Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
 
 

DSR: Læger og regioner skal finde en løsning

Kom nu til forhandlingsbordet. Sådan lyder meldingen fra Dansk Sygeplejeråd, der opfordrer Danske Regioner og PLO til at mødes og forhandle om vilkårene for almen praksis.
  • print
  • download
  • kontakt
  • Bookmark and Share

Af Søren Olufsen, sbo@dsr.dk

Regeringen greb i sidste uge ind i konflikten mellem regionerne og de praktiserende læger. Og i forlængelse heraf opfordrer PLO nu sine medlemmer til at aflevere deres ydernummer og afslutte samarbejdet med det offentlige.

I Dansk Sygeplejeråd, der repræsenterer omkring 1.800 sygeplejersker i almen praksis, følger man situationen tæt.

”Jeg håber, at regionerne og de praktiserende læger hurtigst muligt sætter sig sammen og går efter en forhandlingsløsning. For det her skaber utryghed for rigtig mange ”, siger Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd.

Der er 3.600 alment praktiserende læger, som arbejder i over 2.000 virksomheder. Det er den enkelte lægepraksis som beslutter, om de vil aflevere deres ydernummer eller ej. Lægerne kan aflevere deres ydernumre fra den 1. september, hvor den nuværende overenskomst udløber.

”Det er klart, at situationen er tilspidset, og det kan komme til at berøre hele sundhedsvæsenet, hvis parterne ikke bliver enige om et fælles grundlag for udviklingen af almen praksis ”, siger Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd.

Medlemsmøder for sygeplejersker
Kun en gang tidligere har der været en lignede situation, og det var i 80’erne. Her lagde de praktiserende læger deres ydernummer, og så lavede Folketinget en bekendtgørelse, som betød, at patienterne selv skulle betale for at gå til lægen, men fik alt refunderet af det offentlige.

”Der kan opstå mange forskellige scenarier, og vi følger det meget tæt. Men det vigtigste er at varetage vores medlemmers interesser, og det er der, vi har vores fokus,” siger Grete Christensen.

Dansk Sygeplejeråd er desuden i fuld gang med at afholde medlemsmøder over hele landet for de sygeplejersker, der arbejder i almen praksis.

”Vores medlemmer skal vide, at vi er der for dem, og er klar til at hjælpe og støtte dem. Der har været stor opbakning til de første møder, vi har holdt i kreds hovedstaden og i kreds sjælland, og her kan man få svar på spørgsmål omkring ansættelsesvilkår og mulige ændrede arbejdsforhold, og vi kan se, at det giver øget tryghed”, siger Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd.

Orienteringsmøder for medlemmer i almen praksis.
Bornholm/Kreds Hovedstaden den 13. maj. Kreds Midtjylland den 14. maj. Kreds Syddanmark den 27. maj. Kreds Nordjylland den 6. juni. Nærmere oplysninger om tid og sted bliver opdateret på kredsenes hjemmesider.

Læs mere om situationen i almen praksis 

Publiceringsdato:
06. maj 2013
Ændringsdato:
06. maj 2013