Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
 
 

DSR kritiserer DR-indslag om 1813

Danmarks Radio bragte den 25. december en række kritiske indslag om akuttelefonen, og at sygeplejersker bliver mange borgeres første kontakt, når 1813 fra den 1. januar overtager lægevagtens opgaver. Dansk Sygeplejeråd tager afstand fra kritikken og henviser iøvrigt til en kronik i dagens udgave af Berlingske Tidende om netop 1813.
  • print
  • download
  • kontakt
  • Bookmark and Share

I en række indslag og nyheder bringer DR den 25. december kritik af, at akuttelefonen 1813 fra den 1. januar overtager lægevagtens opgaver og dermed bliver borgernes primære adgang ved akutte henvendelser vedrørende sygdom.


Dansk Sygeplejeråd tager afstand fra kritikken som blandt andet bliver fremført af Danske Patienter og Yngre læger.

”Beslutningen om lægevagten og 1813 er taget. Der er lavet et kæmpe forarbejde, og vi ved, at der kommer til at være læger, sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle, som sammen skal løse opgaverne på akuttelefonen. Sygeplejerskerne er altså ikke alene, selvfølgelig er de fagligt kompetente til at løse opgaverne, og samme opgaver løser de i øvrigt i dag mange andre steder i det danske sundhedsvæsen blandt andet på akutmodtagelserne og ude i almen praksis,” siger Grete Christensen formand for Dansk Sygeplejeråd og henviser til samme dags udgave af Berlingske Tidende, hvor sygeplejerske Torben B. Svendsen i en kronik gennemgår, hvorfor 1813 bliver en forbedring.


foto (12).jpg
Torben B. Svendsen skriver blandt andet:

”Når du ringer til 1813 ringer du til landets største vagtcentral, hvor læger og sygeplejersker har et samlet overblik over al akut- og lægehjælp i regionen. Vi sidder side om side i et stort lokale med em masse telefoner, computere og skærme. Vi bruger de samme redskaber håndbøger og headsets. En sygeplejerske som jeg er den første til at tage telefonen, når du ringer. Sammen gennemgår vi din tilstand og behov. Er der brug for en læge, stiller jeg samtalen videre. Måske skal jeg blot tale med den læge, der sidder ved siden af mig, og vi beslutter i samråd det videre forløb for dig.”

Grete Christensen har noteret sig, at blandt andre lægerne og særligt de praktiserende læger i måneder har forsøgt at skabe uro og utryghed omkring den nye ordning, og at det blandt andet har kredset om at så tvivl om sygeplejerskernes faglighed:

”Sygeplejersker er fagligt dygtige og kompetente, og det er ærlig talt uklædeligt med den konstante og trivielle kritik af sygeplejerskers faglighed i den her forbindelse. Det niveau går vi ikke ned på. Nu opfordrer vi alle til at tage luft ind og give folkene på 1813 arbejdsro til at komme ordentligt i gang.”

Læs debatindlægget om 1813 af Torben B. Svendsen, sektionsleder og sygeplejerske i Region Hovedstaden her

Publiceringsdato:
25. december 2013
Ændringsdato:
25. december 2013