Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
 
 

Folkemøde: Ældre skal have garanti for værdighed

Det er nødvendigt, at der indføres en værdighedsgaranti, der omfatter alle landets ældre borgere. Det mener fagforbundene FOA og Dansk Sygeplejeråd, der i dag satte ældreplejen til debat på Folkemødet på Bornholm.
  • print
  • download
  • kontakt
  • Bookmark and Share
Af: Mads Krøll Christensen, mkc@dsr.dk

Dansk Sygeplejeråds telt på Kæmpestranden på Folkemødet på Bornholm var lørdag eftermiddag fyldt, da FOA og Dansk Sygeplejeråd (DSR) afholdt debatarrangement om, hvordan samfundet sikrer den bedst mulige ældrepleje.

”Konkret foreslår vi (FOA og DSR, red.), at der efter norsk forbillede indføres en værdighedsgaranti for alle ældre. Vi hører alt for ofte beretninger fra medlemmer om uværdige forhold på ældreområdet. Det kan eksempelvis være historier om ældre, der ligger i deres senge i timevis med brugt ble eller ældre demente, der sendes alene til hospitalet eller lægen, fordi der ikke ressourcer til at sende en medarbejder med,” siger Dorte Steenberg, næstformand i DSR.

Ved arrangementet deltog både praktikere, forskere og brugere af ældreplejen i debatten om værdighedsgarantien, der ifølge de to forbund skal bestå af en række forskellige punkter, som tilsammen sikrer de ældre et mest muligt værdigt liv. Punkterne kan eksempelvis omhandle de ældres boligforhold, der skal tilpasses behov ved funktionstab, hjælp til personlig hygiejne og støtte til at komme på en gåtur i hverdagen.

”Målet med garantien er netop at sikre reel værdighed til de af vores ældre medborgere, der har behov for hjælp. Det er vigtigt at understrege, at der ikke er tale om minimumsrettigheder, men en garanti, der tager udgangspunkt i det enkelte menneske,” siger Dorte Steenberg.

Ved arrangementet kom der mange indspark til indholdet i værdighedsgarantien.

”Det er vigtigt, at de formuleringer vi laver i garantien er så brede, at de ikke bliver rettigheder. Jeg synes, at vi fik meget at arbejd videre med ved arrangementet,” siger Dorte Steenberg.

I samarbejde med en bred kreds af aktører vil FOA og DSR efter Folkemødet arbejde videre med udviklingen af de konkrete punkter i værdighedsgarantien. 
Publiceringsdato:
14. juni 2014
Ændringsdato:
14. juni 2014