Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
 

Fleksibilitet kan udskyde pensionen

Ny undersøgelse fra PKA viser, at 8 ud 10 medlemmer i social- og sundhedssektoren kan motiveres til at forlænge arbejdslivet med fleksibel alderspension. PKA tilbyder sidst på året fleksibel alderspension til medlemmerne.
  • print
  • download
  • kontakt
  • Bookmark and Share
Ansatte i social- og sundhedssektoren behøver ikke være tabt for arbejdsmarkedet, selvom de overvejer at gå på pension. De kan godt motiveres til at arbejde i flere år, end de har planlagt. Det viser en ny spørgeskemaundersøgelse, som PKA har foretaget blandt 1.000 erhvervsaktive medlemmer.

Ønsket om en gradvis tilbagetrækning er udbredt, og medlemmerne kan derfor motiveres til at arbejde flere år end ellers planlagt, så længe de kan få økonomien til at hænge sammen.

I stedet for at stoppe helt på arbejdsmarkedet, vil 8 ud af 10 af de adspurgte medlemmer således enten ”helt sikkert” arbejde nogle ekstra år eller ”overveje” det, hvis det fx er muligt at få suppleret indkomsten ved at få udbetalt pension samtidigt. 
Det er helt i tråd med, at PKA’s bestyrelse gennem længere tid har arbejdet på at give medlemmerne en mere fleksibel alderdom.

Sidst på året lancerer PKA således to nye muligheder for medlemmerne, når de når pensionsalderen:

- Delpension, som kan være et økonomisk supplement til deltidsarbejde. I stedet for at trappe helt ud af arbejdsmarkedet på en gang, kan man vælge at gå på deltid og arbejde lidt længere og få suppleret deltidslønnen med pension.

- Pause i udbetalingen, hvor medlemmerne kan sætte alderspensionen i stå. Måske er man gået på pension, men vælger at vende tilbage til arbejdsmarkedet.

Fælles for begge muligheder er, at medlemmet fortsat vil indbetale pension til PKA og dermed løbende forbedre pensionen.

 ”Medlemmerne har på generalforsamlinger og medlemsmøder understreget, at fleksibel alderspension er noget, de ønsker. Derfor er det kun motiverende, at medlemmerne også i undersøgelsen giver de nye muligheder så massiv opbakning. Arbejdsliv og pension behøver ikke være et enten-eller,” siger Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd og næstformand i PKA A/S.

Undersøgelsen skal ses i lyset af, at tal fra PKA viser, at ca. 55.000 PKA-medlemmer har mulighed for at gå pension i løbet af de næste 10 år.

”Jeg tror, de fleste kan blive enige om, at der skal gøres noget for at få folk til at blive længere tid på arbejdsmarkedet. Hvis fleksibel alderspension kan motivere vores medlemmer til at udskyde pensionen og arbejde nogle ekstra år, så vil det ikke bare være positivt for samfundet, men også for den enkelte, der bevarer tilknytningen til arbejdspladsen og samtidigt sparer mere op til pensionen,” understreger Bent Hansen, formand for Danske Regioner og formand for PKA A/S.
Publiceringsdato:
06. april 2013
Ændringsdato:
06. april 2013