Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
 

DSR glæder sig over forældrekurser

For mange børn får en dårlig start på livet, fordi mor og far ikke er klædt godt nok på til forældrerollen. Derfor lægger socialministeren op til, at man flere steder i landet laver forældrekurser. DSR roser planen.
  • print
  • download
  • kontakt
  • Bookmark and Share
Af Søren Olufsen, sbo@dsr.dk

Socialminister Annette Vilhelmsen vil give børn en vigtig håndsrækning. Til efteråret fremlægger hun en forebyggelsesplan, der skal sikre, at der tidligt bliver taget hånd om børn, der ellers risikerer at blive ramt af sociale problemer.

En del af planen går ud på at etablere forældrekurser, hvor blandt andet sundhedsplejersker står for at vejlede forældrene. Det har man nemlig gjort i Holstebro med stor succes.

”Her udbyder man forældrekurser til alle forældre, og det vil sige, at man ved, at få fat i forældrene tidligt i en koordineret indsats får fat på de forældre, der har sociale problemer, men også dem, der synes, det er svært at komme i gang som forældre”, siger Annette Vilhelmsen, socialminister (SF) til DR Nyheder.

Helhedsindsats virker
I Dansk Sygeplejeråd har man været med til at gøre regeringen opmærksom på de hensigtsmæssige forældrekurser, og her glæder man sig over ministerens initiativ.

”Det her er noget, som virker og som for alvor kan give alle børn en god start på livet. For sparringen mellem de deltagende forældre er meget værdifuld samtidig med, at fagfolk kommer med input”, lyder det fra Grete Christensen, formand i Dansk Sygeplejeråd, der fortsætter:

”Sundhedsplejerskerne er rigtig gode til at lede og coache på kurserne. Og det er også godt, at der kan være jurister, læger og bankrådgivere for det skaber en helhedsindsats, som sikrer de vordende forældre et solidt fundament”, siger Grete Christensen.

Socialminister Annette Vilhelmsen vil ikke komme med konkrete tal på, hvor mange penge, der skal sættes af til forældrekurser, men hun understreger, at det er en prioritering for regeringen ved finanslovsforhandlingerne i efteråret.

Formanden for Dansk Sygeplejeråd er ikke i tvivl om, at det giver god mening at satse på forældrekurser.

”Der er en god investering for samfundet. For der kan spares mange penge, når man får forbedret børnenes livsforløb hvad angår sundhed og uddannelse. Og derudover øger man også livskvaliteten for det enkelte barn. Så det er bare med at komme i gang, og få det udbredt i hele landet”, fortæller Grete Christensen.
Publiceringsdato:
20. august 2013
Ændringsdato:
20. august 2013