Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
 
 

Dr. Mads og Monopolet

I anledning af Folkemødet lagde Allinge i dag ramme til en særudgave af det populære radioprogram Mads og Monopolet. Teltet var tætpakket, da formand i Lægeforeningen Mads Koch Hansen guidede dagens monopol, som bl.a. bestod af sygeplejerskernes formand Grete Christensen, igennem pårørende og patienters dilemmaer til ’Doktor Mads og Monopolet’.
  • print
  • download
  • kontakt
  • Bookmark and Share
​Af Rikke Brams og Camilla Bech Madsen, rbr@dsr.dk og cmb@dsr.dk
Foto: Simon Klein Knudsen

Første dilemma kom fra en kvinde i 30’erne, hvis far er syg og går til mange undersøgelser. Kvinden har ikke mulighed for at være med, da hun bor langt væk, men vil gerne lytte med på en telefon. Personalet siger nej, og hun spørger nu monopolet, hvad hun skal gøre.

Dilemmaet affødte en levende debat i monopolet under kyndig ledelse af dr. Mads – lægernes formand Mads Koch Hansen. Monopolet bestod i dagens anledning af Grete Christensen, formand i Dansk Sygeplejeråd, Geo, patient og komiker, Kristian Lund, redaktør i Klund Media og Maria Cuculiza, journalist på Metroexpress og repræsentant for Dansk Selskab for Patientsikkerhed.

Monopolet debatterede livligt for et veloplagt publikum i det fyldte telt flere forskellige dilemmaer indsendt af patienter og pårørende. Dagens debat drejede sig nemlig om patientinddragelse – et af sundhedsvæsenets store dilemmaer.
 
I debatten fremhævede Grete Christensen vigtigheden af at lytte til både patienter og pårørende:

”Vi skal huske, at patienten er ekspert i sit eget liv og derfor skal inddrages i behandlingen,” sagde Grete Christensen, formand i Dansk Sygeplejeråd.

Patienten i centrum
”Patientinddragelse skal prioriteres. Vi skal derhen, hvor de sundhedsprofessionelle både har tid og ressourcer til at se det hele menneske samt til at inddrage de pårørende i det omfang, patienten ønsker det. Det nytter ikke kun at se på diagnosen. Patienten skal sættes i centrum,” siger Grete Christensem og fortsætter:

”Dagens debat var en sjov måde at sætte fokus på et vigtigt spørgsmål, og det var skønt at se, hvor engageret og veloplagt både monopolet og publikum var."



Læs mere om Dansk Sygeplejeråd på Folkemødet på DSR’s temaside og følg med på Twitter #FMdk14 og på DSR’s Facebookside.

Publiceringsdato:
14. juni 2014
Ændringsdato:
14. juni 2014