Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
 

DSR efterlyser konkrete mål for danskernes sundhed

Dansk Sygeplejeråd savner både ambitioner og konkrete mål i regeringens nye sundhedsudspil.

  • print
  • download
  • kontakt
  • Bookmark and Share
Af Søren Olufsen, sbo@dsr.dk

Regeringen og sundhedsminister Astrid Krag (SF) fremlægger i dag et nyt sundhedsudspil. Et af de væsentlige punkter handler om at styrke forebyggelsen ved at sætte nationale mål for danskernes sundhed. Men der er for lidt konkret i udspillet, lyder det undrende fra Dansk Sygeplejeråd.

”Nu har regeringen, siden den blev dannet sagt, at den vil indføre nationale mål for danskernes sundhed. Og med det her nye udspil er vi fortsat ikke blevet klogere på, hvad der skal ske. Der er ikke et eneste konkret mål, man kan forholde sig til, og det er mildt sagt uambitiøst,” siger Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd og fortsætter:

”Hvis sundhedsvæsen og samfundet skal geares til at opfylde regeringens mål, så bliver vi jo nødt til at vide om, man vil gå efter at nedbringe antallet af rygere med 15 procent, eller om der i højere grad skal være fokus på at reducere antallet af borgere med diabetes? Jeg savner virkelig klare og konkrete mål for danskernes sundhed.”

Udgående hospitalssygeplejersker
Men der er også punkter i sundhedsudspillet, som får ros med på vejen af Dansk Sygeplejeråd. Særligt satsningen på, at få kommuner og regioner til at øge deres samarbejde om ældre medicinske patienter og kronisk syge. Her lægger regeringen op til at omprioritere 250 millioner kr. i 2014.

”Det er helt nødvendigt, at vi kommer væk fra kassetænkningen og får gjort op med stive sektorgrænser. Og det giver god mening at lade fx specialiserende sygeplejersker fra hospitalerne tage ud i det kommunale sundhedsvæsen og behandle borgerne og samtidig udvikle de kommunale medarbejderes kompetencer,” siger Grete Christensen.

I sundhedsudspillet lægges der også op til, at telemedicin skal bredes langt mere ud.

”Der er allerede mange velfungerede projekter, hvor blandt andet kommunaltansatte sygeplejersker tager billeder af sårpatienter og sender dem ind til hospitalerne, så lægerne kan vurdere dem. På den måde undgår de ældre en opslidende tur til hospitalet, og det er en langt mere effektiv brug af medarbejdernes ressourcer. Så den satsning bakker vi fuldt op om, og ser den gerne udviklet mere landsdækkende.” siger Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd.   
Publiceringsdato:
02. maj 2013
Ændringsdato:
02. maj 2013