Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
 

Indflydelse giver effektiv jobsøgning

Frivillige samtaletilbud skaber høj tilfredshed blandt de ledige. Flere end 92 procent er tilfredse eller meget tilfredse med samtalerne. Det skriver DSR's næstformand i Herning Folkeblad i dag.
  • print
  • download
  • kontakt
  • Bookmark and Share
Dansk Sygeplejeråds næstformand Anni Pilgaard har nedenstående debatindlæg i Herning Folkeblad i dag:

Når borgere i dag ender i ledighed og derfor skal have dagpenge, skal de have obligatoriske samtaler i deres a-kasse. Samtalernes mål er at hjælpe den enkelte i job og kontrollere, at medlemmet står til rådighed. Da samtalerne er obligatoriske og fastlagte på forhånd, er de mest baseret på kontrol og mindre på, hvilken hjælp den ledige efterspørger for at kunne komme i arbejde. Men nu viser et nyt projekt, at valg af samtaler med a-kassen baseret på frivillighed -og ikke kontrol -er vejen frem, når ledige skal have hjælp til at komme i job. 

Konklusionen stammer fra projekt »Den Gode Samtale«, der blev sat i gang i juni 2012. I projektet har DSA og syv andre a-kasser åbnet op for, at ledige selv vurderer, hvilken hjælp fra a-kassen de har mest behov for. F. eks. om det er karriereafklaring, vejledning om uddannelse eller jobsøgning.  A-kasserne har i projektet givet den enkelte ledige indflydelse. 

Høj tilfredshed blandt de ledige 
Og nu viser helt nye tal fra DSA, at de frivillige samtaletilbud skaber høj tilfredshed blandt de ledige. Flere end 92 procent er tilfredse eller meget tilfredse med samtalerne. Og hver fjerde af de ledige har valgt at gøre brug af tilbuddet om samtale mere end én gang inden for de første tre måneder. Det er et stort skridt i den rigtige retning: væk fra kontrol over imod, at a-kassen bliver den enkelte lediges sparringspartner. Tallene vidner om et øget engagement. Og netop engagement er en af de afgørende faktorer, når man skal søge job. Derfor opfordrer vi politikerne til at gøre » Den Gode Samtale « permanent hos alle a-kasser. Det vil betyde en mere målrettet og effektiv jobsøgning. 

Publiceringsdato:
26. juni 2013
Ændringsdato:
26. juni 2013