejdere.”
 
Helle Dirksen opfordrer de ansvarlige politikere i regioner, kommuner og på Christiansborg til at tage problemerne på sig og følge løsningerne i hjælpepakken.
 
Samtlige fem kredsformænd er i kontakt med ansvarlige politikere og direktioner i regioner og kommuner, og man er i gang med at drøfte den problematiske overbelægning og tiltagene i hjælpepakken.  

Læs mere om hjælpepakken mod overbelægning  
 
 
Publiceringsdato:
25. februar 2013
Ændringsdato:
25. februar 2013