Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
 

DSR til ministre: Respekter den danske model

Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen opfordrer flere ministre til at holde sig ude af overenskomstforhandlingerne. Hun mener, at regeringen skal respektere den danske model.
  • print
  • download
  • kontakt
  • Bookmark and Share
Af Søren Olufsen, sbo@dsr.dk

Landets sygeplejersker er slet ikke tilfredse med, at både indenrigs- og økonomiminister Margrete Vestager (R) og uddannelsesminister Morten Østergaard (R) har blandet sig i overenskomstforhandlinger på folkeskoleområdet. Begge ministre har været i medierne og kritisere lærerforeningens formand Anders Bondo Christensen.

”Det er fuldstændig uacceptabelt, at ministre på den måde forsøger at påvirke en igangværende overenskomstproces mellem KL og lærerne. Og jeg må bare sige, at det står mere og mere tydeligt, at regeringen har en klar dagsorden, som handler om at tromle hen over den danske model og medarbejderne,” siger Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd.

Tradition for løsninger
Hun peger på, at det er problematisk, at regeringen har fremlagt en skolereform, som blandt andet skal finansieres via lærerens arbejdstidsaftale.

”Jeg mener, at det er helt på sin plads, at regeringen kommer med ambitiøse bud på fremtidens folkeskole, og det er jo der ministre skal bruge deres energi. Men filmen knækker, når man forudsætter, at det er medarbejderne, der skal betale for gildet og lægger pres på forhandlingerne,” siger Grete Christensen og fortsætter:

”Arbejdsgivere og medarbejderne har stort set altid fundet ansvarlige og konstruktive løsninger ved overenskomstbordet. Og det har været i gode tider og i dårlige tider. Den tradition er der ingen grund til at lave om på, og det opfordrer jeg regeringen til at indse hurtigst muligt.” 

Koordineret indsats imod undervisere
Formanden for landets omkring 70.000 sygeplejersker tilføjer, at andre dele af underviserområdet er blevet taget som gidsel i regeringens spil mod lærerne.

”Vi har undervisere på SOSU-skolerne, som uden en eneste reel forhandling er blevet varslet lockoutet af Moderniseringsstyrelsen under Finansministeriet. Det vidner jo om, at det er en koordineret indsats, hvor regeringen har dikteret resultatet på forhånd og tilsidesætter den danske model,” siger Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd.
Publiceringsdato:
13. marts 2013
Ændringsdato:
13. marts 2013