Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
 
 

Ekspert roser hjælpepakke mod overbelægning

I kampen mod overbelægning på sygehuse skal kapaciteten udnyttes, og der skal være bedre data. Sådan lyder det fra Jes Søgaard.
  • print
  • download
  • kontakt
  • Bookmark and Share
Af Søren Olufsen, sbo@dsr.dk

Det er mange positive elementer i den hjælpepakke, som Dansk Sygeplejeråd, Danske Patienter og Lægeforeningen har lanceret i kampen mod overbelægning på hospitalerne. Det mener adjungeret professor på Aalborg Universitet, Jes Søgaard, der har 32 års erfaring inden for sundhedsforskning.

”Der er nogle gode punkter, som man skal komme i gang med, og især det med at få en bedre kapacitetsudnyttelse. Vi ved jo ikke, om der faktisk kunne være ledig kapacitet på andre afdelinger, og det ville være et fornuftigt sted at starte”, siger Jes Søgaard til Ritzau.

Mens der er massiv overbelægning på akutte og medicinske afdelinger, kan der nemlig godt være ledige sengepladser andre steder på hospitalerne. Men ifølge Jes Søgaard har man ikke været god nok til at udnytte den ledige kapacitet.

”Det svarer til, at du har et stort lager og skal finde ud af, hvor der er ledig plads på hylderne. Ethvert lager har et logistiksystem, så du lynhurtigt kan se, hvor der er ledig kapacitet”, siger Jes Søgaard og slår fast:

”Det har sygehusene faktisk ikke i dag”.

Overbelægning skal overvåges
Et andet forslag i hjælpepakken går ud på, at få Sundhedsstyrelsen til at opdatere data på overbelægning og løbende overvåge området. Det er også helt nødvendigt, mener Jes Søgaard.

”Vi har siddet med denne her problemstilling i 20 år, og det er trist, at der ikke findes noget statistikgrundlag, så man præcist kan se, hvor stort problemet er. Hvor er problemet lokaliseret, og er der ledig kapacitet på andre afdelinger”, siger han og tilføjer:

”Det burde være noget, et moderne sygehusvæsen havde styr på, og det har man ikke i Danmark”, siger Jes Søgaard.

Læs mere om hjælpepakken
Publiceringsdato:
22. februar 2013
Ændringsdato:
22. februar 2013